VBergsøeDeForbistredeDrenge

296

Lækatten ramtes paa Stedet. Den blev udstoppet og var i lange Tider et „Haupt- und Rabalder- stiick“ i Skolens naturhistoriske Samling. Af og til tog han Del i Pensionærernes Lege om Eftermiddagen. Der blev en Dag spillet Langbold, og Svenningsen stod og saae til. Pludselig sagde han: „Lad mig nu slaa et Slag.“ Det blev af os Drenge anset for noget stort, naar vi kunde drive Bolden i Højde med første Sal; men da Svenningsen slog, fløj den med en susende Lyd over Skolens Tag og fandtes aldrig mere. En anden Gang havde vi Faste­ lavnsløjer; der skulde med Knipler kastes efter Jydepotter med Konfekt, og det kneb for „de Smaa“ . „Nu skal je g hjælpe dig,“ sagde han til en lille, forfrossen Dreng. „Lad mig faa din Knippel!“ I næste Øjeblik susede den afsted, knuste Jydepotten og slog derpaa den nederste Fylding ud paa Døren til Kirkegaarden. „Der slog jeg dog vist noget for haardt,“ sagde Svenningsen. Disse Ord kunde han godt have anvendt ved andre Lejligheder. Som Klasseinspektør havde han det sørgelige Hverv at skulle banke Skolens Syndere, og der slog han vist ogsaa