VBergsøeDeForbistredeDrenge

281

„Naturligvis paa at drukne os. Det er hur­ tigt gjort; Søen er jo lige herved.“ Nu vilde Skrædderen knibe ud ; men Sven- ningsen rejste sig, tog ham i Nakken og sagde: „Nej, hør, véd du hvad, min venlige Bro’er! Har du nu siddet og opholdt mig med Vrøvl i mit Livs sidste Stund, saa skal du, min Salighed, ogsaa følge med!“ Og dermed tvang han Skræddersvenden ud i Vandet, dukkede ham ned og holdt ham saa længe til det boblede. Saa trak han ham i Land og forlod ham med de Ord: „Se saa, min rare Ven! Nu tror jeg ikke, at du drukner dig oftere.“ Selv de danske Digtere kunde forarge Sven- ningsen, naar han fandt dem højtravende eller usande — det Reale i hans Natur oprørtes der­ ved. Der var en Tid, hvor jeg ikke kunde tage Del i Gymnastiktimerne, og jeg tilbragte disse oppe i en Klasse, hvor Svenningsen skrev i Karakterbøgerne. Fra disse Timer har jeg ad­ skillige Erindringer om. ham. En Dag sagde han til mig: „Hvad har du dér?“ „Danske Vers.“ „Naa, saa lad mig høre, om du kan dem.“