VBergsøeDeForbistredeDrenge

282

Jeg begyndte paa Ingemanns:

Danevang med grønne Bred Ved den blanke Vove!

„Æ rrr!“ snærrede han. Det var „Dane­

vang“ han fik i Halsen.

„I dit Sked er Kærlighed, Fred i dine Skove. Fuglen synger højt mod Sky Over Kæmpehøje, Men i Dalen smiler bty Vaarviolens Ø je.“

Svenningsen kastede Bogen og sagde: „Det er noget ugudeligt Vaas, lille Ven, for Lærken er den mest forbandede Fugl, jeg kender. Den, der har skrevet det , har aldrig gaaet over den jyske Hede med det Bæst over Hovedet fra Morgen til Aften. Jeg blev tidt saa gal paa den, at jeg fik Lyst til at stritte efter den med Sten. — Nej, saa holder jeg mere af den Lærke, jeg kan ha’ i min Lomme. Den klukker kun, naar jeg selv vil ha’ det.“ En anden Dag var jeg i Færd med „ameri­ kansk Skrift“ , en ny Opfindelse, som bestod i, at man, for at give Haanden Smidighed, malede store snørklede Sving og Kruseduller. De fyldte