VBergsøeDeForbistredeDrenge

han og kiggede ud paa de lave Huse. „Han holder vel ved „Knapsteds Gaard“ . “ Vognen rumlede videre og rullede tilsidst ind i en mørk Port. Svenningsen steg ube­ mærket ud, glad over at have naaet Byen for en saa billig Penge. Men da han kom ud paa Halmtorvet, kunde han aldeles ikke kende det igen. Vesterport var borte, Voldene havde flyttet sig, og Træ­ erne stod paa begge Sider af Gaden — det var højst mærkeligt! Selv hans kære Vægtere var borte, og han syntes, at Vejrmøllen havde sat sig lige midt over Vartov. Han gned sine Øjne, tænkte et øjeblik paa, om han virkelig var fuld, og gik saa videre. Da opdagede han pludselig to slanke Spir, som pegede op imod Nattehimlen. Dem kendte han — det var Roskilde Domkirkes. Saa gjorde han højre om, fandt Landevejen, og Klokken ni om Morgenen stod han uden for Skoleporten for at passe dem op, der kom for silde. Selv havde han ikke svigtet et Minut. Svenningsen var jævn i Sind, i Tale og Manerer. Al opskruet Affektation, al forloren Sen­ timentalitet hadede han som Pesten. Selv uden