VBergsøeDeForbistredeDrenge

267

vilde han aldrig spille med en Kielerstudent — dertil var han for dansk. For det andet vilde han ikke spille „Piquet“ — dertil Lvar han for jævn — Terning og Trekort var hans Yndlings- spil — og endelig vilde han aldrig give sig til at synge moralske Viser om „Stjerner, Titler og Guld“ — dertil var han baade for umusi­ kalsk og for naturlig. Han kunde kun snurre eller knurre én eneste Vise, naar han var i sær­ lig godt Humør, og den gik saaledes:

„O Rendsborg! O Rendsborg! Du gode gamle Stad! Du haver jo fordærvet Saa mangen brav Soldat — —

Ja — videre kom han aldrig. Ligesom en Snegl trak han Følehornene til sig, naar han mærkede, at vi lyttede efter. Men snyde, spille falsk! — det gjorde han mindst af Alt, og dog lader Carl Bagger Kieler- studenten raabe: „Holdt! — Der snød du atter! Du spiller falsk, din Æ sel! Det er afskyeligt, og det tyder paa en lav Charaktér.“ Disse Ord vare Svenningsen for drøje. Da han havde læst dem om Aftenen, tog han næste Morgen ganske tidligt sin Hat og sin Stok, og saa gik han op til Carl Bagger. En Pige, som