VBergsøeDeForbistredeDrenge

266

og jeg kan, for min Død, ikke lide at se drukne Folk ligge under Bordet." Derpaa betalte Svenningsen sin Regning og gik tilbage til Skolen. Her var der ikke et Men­ neske, som kunde mærke, at han havde „viftet med Gardisten.“ At slige Scener ikke rygtedes paa Skolen og kun spøgende fortaltes i Byen, røber hvor meget man var vant til al Slags Kommers, som den Gang i Regelen afgjordes med „en Mark til Vægteren“ . At tænke sig dette Liv ført af en Skoleinspektør i vore Dage, er aldeles umu­ ligt; men skøndt man levede i Absolutismens Tid, var man den Gang i mange Punkter mere liberal end nu. Alligevel har Svenningsens Be­ drifter sat Spor i vor Literatur. Jeg har saa- ledes en grundet Mistanke om, at Hostrup har haft dem for Øje, da han skrev sin berømte Vise om „Mads“ , og at Carl Bagger har tegnet en Scene af dette Liv i „Min Broders Levnet“ er bekendt. Jeg maa dog strax gøre opmærk­ som paa, at Svenningsen, der her indføres under Navnet „Jyden Svendsen“ er yderlig slet karak­ teriseret, saa slet, at det ikke med en Tanke faldt mig ind, at jeg her havde min gamle Ven, da jeg som ung læste Bogen. For det første