VBergsøeDeForbistredeDrenge

226

det var ikke ganske blidt. Jeg vendte mig om, og saae til min Forfærdelse — ikke Kjøge — men en stor, sort Gedebuk, hvis bistre Brægen syntes at vise en vis Lyst til at anbringe sine Horn i min Mave. Da huskede jeg Snitte­ bønnerne. Jeg aabnede Kræmmerhuset, og Mads styrtede sig over det med en Begærlighed som viste, at stuvede Snittebønner ikke faldt for hver Dag. Saa trillede jeg Nodebladene sammen. Under Logren fra Hundene og Brægen fra Mads, puttede jeg dem gennem et Gittervindue ned i Kirkens Gravhvælving, idet jeg med en vis Gru tænkte paa, om de ikke mulig vilde gaa igen ligesom „den magiske Nøgle“ . Men fra den Aften havde jeg i Wimmers Gravhunde og sorte Gedebuk tre fortrolige Venner, i lang Tid de eneste paa Christianshavn. Paa den gamle Fabrik havde Kirkegaarden altid været min Rædsel — den var jo Dødens og Spøgelsernes Hjem. Det syntes mig saa sørgeligt, at ogsaa mit nye Hjem skulde om­ gives af en Kirkegaard; det var som om Døden fulgte efter mig, hvor jeg gik og stod. Bange skottede jeg til de hvide Kors under de sorte Buske og var snart inde i Skolegaarden igen. Her fandt jeg under Bibliotekstrappen et Rum med Sand, der mindede mig om Fabrikens