VBergsøeDeForbistredeDrenge

225

fandtes en Oase med et Træ, og langs det graa Plankeværk, der skilte Livets fra Dødens Have, stod en Del unge Palmer i Form af røgslagne Linde. Af monumentale Værker ejede Gaarden kun faa: en Brandstige og et Gymnastikapparat, et Kulhus og et Hulhus — det var alle dens Seværdigheder. Men det allerværste var dog, at jeg følte mig selv som en Seværdighed. Skolens talløse Ruder forekom mig lige saa mange blinkende Øjne, der kun ventede paa det Øjeblik, da jeg vilde kaste Frikadellen, for at drage mig til Ansvar. Paa den anden Side Plankeværket aabnede sig en hel anden Verden. Dér laa Graverens Hus under det store, skyggefulde Valnøddetræ, dér hævede Frederiks tyske Kirke sit forfaldne Spir mod Himlen, og dér susede Aftenvinden i Kirkegaardens Popler — kunde man blot komme derind, saa kunde man lette sin Samvittighed for Frikadellen. Der var en Dør paa Planke­ værket — den stod paaklem. I et Nu var jeg derinde, men var nær lige saa hurtig kommen tilbage igen. To smaa rasende Køtere fore først i Benene paa mig og dernæst i Kræmmerhuset paa Frikadellen, som i et Nu gik i Hundene. Da fik jeg pludselig et Stød bag fra, og V. Bergsee: De forbistrede Drenge. 15