VBergsøeDeForbistredeDrenge

224

begge Dele vel skjulte i mine dybe Bluselommer. Saa sad jeg igen paa Stolen, stiv som en Pind. Det var næsten mørkt, da Kjøge traadte ind. Han smilede selvbevidst pædagogisk og sagde: „Naa, kan du se, den gled ! Nu kan du gaa ned i Gaarden og se dig lidt om. Læse- tiden er først Kl. s y v .“ Saaledes begyndte jeg allerede den første Dag med at narre og bedrage — dermed ender det altid, naar „Pædagoger“ hverken forstaar eller kender deres Elever. Hvor laa Skolegaarden dog stor, øde og graa i Skumringens usikre Belysning. Ud mod Gaden en høj Forbygning af den ubestemme­ lige Farve, som opstaar ved, at den i mange Aar ingen Farve har faaet, ■og over Porten et rundt Relief, forestillende en Lærer, der rykker en Dreng i Haaret eller, som jeg senere erfarede, Pallas Athene, der sætter Aandens Sommerfugl paa det af Prometheus formede Menneske. For­ bygningen flankeredes af to Fløje, der halvvejs indrammede Skolegaarden. I Fløjen ud til Kirke- gaarden fandtes Gymnastiksalen og Biblioteket, medens den anden indeholdt Klasseværelser, en Del af Hammerichs Lejlighed, samt Økonomirum. Skolegaarden selv var bar som Saharas Ørken og dækket af Grus som den. I Midten