VBergsøeDeForbistredeDrenge

180

Skrig, og saa blev Alt til et kulsort Mørke, hvori jeg ikke engang følte mig selv. Da jeg atter slog Øjnene op, laa jeg paa en Sofa og mødte min Moders taarefyldte Blik. Hun stod bøjet over mig, Blodet dryppede fra hendes Tinding ned paa mine Kinder — hun havde troet mig død, og saa var jeg egentlig den eneste, der slap helskindet fra det Hele. Kalechen havde hugget min Moder og Tante dybe Huller i Panden; Barnepigen havde faaet et gabende Saar i Baghovedet, mine Søskende mindre Læsioner, men jeg fejlede, paa Besvi­ melsen nær, ikke det mindste. Alle de Andre fandtes i Grøften under den knuste Vogn — kun jeg var ikke til at finde. Fra mit høje Sæde var jeg bleven slynget over Stengærdet ind i en Hvedemark, og der „laa jeg todt“, da man fandt mig. I en tarvelig Vogn fra Kroen, forspændt med de ældste Krikker, der kunde opdrives, fortsatte vi Vejen til Fredsholm. Det gik Fod for Fod, thi hver Gang Kromanden vilde lade Hestene trave lidt ud, raabte min Tante: „Hold paa Dyrene! For Guds Skyld — hold paa Dy­ rene!“ og der blev saa trolig holdt paa dem, at vi ført naaede vort Bestemmelsessted hen ad Aften.