VBergsøeDeForbistredeDrenge

179

synderlig indbydende, blev vi i Vognen, Mad­ kurven kom frem og Kusken gik bort efter Vand til Hestene. Ligesom han vendte tilbage med Spanden, saae jeg et Syn, jeg aldrig kan glemme. Med en hvinende Vrinsken hævede Forløberne sig lodret i Vejret og knuste i Ned­ faldet Krybberne, saa Stumperne fløj mig om Ørene. Kusken, der vilde gribe dem, blev kastet overende, Forløberne tog Fart, Stanghestene fulgte med og i et langt Sving kom Forspandet op paa Chausséen, hvor det satte af i fuld Car- riere. Jeg var saa lille, at jeg ikke kunde naa Fodbrædtet, men maatte klamre mig til Ræk­ værket, for ikke at slynges ned mellem de ra­ sende Heste. Stiv af Rædsel hørte jeg Vinden pibe, og en hvinende Lyd, der kom i afbrudte Sæt — det var Barnepigens fortvivlede Skrig. Hvor længe vi saaledes jog afsted, aner jeg ikke. Det var maaske kun Minuter; for mig syntes de en Evighed — jeg følte, at jeg snart maatte slippe Taget og hvad saa? — Da kom der en Vogn imod os. Hestene blev sky for den, satte med rasende Fart ind ad en Markvej og i samme Nu slyngedes Vog­ nen ned i den dybe Chausségrøft, der begræn­ sedes af et Stengærde. Jeg hørte Vognens splin­ trende Brag, Klang af knuste Ruder, et jamrende

;

12