VBergsøeDeForbistredeDrenge

91 Petersen er død, kan jeg nu sove roligt. Det Hele der er tilbage af dette Barndomsminde, er Brandnatten i „Den gamle Fabrik“ , men dér giver jeg rigtignok min gamle Ven Olsen Skylden. Medens Livet paa Fabriken syntes mig idel Lys, Luft og Frihed, laa selve Hjemmet noget i Skygge; thi der gik Livet sin jævne, adsta­ dige Pasgang, og Tiden randt, viet til Minervas Ugle, og den falder noget graa i Længden. Som saa mangen Embedsmand havde Fader ikke Raad til at føre noget selskabeligt Hus. Nutidens dumme Dinéer og Aftenernes ræd­ somme Rout’er kendtes i de Dage ikke en Gang af Navn. Om Søndagen saae man et Par gode Venner til en borgerlig Middag, og om Hver­ dagen kunde Gangklokken kime nok saa lystig hen ad Aften og jage mig fra de kedsommelige Lektier ud i den lange Entré for at lukke op. Saa var det Husets gode og gamle Venner, der kom for at tilbringe en hyggelig Aften i et hyggeligt og gæstfrit Hjem. Blandt disse husker jeg især den gamle, elskværdige Ingemann, Kommandør Braém, Takkelmester ved Holmen, Professorerne Hetsch, Wilckens, van Mehren, Otto og min Om lf Bergsøe, Doktor, Diechmann og vor gamle Huslæge Crone, en senere Etatsraad Bogholder Andreas