VBergsøeDeForbistredeDrenge

90

Brænderi, satte Jernstangen for Døren, og saa begyndte vi at futte. Det gik overordenlig bril­ lant, indtil der paa én Gang gik Ild i det Hele. Jeg brændte mine Fingre, slyngede Hylsteret fra mig, og i samme Nu gik der Ild i et Par Bundter Tækkerør, som laa over nogle gamle Tjæretønder. Disse fængede som Krudt, Luerne slog alenhøjt i Vejret og hoppede som Ildfluer rundt i Høet paa de gamle Pakkasser, der var stablede helt op under Loftet. Nu lød der Brandraab udenfor, og saa løb vi Alle ind i tredje Gaard og skjulte os. Heldigvis var det Fredag Aften. Folkene vare i Brænderiet, Sprøjterne i Orden og Karn stod ikke forgæves ved „de sorte Brandfolk“. Ilden blev hurtig slukket, men nu skulde man have fat i Forbryderen — man havde fundet Laaget til det grønne Hylster fra Paris. Aldrig glemmer jeg Forvalter Petersens blege Ansigt, da han kneb mig haardt i Øret og med dirrende Stemme sagde: „Naa! Saa det er dig, din forbistrede Dreng! — Ja, nu slipper Du ikke for Forbedringshuset.“ Det var skrækkelige Ord, som holdt mig vaagen mangen en Nat; men da Fader kom hjem, var Sagen glemt, eller snarere ikke for­ talt ham. Jeg kom ikke i Forbedringshuset, ja, ikke en Gang paa Flakkebjerg, og da Forvalter