UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

Proinofcionsfesten. 8 9 Svarene paa disse sex sidste Deputationer samlede R e k t o r i følgende Tale: De Henvendelser, som Forsam lingen nu sidst liar liørt, liave alle et vist Fæ llesskab i Oprindelse, idet de alle udgaa enten fra Mænd, der med os dele Læ rerkaldet, eller fra den Ungdom, der endnu slutter sig til Universitetet som søgende Belæ ring der. I alle disse Henvendelser føle vi en Aand ytre sig, som dybt forpligter os til Paaskjønnelse. Vi glæde os over, at man har anerkjendt, at vort Universitet uden skinsygt at vogte over, hvad det troede at være sit, og uden ængsteligt at sætte Grænser der, har ladet Anstalter udgaa og sondre sig, der skulde overføre, hvad der her foredroges i Videnskabens strænge theoretiske Form, i videre K redse til praktisk Anvendelse. Saavel glæde vi os over V idnesbyrd fra den Anstalt, som næsten er en Del af os ved for en stor Del at have fælles Læ ­ rerpersonale med os, som ved V idnesbyrdet fra den Anstalt, der videre har udsondret sig fra os, men som har været villig til at bevidne sin Oprindelse. E n særlig Følelse af Glæde og Paaskjøn­ nelse fremkalder hos os den Udtalelse, vi hørte fra Danmarks Offi­ cerskole. Vel er det sagt fra Oldtiden: Liter arma silent musae: „Muserne forstumme under Vaabenlarm“ ; men vi erkjende alle, at Mu­ sernes Helligdom trænger til kraftig Beskyttelse, at den stille Fredens Fæ rd ikke kan udvikle sig, naar den ikke er forbunden med et Manddommens Mod til at værne om sin Bestaaen. Det har glædet os at høre, at det erindres, at naar Fædrelandet kaldte sine Sønner fra Universitetet, saa har det villig sendt dem, og det er mig kjæ rt at turde udtale, at den danske Hæ r i dette Øjeblik i sine Rækker tæ ller en talrig Skare levende V idner om, at Universitetets Sønner gjerne fulgte Kaldet, og fulgte det med en saadan Iver, at de varig bleve Hærens Sønner. — Det er natui-ligt, at jeg med en særlig In ­ teresse dvæler ved den Hilsen, der kom fra de Læ reanstalter, der forberede Ungdommen til Universitetet, der sende os vore Lærlinge. Vore Virksomheder smelte saa nøje sammen, at vi ikke kunne be­ trag te dem anderledes end som i deres inderste Væsen sammen­ hængende og dannende en Enhed. Den Følelse a f Tak, som jeg her h ar at udtale, faar for mig en inderligere K arak ter ved den person­ lige E rindring om det næ re Forhold, i hvilket jeg i en Række at Aar har staaet til Danmarks . lærde Skoler. Je g har fulgt deres Virksomhed med Kj ærlighed og bevaret den bedste Erindring obo. dette Forhold. Og med denne Følelse, men aom en ikke Mol jp-ejf-