Tivoli_1893

q------------------------------------------------------------------------------------------------------------

P

Denne hans naive Umiddelbarhed præger ogsaa hans Musik, der intet har af det skolede eller tillærte. Og mon Lumbye, hvis Skolen havde faaet hans Begavelse i sin kunst­ neriske Spændetrøje, var blevet netop den Lumbye, der ved Tivolis 25 Aars Jubilæum Aftnen og Natten igennem hylde­ des som den folkekære Komponist og tilsidst i den lyse Morgenstund kørtes hjem af en jublende Folkeskare, der spændte Hestene fra, den Lumbye, hvem Tivoli i ringe Er­ kendtlighed har rejst en Støtte midt for Koncertsalen, hvor hans Minde og Navn holdes i Ære. * Man kunde ikke gøre

sig fortrolig med, at Bald. Dahl skulde være hans Arvtager. Man kunde ikke tilgive Dahl, at han hed Dahl, man vilde absolut, at han skulde hedde Lumbye. Hvad brød man sig om, at Gade, Hartmann og Paulli, i hvis Hænder Afgørelsen af Musikdirek­ tør-Valget var lagt, alle holdt paa Dahl fremfor nogen af den halve Snes Ansøgere — man vilde have Lumbye-Navnet, og

der var jo baade Georg og Carl, der stod højt i Gunst allerede da. Derfor blev der pebet derinde, pebet saa det rystede i Salens spinkle Træværk og de tynde Ruder. Først efter et Par Aftners hæftige Kamp fik Beundrerne med Damerne i Spidsen Overtaget og dængede Dahl saaleJes over med Roser,at de foregaaende Dages Torne ikke føltes saa skarpt- Men det var dog en Aarrække Skik og Brug,naar Tivoli

30