Tivoli_1893

værelsen. Skulde der være noget, der ærgrede hatn, var det Manglen paa danske Sangkræfter. »Jeg véd ikke, hvor det kan være«, siger han, »kønne Ansigter — dem kan jeg faa nok af, men der er Gud hjælpe mig ikke en ordentlig Stemme mer at faa Fingre i. De kan ikke synge, og de kan ikke foredrage — hvad ban det saa nytte, man laver Sange til dem?« Ganske vist — nu er Rantzau der ikke mere, men det betyder ikke stort. Hans Sange synges der den Dag i Dag og det skulde gaa meget mærkeligt til, om ikke gamle Rantzau, inden han gaar i sin Grav, skulde komme i »Ki­ sten« endnu en Gang. Han forlod »Kisten« 1890 og overlod Pladsen til et yngre Digter-Æmne, Hr. H . O. C a r l s o n , der beskedent og med behørig Veneration holder sig i de Spor, Rantzaus Muse i de seneste Aar kørte paa. Men Tivoli forlod Rantzau dog ikke. Han flyttede med den i Skulderbredde og godt Humør lige veludviklede T h o r J e n s e n til »Fregatten«, hvor de med den snart saare popu­ lære Pianist Olfert Jesperse n fik arrangeret en af de originaleste Varietéer paa Jordkloden, en flydende Variété, hvor fordrukne Tyrolere har kappedes med tyske og svenske Syngepiger om Bifaldet fra det letsindede Publikum, der sidder klumpet sammen i det lavloftede Rum. Her sidder Rantzau ved sit Bord som han sad i »Ki­ sten«, og her bliver han til han for sidste Gang sætter sine snart mødige Ben i den gamle »Kiste«, der er og bliver hans Øjesten. — — Kun et Par Gange er Københavner-Naturen gaaet over Politi-Optugtelsen derinde. Ved Universitets­ festen tog jubilerende Studenter Styret, anbragte uden vi­ dere sig selv paa Tribunen, o g led Sangerinderne være Til­ hørere. Og ved Lægekongressen sang Publikum i, saa Sangerinderne for den Aften kunde spare Stemmerne. Men livligst var der dog maaske under den fransk-tyske Krig. Der var en Aften Forestilling for franske saarede, Anstaltens stolteste. Sangerinderne indkasserede den Aften over 1000 100