Tivoli_1893

Ogsaa Sangerindernes Optræden skiftede Karakter efter Tidernes og de vexlende Sædeligheds-Inspektørers Krav. Først var Sangtribunen oppe under Loftet; da Rantzau kom til, sænkede S y n g e p i g e r n e Niveauet til et Par Fod over Gulvet, og nu synes man at være kommet til Ro under et malerisk Fortæppe, der gaar op mindst et halvhundrede Gange i -Aftnens Løb for alle Slags Sangerinder. Endnu for faa

Aar siden tronede Rantzau derinde ved sit lille Bord, fængslet til det omtrent som Kristian den 2den til sit. Han sad der som en fri Konge; stormægtig og glad, smilende tilfreds ud over sit Kongerige, saa lille det var. Og for at ikke Fol­ ket skulde være uvi­ dende om, hvem det havde for sig, stod der paa en Yægplade over Bordet: R e s e r ­ veret P l a d s f o r D i ­ rektøren. Fra 1869

til 1890 sad han Aften efter Aften der fra 8 —12; kun i korte Perioder forlagde han sin Virksomhed andet Steds hen. Han anførte en Tid hos Kehlet N o r d e n s skønneste K v i n d e r ; nogle Somre har han behersket »Øen«, en lille Tid forsvandt han fra Jordens Overflade i den nu heden­ gangne Belle Alliance, ja, der var endog en ganske bitte Tid, hvor det blev betroet ham at redde » N a t i o n a l «. Han rykkede derind med sit Bord og sit Publikum, men otte Dage efter var den Herlighed forbi, og Rantzau var igen i »Kisten«. Her følte han sig mest i Harmoni med Til­ 99