StormenPaaKøbenhavn_1659

snild, efter sin Alder livlig og energisk, traadte nu frem: »Vi maa være betænkt paa, hvad Svar vi vil give Hans Majestæt«, sagde han. »Det vilde være baade Spot og Skam«, svarede en i Kjø- benhavn boende Garver, »om man vilde forlade Kongen og overgive Staden for Svenskens Trudsel, uden engang at have seet Fienden under Øie. Har vi først forsøgt et haardt Pust, og vi da bliver nødt til at give os, saa er vi undskyldte«. Nu raabte Alle som een Mand: »Vi ville slaae det læng­ ste, vi kunne, kunne vi ikke længere, er det tidsnok at bede om Naade«. I det samme traadte Kongen fra Gemakket indenfor, omgivet af sine Rigsraader. Kansleren Christopher Urne, oplæste en Tale, der skulde opmuntre Borgerne til at gribe til Vaaben og som gjæve Mænd holde deres Ed. Da Kon­ gen saa i Forsamlingen saare faa af dem, der i Fredens Tid havde haft store Indkomster og Gaver, men derimod Borgere og Mænd, der havde nydt intet eller kun lidet af hans Gunst i de gode Tider, saa formaaede han knapt at tale for Graad og Harme. »Kampen«, sagde han, »gælder Ære og Frihed; Vi vil bede til Gud, at ikke Skændsel skal komme over Os, mens Vi fører Sceptret.« »Endskjønt det er kommet Borgerskabet for Øre«, sva­ rede derpaa Hans Nansen, »at man forrige Aar, hvor vi havde et herligt Tal Folk (Krigsfolk), der brændte af Be­ gærlighed efter at maale sig med Fjenden, skulde være nødt til at gøre Fred, fordi man ikke kunde lide paa Bor­ gerskabet, vil jeg dog nu forsikre Eders Majestæt om dets Troskab, at det skal staa og gaa, vove Gods og Liv for Eders Majestæt, saa at Enhver skal faa at se, hvad Hjerte den borgelige Stand har til sin Konge«. Henvendt til Forsamlingen spurgte han derpaa Bor­ gerne, om de vilde holde, hvad de nys havde lovet. Et een- stemmigt høit » Ja « var Svaret. Professorerne svarede, at Enhver efter Evne skulde gøre, hvad Hans kongelige Majestæt og Fædrenelandet kunde være til Bedste, saalænge denne Tumult paastod.

67

5 ’