StoreForventninger_1700

Spionage, korruption og intriger i Frederiks 4.s København

145

Frederik Rostgaard blev undersøgelsens hovedkraft. Generalpostdirek- tøren fulgte i alt væsentligt Rostgaards indstillinger, mens Bartholin kon­ sekvent indstillede til frifindelse med henvisning til manglende beviser og den anklagedes tilbud om at sværge ed på sin uskyld. Kommissionen bemærkede straks, at anklageren manglede trovær­ dighed. Bendix havde tidligere været under anklage for bevidst at taksere en købmands breve for højt og stikke differencen i egen lomme. Men Rostgaard ville bedømme sagen frit, trods Bendix Jørgensens blakkede ry, »efterdi det er bekendt, at den største misdæder kan i visse tilfælde have ret og sige sandhed; hvorimod der ikke fattes eksempler på fornemme folk, som har begået en og anden forseelse«. I vore dage ville det være en selvfølgelighed, men i den tidlige enevældes rangsamfund havde man stærke forestillinger om et sammenfald mellem en persons sociale position og hans personlige karakter. Tænk blot på Holbergs mange skuespil, der eksperimenterer med forestillingen. Besværgelsen var vigtig for Rostgaard, der må have vidst, at han i Erlund risikerede at skabe sig en mægtig fjende. Det viste sig snart at være vanskeligt for kommissionen at komme i gang med sagen. Alt Bendix Jørgensens bevismateriale var efter hans eget udsagn blevet beslaglagt af Erlund. På grund af anklagernes alvor fik kommissionen i stedet tilladelse til at indkalde vidner, og i de følgende måneder blev et meget stort antal vidner afhørt eller afkrævet skriftlige vidneudsagn .7 K o n g e n s b r e v e Det første anklagepunkt om brevåbning så i første omgang ikke ud til at komme til at få konsekvenser for Erlund, for i marts året efter skrev Frederik 4. til kommissionen om ikke at bore mere i dette punkt. Kongen havde tilsyneladende ikke opdaget, at anklagen vedrørte åbning af hans egne breve, for han henviste blot til et såkaldt »forsikringspatent«, udstedt tidligere samme år, der rensede postspionen for al tiltale om brevåbning. Det er en interessant lille detalje, der viser, at kongen ikke havde set Jørgensens anklageskrift —og måske, at ingen havde vovet at fortælle ham klart om alle detaljer i anklagerne .8 I slutningen af 1720 kom en ny ordre, der annullerede anklagefra- faldelsen. Sagens sammenhæng var tilsyneladende først nu gået op for Frederik 4., der understregede, at »vores intention ingenlunde er at befri kammerråd Erlund, hvis han så formasteligen skulle have understået sig vores egne breve at åbne og kopiere «.9