StoreForventninger_1700

Sune Christian Pedersen

144

anklage at fravriste Erlund æren for Stenbock-affæren. Postkontrolløren havde dog let kunnet afværge det angreb ved at bede Goldzieher om de­ taljer som dem, Bendix Jørgensen nu fremsatte .5 Det kan let ligne en bagatel, hvem æren tilfaldt, men det var altafgør­ ende i Frederik 4.s personlige enevælde, hvor kongen havde både magt og agt til at hæve personer højt op i samfundshierarkiet efter behag. Erlunds position hvilede på hans meritter, og angrebene var derfor alvorlige. I sin selvbiografi tvivler han således heller ikke på, at der stod stærkere kræfter bag Goldziehers forsøg på at fravriste ham æren: misunderne, de magtfulde mænd, der følte deres position truet af den nye stjerne på Frederik 4. s tronhimmel. Uanset sit detaljerede kendskab til spionagen havde Bendix Jørgensen det forklaringsproblem, at han ikke kunne læse fransk, og dermed stod det klart, at det stadig var Christian Erlund, der var hovedarkitekten bag den internationale, ofte fransksprogede spionage. A n k l a g e r n e De egentlige anklager i Bendix Jørgensens brev var straks af langt mere alvorlig karakter. Skriftet indeholdt seks anklagepunkter: 1. At Erlund i hovedkvarteret i Stralsund skulle have lukket et »høj- magtpåliggende brev« op og afkopieret det, før han havde sendt det videre. Det fremgik, at brevet var kongens eget. 2. At Erlund var skyld i, at det danske postvæsen havde lidt et tab på 4.000 rigsdaler i 1718, fordi han ønskede at skabe sig en forpagtningsaftale på så billige vilkår som muligt. 3. At Erlund havde forårsaget et årligt tab på 1.600 rigsdaler ved det pommerske postvæsen, som han havde forpagtet siden 1716. 4. Om mislig omgang med fortrolige dokumenter og heri et forslag fra Jørgensen om forsegling af alle Erlunds dokumenter og breve. 5. Om Erlunds mislige forhold i toldinspektør-tjenesten. 6 . At Erlund uberettiget havde ladet fjerne alle Bendix Jørgensens pa­ pirer og breve, som han kunne have brugt som bevis i sin sag. Få dage efter brevets indlevering blev der nedsat en kommission, der skul­ le undersøge sagen. Den bestod af gehejmeråd og generalpostdirektør Wilhelm Mouritz von Miinch, der var Erlunds foresatte, etatsråd og gene- ralprokurør Caspar Bartholin, der var kongens øverste juridiske rådgiver, og etatsråd og justitiarius (retsformand) i højesteret, Frederik Rostgaard. For den anklagede var det et rent ud sagt frygtindgydende trekløver, som kongen satte til at undersøge de alvorlige beskyldninger og indstille til dom .6