SparekassenForKjøbenhavnOgOmegn_1820-1920

K Ø B E NH A V N I 1820

mesl i tilbagegaaende Retning —at en Rigsbankdalerseddel, som i Marts havde gjeldt 90 Sk. R. M., i December kun g jaldt 60 S k . « * ) Man vil derfor kunne forstaa, at der var god Mening i dette, som var Datidens bedste Mænd saa magtpaaliggende, at faa Sparetran- gen —eller som Sparekassens Stiftere kaldte det: »den vore Fædre saa hellige Sparsomhed« —vakt af dens Dvale. For saa vidt var altsaa Tilstanden i København i og omkring Aaret 1820 ingenlunde idyllisk. Men maa dette indrømmes, og maa det fremdeles indrømmes, at Datidens Københavnerliv ogsaa i andre Henseender havde sine Fejl og ikke mindst bar Præget af, at det levedes i en lille Ry —Raggesen havde jo kaldt Ryen »den største af alle Sladderhanke i vort Nord«, og Grundtvig havde indrømmet, at denne Betegnelse »ret med Føje« kunde tillægges den ** ) —saa maa det paa den anden Side ogsaa hæv­ des, at det paa anden Vis fuldt ud stod paa Højde med, j a sikkert i tiere Henseender overgik Nutidslivet. Man kan jo f. Ex. ikke overse, at det var Mænd som Oehlenschlåger, Grundtvig, Kuhlau, Weyse, Brødrene Ørsted, Rahbek, Rasmus Christian Rask, for blot at nævne de allervigtigste af Datidens Berømtheder, der gav Byen dens aande- lige Præg, og at disse Mænd og hele den Kreds af Skønaander og Videnskabsdyrkere, der sluttede sig til dem — tilmed i Forening med den meget talrige og højt dannede Embedsstand —ogsaa rent personligt set maatte betyde saa meget mere for Byens Liv, som dette jo levedes i en langt snævrere Kreds end nu, akkurat som den fornemme Del af Byens Bygninger i Forhold til Byens daværende Størrelse vejede mere til i Byens Fysiognomi, end de nu gør. Men hertil kom, og dette bør ikke mindst fremhæves, at kunde man end, som Tilfældet endnu tidt kan være i den lille By, være skaanselsløs i sin Kritik af andres Fejl, saa havde man ogsaa det lille Samfunds inderlige Deltagelse i hinandens Ve og Vel. Og denne Deltagelse var sikkert bleven baade styrket og lutret ved de fælles store Oplevelser, ikke mindst de fælles store Ulykker. Gentagne Gange havde disse kaldt paa Fællesskabsfølelsen. Gentagne Gange havde de faaet denne til at give sig smukke og storstilede Udtryk. De havde faaet Byens Befolkning til i mere end en Henseende at føle sig som et Fælles­ skab, en Helhed; og dette gjaldt ikke blot indenfor den enkelte *) Will. Scharling: »Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn«, Særtryk af 111. Tid. for 1870. S. 4. **) Hans Kyrre: Anf. St. S. 265. 10