SparekassenForKjøbenhavnOgOmegn_1820-1920

KØB E NHAVN I 1820

Klasse, men i nogen Grad i al Fald ogsaa mellem de forskellige Klasser indbyrdes. Saaledes var f. Ex. det Embedsvælde, som det 18. Aarhundrede havde kendt, og den Klassemodsætning, det havde fundet sit Udtryk i, om maaske ikke helt forsvundet, saa dog i en betydelig Grad mildnet. I det Hele taget tør man sige, at den Aand, som det var Oplysningstidens Fortjeneste at have skabt, den Aand, der gav sig Udslag i, at Adelens bedste Mænd stillede sig i Spidsen for Bondefrigørelsen, den havde ogsaa gennemtrængt Borgerskabet og gav sig paa mange Maader sine Udtryk her og mødtes for Hoved­ stadens Vedkommende med den, de ovenfor skildrede Begivenhe­ der havde fremkaldt. Og derfor: Var Samfundet end lille herinde bag de gamle Volde, saa var det til Gengæld langt mere af et virkeligt Samfund, end Nu­ tiden kender til. Man havde »fundet sammen«, fundet hinanden i fælles Oplevelser og fælles Minder og levede langt mere med og for hinanden, end senere Tider har gjort det. Vi er saa vante til at sætte Ord som »det til Borgerheld sigtende« eller »det for Almenvellet nyttige« i Gaaseøjne, naar vi taler om Datiden. Vi tænker med et Smil paa den »Spidsborgerlighed«, der kunde gemme sig bag disse Ord. Og muligvis var her ogsaa nogen Spidsborgerlighed med. Det var jo netop i Aarene umiddelbart før 1820, at Studenterne med Poul Martin Møller og Chr. Winther i Spidsen tog Kampen op mod »Filisteriet« —se saaledes Poul Møllers Vise om »Holger Danske og Skrædderne« (1819). — Men lutter Spidsborgerlighed var det nu ikke. Tvertimod. Der var langt mere virkeligt Indhold i de anførte Ord, end vi er tilbøjelige til at lægge deri. Og det var ikke blot en øjeblikkelig Stemning hos Forfatteren, men et Ledemotiv, der be­ vidst eller ubevidst laa til Grund for alle Borgeres Handlemaade, som Thomas Thaarup i sin ovenfor citerede Fædrelandssang: »Du Plet afJord , hvor Livets Stemme —steg første Gang fra spæde Bryst«, gav Udtryk for i disse Ord:

Hans Minde Tidens Tand ei skader, Naar tvivlsomt Marmortegn forgaaer, Som sig den Gravskrift efterlader, At han en nyttig Borger var.

Var her end Fattigdom i det ydre i Datidens København, kunde end Livet herinde for en rigere Eftertid tage sig ud som Smaa- * mandsfærd, saa var her dog en Bigdom i det indre, som senere 11