SøndagsskoleArbejdet_1875-1925

113 m aa l“, Spørgsmaal, der kun kræver et Ja eller et Nej til Svar, skal m an være meget sparsom med. Ligeledes de Spørgsmaal, der som Svar blot kræver et af disse alm inde­ lige Begreber, som Barnet afleverer som en Lektie: „vi skal tro ,“ „vi skal bede,“ „Jesus,“ „Salighed“ osv. Svar ikke selv p aa de Spørgsmaal, du retter til Børnene, inden de fa a r svaret. Det er en Uvane, Begyndere i den ædle Katekiseringskunst ikke sjeldent forfalder til. Svarer Bør­ nene forkert, skal m an ikke straks fare til med et „nej“ eller „galt“, endnu m indre naturligvis blive irriteret og aller­ m indst gøre det urigtige Svar latterligt. Man skal søge at finde den Tankegang, ud fra hvilken Barnet b a r svaret, og sige: „ja, du m e n te ..,“ „meget rigtigt, m e n . . “ E ller m an skal se selv at finde en Tankegang, ud fra hvilken Svaret vilde være i det m indste delvis rigtigt: „ja, det havde været udmærket, hvis jeg havde s p u r g t . . . . , “ eller: „det var helt fornuftigt tænkt, m en. . . .,“ altsaa opmuntrende, at de ikke skal tabe Modet. Men hele Undervisningen kan jo ikke være Spørgsmaal og Svar. Der vil altid blive noget, maaske det meste, som Læreren m aa fortælle Børnene. Som der altsaa er en Spørge­ kunst, saa er der ogsaa en Fortæ llekunst, Søndagsskole- læreren m aa se at blive øvet i. Her gælder det at fortælle levende og anskueligt, saa Begivenheden tydelig tegner sig for Børnenes Indbildningskraft, saa de ligesom ser det med Liv og Farver for deres Øjne, hvad der fortælles dem. Dette betyder ikke, at m an skal fortabe sig i de bibelske Fortæ l­ lingers ydre Sceneri, heller ikke, at m an skal udbrede sig vidtløftig med selvopfundne T ildigtninger til den bibelske Beretning om, hvo rdan de paagældende vel h a r staaet, gjort eller sagt, eller se at faa Fortællingerne omdigtede til Nu- tidsbilleder i lidt flot Stil („Smid Træskoene, Moses!“ eller lign.). Tværtimod, jo næ rm ere m an kan holde sig til den bibelske Tekst, sam tidigt med at Børnene saa at sige allige­ vel af de optrædende Personers Ansigter kan se, hvad di mener, jo bedre. E r Teksten ikke „en H istorie“, men en opbyggelig Be­ læring eller Formaning, m aa de enkelte Sandheder, man Søndagsskolearbejdet 1875—1925. 8