Snedkerbogen_2

nes interesser skulle varetages i forholdet over for svendene. Københavns Snedkerlaug. I Københavns Snedkerlaug var snedkermester An­ dreas Jensen i 1890 blevet oldermand, og på hans initiativ, og som følge af den lære man havde høstet af en strejke i 1889, reorganiserede man lauget, hvis formål skulle være at virke til faget og standens tarv og til sammenhold mellem medlemmerne. Samtidig dannedes et hjælpefond til brug i tilfælde af strejker. Der oprettedes den 14. april 1898, medens Kaspar Rostrup var oldermand, under lauget en møbel- og bygningssnedkerafdeling, der i 1909 suppleredes med en ligkistesnedkerafdeling. Lauget kunne nu fremtræde som en stærk arbejds­ giverorganisation, og dets 3 afdelinger har siden stået som selvstændige organisationer under »Dansk Ar­ bejdsgiverforening« . Siden reorganisationen i 1898 har Københavns Snedkerlaugs tre faglige afdelinger været at betragte som suveræne - hver ledet af sin formand. De vare­ tager hver for sig de under afdelingen hørende forret­ ninger i forholdet til medlemmerne og fører forhand­ linger med de modstående arbejderorganisationer om overenskomstspørgsmål m. m. Selve Snedkerlauget står derimod som det samlende organ, hvorunder de for faget mere almene spørgsmål henhører, ligesom de humane, sociale og kulturelle opgaver, der er af betydelig størrelse, løses gennem administrationen af friboliger og legatmidler, samt ved afholdelsen af fag­ lige foredrag og ved udsendelsen af medlemsbladet »Snedkermestrene«, der tillige er organ for »Fælles­ foreningen af Danmarks Snedkermestre«. En af de betydeligste opgaver, som lauget i den sidste menneskealder har været med til at løse, er de årlige udstillinger, »Københavns Snedkerlaugs udstil­ linger«, hvis betydning for danske møblers renommé og for møbeleksporten ikke kan overvurderes. Ved Kaspar Rostrups død i 1911 blev J. C. Groule hans efterfølger som oldermand til sin død i 1916, og derefter fulgte Rud. Rasmussen (1916-26), Vilh. Holm (1926-30), C. Rytt Hansen (1930-40), K.S.V. Johansen (1940-1951) og fra 1951 A. J. Iversen. For- mændene for de 3 faglige afdelinger er for tiden: for bygningssnedkerne Georg Jensen, for møbelsnedker­ ne Aage Rasmussen og for ligkistesnedkerne Valde­ mar Muller. Centralforeningen for Østifterne. Ude i provinsen var lignende organisations­ bestræbelser i god gænge. I maj 1888 havde sned­ kermesterforeningerne i Roskilde og Slagelse taget initiativet til dannelsen af en »Centralforening for

at være sig selv nok, hindrede håndværkerne i at give sig ind under en organisations snævrende bånd. Man følte ikke i forholdet til sine fagfæller nogen kollegial forpligtelse, konkurrencemomentet var det eneste af­ gørende. Laug og fagforening. Men den økonomiske frihed havde samtidig fagbe­ vægelsens vækst til følge. Da Louis Pio i 1871 startede agitationen for de socialistiske idéer, var snedkersven­ dene nogle af de første, der sluttede sig til de nye tan­ ker, og allerede i 1872 dannedes bygningssnedkernes og senere snedkernes og stolemagernes fagforening. Fagforeningernes stærke vækst og det sammenhold, som svendene - i begyndelsen vel ikke lige villigt - gav sig ind under, medførte i København og ikke min­ dre ude i provinsen strejker og lock-outer. Overfor mestrenes svage organisationer havde svendene selv­ følgelig oftest let spil og formåede ved lokale frem­ stød hos de enkelte mestre at få timelønnen presset i vejret. Mestrene sluttede nu op om laugene, og gen­ nem en vis jævnbyrdighed mellem de to modstående organisationer opnåedes gennem forhandling enighed om regulativer og priskuranter. I 1873 gennemførtes således inden for bygnings­ snedkerfaget i København en priskurant, og samtidig nedsattes et fællesudvalg af mestre og svende til for­ tolkning og bilæggelse af opståede uoverensstemmel­ ser af denne. Dermed var i virkeligheden skabt en art voldgifts­ ret, tilmed den første i Danmark. En anden betydningsfuld overenskomst blev afslut­ tet i 1883 inden for møbelsnedkerfaget i København. På forslag af fagforeningen nedsattes et udvalg af mestre og svende, hvor der opnåedes enighed om et lønregulativ, der fastsatte minimalløn både for akkord- og daglønsarbejde, med den motivering, at det kunne være en spore for den middelmådige arbejder til at beholde sit arbejde, og at det måtte være et tegn på, at faget var i forfald, om man ikke var i stand til at tjene 2,50 kr., som lønnen var for en 10 timers ar­ bejdsdag. Disse og lignende forhandlinger og aftaler, der efter en sund bedømmelse af begge parter viste sig at være til gavn for den faglige udvikling, kunne selvfølgelig ikke undgå at sætte sine spor ud over landet. Mange værdifulde overenskomster blev i disse år afsluttet og rolige arbejdsforhold indført. Dette overbeviste me­ strene om organisationernes nødvendighed. Man fik her synlige beviser for, at laugene som faglige sam­ menslutninger var den eneste farbare vej, når mestre­

872