Snedkerbogen_2

Johannes Lassenius Kramp. I 1831 havde en ung københavnsk snedkermester Johannes Lassenius Kramp i et skrift udkastet tanken om en håndværkets højskole. Han gav udtryk for, at en af grundene til standens dårlige kår var manglende evne til at sætte sig ud over dagens slid. Håndvær­ kerne måtte som andre skaffe sig den bedst muligt uddannelse, ikke mindst i kulturel henseende. Et par år senere udgav Københavns Snedkerlaug en pjece uden forfatterangivelse, hvori der påpegedes, at fagets sørgelige tilstand var en følge af, at laugsrettighederne ikke blev overholdt. Man så straks, at den var skrevet af en belæst mand, der tillige kunne føre en pen. Dens form tydede på en akademisk uddannelse hos forfat­ teren, som viste sig at være Lassenius Kramp, der hermed trådte frem for en større offentlighed og på­ begyndte et arbejde for snedkerfaget og håndværket, som skulle få blivende værd. Pjecens indhold var stærkt konservativt præget, fordi den som eneste mid­ del til imødegåelse af vanskelighederne anviste en til­ bagevenden til det gamle laugsvæsen. Lassenius Kramp var søn af en snedkermester og selv uddannet i faget, men hans trang stod til åndelig virksomhed. Han var mod en revolutionær udvikling, fordi hans forstand og erfaring sagde ham, at den ro­ lige udviklings vej var den, hvorad man nåede de varigste resultater. Sin kulturelle opfattelse søgte han at realisere gennem stiftelsen af »Tegneforeningen«, som fik meget stor betydning for den faglige udvik­ ling inden for faget langt uden for hovedstadens græn­ ser. Men hans største fortjeneste består utvivlsomt i stiftelsen af »Håndværkerforeningen« i København i 1840 og af »Det tekniske Selskabs Skole« i 1843. I 1838 var »Industriforeningen« dannet; dens opgave bestod først og fremmest i arbejdet for større nærings­ frihed, og som modvægt herimod blev Håndværker­ foreningen til, efterhånden med aflæggere i næsten alle provinsbyer. Herfra organiseredes modstanden mod næringsfrihedens indførelse og for laugsmono- polets bevarelse, og da denne i sig selv håbløse kamp ophørte, påtog disse foreninger sig opgaver af filan­ tropisk og social karakter til gavn for håndværkets folk. Gennem dannelsen af den tekniske skole viste fagene over hele landet deres vilje og evne til at gøre et arbejde for uddannelsen af den yngre generation, og de viste, at dette kunne gøres ved privat initiativ. For og mod næringsfrihedens indførelse. Tidens liberale indstilling, den nye industri og de mange, der stod uden for laugenes rammer, var med­ virkende til, at der måtte ske noget. Tiden omkring 1830-40 synes at være moden til en reform af laugs-

væsenet, som det måske var tvivlsomt, om man ville have helt afskaffet. Man ønskede endnu en gang kun det ene, at indskrænke laugenes magt. Havde håndværket styrke nok til at tage kampen, og hvad havde det at samle sig om? Mesterstykkets bevarelse var næsten det eneste. Unægteligt et såre spinkelt grundlag. Men det lykkedes at rejse en bevægelse over hele landet gennem hånd­ værkerforeningerne. Krigsbegivenhederne i 1848-50 medførte dyrtid, og laugene måtte - noget uretfærdigt synes det - bære en del af skylden herfor, og dette skulle ikke styrke deres position yderligere. Kampen for næringsfriheden var rejst, men for håndværket var der kun lidet at udrette og intet at opnå. I december måned 1855 lod indenrigsminister Kri­ ger udarbejde et udkast til en ny næringslov, og alle­ rede i marts 1857 var det færdig til offentliggørelse. Det vakte naturligt et stærkt røre ud over hele landet. Om efteråret blev lovudkastet forelagt rigsdagen, hvor det vedtoges efter en voldsom debat, og den 29. de­ cember 1857 blev »Loven om Næringsfrihed« stad­ fæstet gennem Kongens underskrift. Der blev tilstået laugene en kortere årrække til at afvikle deres forhold, og med udgangen af 1861 skulle laugstvangen ophøre. Mesterstykket afskaffedes som betingelse for optagelse i lauget, bedømmelsen af svendeprøverne fratoges lauget, og enhver snedker kunne nu erhverve borgerskab. Mange snedkerlaug ophævedes helt, særlig ude i de mindre provinsbyer, men mange indordnede sig under de nye tingenes tilstand, rede til at påtage sig løsnin­ gen af de opgaver, som en ny tid mødte frem med. Det var i virkeligheden en ublodig revolution, der var gennemført. Liberalisme og socialisme. Den følgende tid stod nu i en uhæmmet liberalismes tegn, men da sejrens rus lettede, opdagede man, at ikke alle havde opnået den frihed, som man havde drømt om. Det første spørgsmål, der uvilkårlig meldte sig, var, om laugene som mesterorganisationer og faglige or­ ganisationer ville kunne få opgaver, der kunne sikre deres fortsatte beståen. 60’erne og 70’erne var i økonomisk henseende op­ gangstider. De politiske forhold styrkede borgerska­ bets stilling, og håndværket konsoliderede sin, ikke gennem organisationerne, men ved enkeltpersoners dygtighed og fremsyn. Men frihedstrangen, følelsen af

871

5 5 «