Snedkerbogen_2

»frimester« og kunne efter to års forløb antage drenge til oplæring, ligesom han måtte beskæftige arbejds- mænd til arbejde, der ikke krævede faglig uddannelse. Med disse bestemmelser åbnede man adgang til en helt ny klasse håndværkere, og laugsmedlemmerne havde nu ikke længere eneret på snedkerarbejdet. Det kan således ses, at omkring 1810 var der hos laugsmestre beskæftiget ca. 280 svende og hos andre mestre ca. 200 . Nyt mødes med gammelt. De økonomiske forhold ved det 19. århundredes begyndelse var gode, fordi napoleonskrigene ude i Europa havde skabt en øjeblikkelig opgangsperiode. Laugslivet prægedes også heraf, og hvor paradoksalt det end synes, gav de foran omtalte nye tanker og idéer om en friere mennesketilværelse også håndvær­ kets mænd nyt mod og ny kraft, måske endog en ikke ringe oppositionstrang, til at gå imod regeringsmagten. Men efter de gode tider fulgte en nedgangsperiode; statsbankerotten og freden i Kiel 1814 med tabet af Norge var de synlige tegn på ændrede tider. Hånd­ værkets mænd syntes at bukke under, man manglede folk, personligheder, der med mod og fremsyn kunne føre den kommende udvikling ind i de nye baner, hvor man måske med noget held kunne have gjort sin ind­ flydelse gældende. Også inden for snedkerfaget virkede de økonomiske vanskeligheder hæmmende på alt initiativ. De tekniske fremskridt, som var begyndt at vise sig i form af sned­ kerimaskiner som finérsaven og planhøvlen, blev mod­ taget både med uvilje og skepsis. Den unge industri gik frem med stormskridt, selv om den ikke i første omgang havde nogen direkte indflydelse på hånd­ snedkeriet. Dertil kom også, at konkurrencen mestrene imellem blev mere og mere følelig, og marskandiserne, som nu havde fået tilladelse til også at sælge nye møbler, udnyttede situationen på det skammeligste. Som en laugsmester siger i 1834, »der vil om få år næppe være 1U af mestrene så formuende, at de kunne undgå at blive ofre for disse blodigler«. Enkelte steder i laugene var der nogle, der søgte at finde vej ud af disse uholdbare tilstande, ligesom man forsøgte en slags demokratisering af organisa- tionsapparatet. Men selv om der således var god vilje til stede, synes det ikke at have båret frugt. Og dog - der var også i denne periode gærende kræfter, der blev sat i bevægelse. Det blev det nye slægtleds mænd, der kom til at gøre dagens gerning, mænd, der havde færdedes ude i den store verden, og som havde for­ søgt at forstå den nye tids tanker.

dene afskaffedes og der indførtes svendeprøver. Disse forordninger, som så mange andre før i tiden, skabte et større skel mellem København og provinsen, fordi - som tidligere fremført - provinsbyerne almindelig­ vis var for små, og lovens arm ikke nåede meget læn­ gere end til København. Således blev svendestykket i provinsen først påbudt og overholdt i 1815. Alt dette påvirkede også forholdet mellem svende og mestre, som stadig søgte at hævde det patriarkalske forhold over for svendene, som på deres side søgte at frigøre sig derfor. Man oplevede således det sær­ syn, at svendene begyndte at gifte sig og stifte hjem, hvad der for resten medførte stridigheder mellem gifte og ugifte svende. Svendene følte sig mere og mere som arbejdere og betragtede mestrene som arbejds­ givere i den moderne betydning. Endnu i slutningen af 1700 overværedes enhver svendeforsamling af to mestre, som på den måde fik en ikke ringe indflydelse på svendenes officielle handlinger. Ved århundredskif­ tet var status da således, at mesterlaugene nu ikke alene havde regeringen mod sig, men også svendene og en voksende offentlig opinion. Modgangstider. Men angrebene mod laugsvæsenet førtes stadig, dog nu også fra private kredse. I horisonten skimtedes en ny tids ånd, en ny tids frihedsidealer var på vej mod Danmark, forankrede i den franske revolution. Mod disse var laugsvæsenet og laugsmonopolet på forhånd dømt til undergang. En tilsyneladende ubetydelig strejke i København i året 1797, hvor tømmersvendene nedlagde arbejdet, og som iøvrigt gav anledning til visse uroligheder, medførte nedsættelsen af en kommission, der skulle tage alle håndværkets forhold op til undersøgelse. Nu skulle det fra regeringens side være alvor med nye reformer. Såfremt man fra laugenes side ikke ville møde tidens nye tanker med velvilje og eventuelt en slags medarbejderskab, måtte reformerne gennem­ føres ad lovens vej og håndhæves med strenghed. De store landboreformer, der kulminerede i stavnsbåndets ophævelse i 1788, havde allerede vist deres gavnlige virkninger inden for bondestanden; nu måtte det være byernes håndværkerstand, der stod for tur. Den 21. marts 1800 udkom den af ovennævnte kommission udarbejdede betænkning. Dens hensigt var bl. a. at lette svendenes kår. De fik lov til at tage arbejde, hvor de ønskede det, og for at blive mester var det ikke nødvendigt mere at stå et bestemt antal år i lære, og man kunne uden videre formaliteter gøre svende- og mesterstykke. Enhver svend, der havde arbejdet fire år ved faget, måtte nedsætte sig som

870