Snedkerbogen_2

borgered og svaret sin skat. Også mesterstykket skulle afskaffes. Det var et forsøg på at indføre næringsfrihed og konkurrence, der her blev gjort. Mange laug fortsatte dog uanfægtet deres tilværelse, og da det viste sig, at forordningerne ikke havde den tilsigtede virkning, idet produktionen ikke øgedes, ligesom svendenes kår heller ikke blev bedre, måske fordi man nu ikke havde laugene til at holde en vis orden, måtte regeringen foretage et tilbagetog. Ved en forordning i 1621 fik mestrene ret til at affatte nogle »vilkår«, der skulle overholdes af mestre og svende, men håndværkets frihed skulle stadig hævdes, og ingen måtte forlange mesterstykke eller afgift for at blive optaget i et laug, ligesom enhver kunne få ret til at drive virksomhed ved anmeldelse til den stedlige øv­ righed. Som man næsten kunne forudse, indeholdt mestrenes forslag næsten alt det, som regeringen øn­ skede afskaffet. Man ville gøre endnu et forsøg på at skrue udviklingen tilbage, man håbede at kunne fast­ holde laugsvæsenet i sin oprindelige form. Men øvrigheden kunne selvfølgelig ikke godtage disse forslag. Man krævede klart og tydeligt mester­ stykket afskaffet, og ingen snedker måtte forhindres i at komme i lauget; endvidere skulle magistraten være medbestemmende ved valget af oldermand. Der fast­ sattes også regler for svende og læredrenge. For frem­ tiden måtte der være indtil fire svende på et værksted, og disse måtte ikke holde andre fridage end om man­ dagen og ej heller bære kårde i byen, dog skulle de være i mesters hus inden kl. 9 om aftenen. Endvidere måtte de nu have deres egen lade til opbevaring af penge, der skulle bruges til syge og svage svende, men den skulle have to låse, hvoraf oldermanden og den ældste svend havde hver sin. Læretiden for drenge blev 3 år, dog 4 såfremt mesteren skulle give kost og logi, og det hed, at læremesteren var forpligtet til at give læredrengen en ordentlig undervisning. Zünften. Fra denne periode hører man ofte udtrykket »Zünf­ ten« anvendt, et udtryk der har givet anledning til mange fortolkninger, og som man har omgivet med en ikke ringe mystik. En del er der vel om det. »Zünften« kan nærmest karakteriseres som en række uskrevne og skrevne skikke, som fremmede svende kommende sydfra førte med sig her ind i landet, skik­ ke, hvormed svendene kunne hævde sig, dels indbyr­ des, dels i forholdet til mestrene for at skaffe sig bedre kår. Efterhånden trængte de »zünftige« bestemmelser også ind i mestrenes rækker og skabte sammenhold og styrke. Ikke mindst kom dette faget til gode i den evindelige kamp med øvrigheden og i kampen mod frimestre, fuskere og bønhaser, der ved underbud og dårligt arbejde ødelagde fagets renommé.

Laugene trodser regeringen. Christian IV’s krige havde medført meget store økonomiske vanskeligheder for landet, og staten for­ søgte at øge sin magt, der kulminerede med enevæl­ dens indførelse i 1660. Allerede i 1653 var der givet nye artikler om forholdet mellem mestre og svende, og senere udfærdigedes en »svendeskrå« uden øvrig­ hedens medvirken, som i virkeligheden måske var den første frivillige overenskomst mellem mestre og svende. I 1669 kræver Frederik III, »at laugene skal omfor­ mes i overensstemmelse med vores absolutte og souve- ræne arveregering«. Alle laugsskråer skulle ophæves og nye indføres, der var i pagt med tiden. Men de nye, der kom, betød i realiteten ikke noget afgørende brud med fortiden, og deres praktiske gennemførelse stødte også denne gang mod mestrenes energiske mod­ stand. Anderledes radikalt vüle de forordninger kom­ me til at virke, som Christian V krævede gennemført i 1681. Enhver, der havde lært et håndværk, skulle kunne nedsætte sig som mester. Mesterstykket skulle opvises på rådhuset, antallet af svende var ubegræn­ set, og man ville indføre lærekontrakter med lære­ drengene, hvis uddannelse skulle sikres på en bedre måde end hidtil. Oldermanden skulle udpeges af øv­ righeden, og til hans hjælp valgtes fire »kvartals­ mestre«, og som en naturlig følge af tidens religiøse bevægelser skulle den »ugudelige« behøvling afskaffes. Politimyndighederne skulle sørge for, at loven blev respekteret. I modsætning til tidligere skulle alle disse bestemmelser gælde for hele landet, men der er næppe sandsynlighed for, at de har fået nogen virkning uden for København, bl. a. fordi de slet ikke var egnede til de mindre forhold ude i provinsen. De københavn­ ske mestre - og på linie med dem svendene —gik til modstand mod forordningen. Et led i denne modstand var den såkaldte Stenbuch-affære, hvor oldermand Johan Stenbuch måtte vandre i fængsel i 11 år, fordi han stædigt havde holdt på og arbejdet for laugsvæ­ senets hævdvundne rettigheder. Resultatet blev, at de gamle laugsregler efterhånden dukkede op igen, ja selv behøvlingen genindførtes. Regeringen havde atter lidt et nederlag, og laugs­ væsenet og laugstraditionen nåede omkring 1700 sin måske højeste blomstring. Den første halvdel af det 18. århundrede var for snedkerhåndværket her i landet en opgangsperiode, fagligt og som en naturlig følge heraf også økonomisk. Den opslidende kamp mellem regering og laug syntes for en tid at være indstillet, selv om der nu og da blev udstedt forordninger, der som tidligere havde til hensigt at indskrænke laugsvæsenet. Således i 1756 og i 1762, hvor man påbød, at omkostningerne ved mesterstykkerne formindskedes, mesteråret for sven­

869

55