Snedkerbogen_2

fattigbøssen, når de ikke overholdt »skråens« strenge bestemmelser.

rigets grænser, var Københavns. Det bliver da også dettes historie, der vil danne grundlaget for nærvæ­ rende forsøg på i korte træk at skildre laugsvæsenets, d. v. s. mesterorganisationernes udvikling og betyd­ ning. Ganske vist har man fra 1497 opbevaret en »skrå« (vedtægt) for snedkerne i Flensborg, men disse stod i laug sammen med guldsmede, giarmestre og malere. De 9 københavnske snedkere, der dannede lauget, har sikkert i forening gjort et stort forarbejde, inden de fik øvrighedens tilladelse til laugsdannelsen. Den første oldermand blev Jacob Sørensen Heyder. Den 20. juli 1554 gives med »Kongelig Majestæts Samtykke« den »skrå«, der danner grundlaget for laugets arbejde. I spidsen for lauget skulle stå en ol­ dermand, udpeget af byens råd blandt to af laugs- brødrene udvalgte mænd. Hans funktionsperiode var 3 år, og han blev bistået i sine forretninger af en »stol- broder«, der i almindelighed fulgte ham i embedet, og af det sidst optagne medlem, der fungerede som laugsbud, når oldermanden bestemte det. »Skråen« indeholdt utallige bestemmelser om, hvem der kunne blive optaget i lauget og på hvilke betingelser. Meste­ ren og hans hustru skulle således være »ærlige«, d. v. s. ægtefødte; en betingelse var det også at have udført et mesterstykke, hvoraf der til lauget betaltes en af­ gift. Kun den, der havde udført mesterstykke, havde ret til at have svende og til at uddanne læredrenge. Dog måtte man kun have tre svende på sit værksted, og havde man mere arbejde, end man kunne over­ komme, skulle dette overdrages til en anden mester. Man skelnede mellem det arbejde, som en snedker måtte udføre, og hvad der var tømrerarbejde, ja, end­ og en prisordning fandtes, der fastsatte mesterens for­ tjeneste. Det er dog højst sandsynligt, at denne ikke blev overholdt, fordi fortjenesten var sat så lavt, at det ville være umuligt for en mester at underholde sig og sin familie. At tiderne ikke altid har været lige gode fremgår af en indberetning fra Flensborg i 1734 om, at snedkerne var så fattige, at de ikke engang kunne holde en svend, og fra Randers hedder det i 1735, at lauget kun bestod af 7 mestre, »der alle er fattige og forarmede folk«. »Skråen« greb således ind i mange forhold. Det var også en naturlig ret, at en mesters enke fik lov til at drive sin mands værksted videre, og giftede hun sig igen, kom manden ind i lauget for kun det halve af, hvad det ellers kostede. Det samme gjaldt en mesters søn, og ægtede han en mesters datter, slap han endnu billigere. Lauget sørgede for sine gamle og svage med­ lemmer og hjalp og fulgte dem indtil døden. Midlerne hertil fik man bl. a. gennem et stærkt udviklet bøde­ system, idet medlemmerne måtte »spytte« kraftigt i

Mester og svend. Forholdet mellem mestre og svende var dengang et ganske andet end i nutiden. Det patriarkalske forhold var det fremherskende, og mesterstykket var det, der udgjorde skellet mellem de to parter, ligesom også aldersforskellen; mesteren var den ældste og i reglen en gift mand, svenden var ugift af den simple grund, at han ikke havde råd til at stifte familie. Han havde på sin vis en friere stilling i samfundet, og da der kun var få svende, var de meget efterspurgte af mestrene, således at der i »skråen« endog var indsat bestemmel­ ser om bødestraf for den mester, der forsøgte at fæste en anden mesters svend. Læretiden for en dreng var i almindelighed 3 år, men bestemtes iøvrigt efter de vekslende tiders skik og brug. Begrebet svendestykke eksisterede ikke på den tid, men når mesteren mente, at tiden var inde, blev læredrengen svend efter at have måttet gennemgå »behøvlingens« strenge ceremoni og ritual. Uddannelsen havde ikke nogen egentlig afslut­ ning; den blev først endelig med aflæggelsen af mester­ prøven. Med udgangen af det 16. århundrede synes det som om der er blevet stiftet laug i de fleste større byer, således i Århus 1559, i Helsingør 1581, i Ålborg 1595, i Odense 1596 og i Kolding 1598. Endog så sent som i 1819 dannedes et snedkerlaug i Fåborg og i 1822 i Vejle og Hjørring. Medlemstallet var i de fleste laug kun ringe, fordi de danske provinsbyer på den tid kun var af megen beskeden størrelse, og det var derfor ikke ualminde­ ligt, at snedkere fra byer uden laug meldte sig til den nærmeste by for der at blive optaget i lauget og så­ ledes kunne nyde godt af de rettigheder, der fulgte med et medlemsskab. I Ålborg og Århus, i Odense og Helsingør fandtes levedygtige laug, hvor der kunne skabes en laugstradition, og hvor der var et publikum til stede, der kunne danne basis for et snedkerhånd­ værks eksistens. Øvrighed contra laugsvæsen. Kongemagten og de skiftende regeringer var stadig på vagt overfor laugene og det arbejdsmonopol, som disse søgte at skabe, og utallige forsøg blev gjort for at få laugsvæsenet ophævet, eller i det mindste gjort betydningsløst. I 1600 befalede Christian IV, at alle »skråer« skulle underkastes et nærmere eftersyn, og i 1613 blev alle laug ved et kongeligt brev ophævet. Man var af den opfattelse, at håndværkets produktion var for ringe og for dyr. Enhver skulle nu kunne ned­ sætte sig som selvstændig, når han havde svoret sin

868