Snedkerbogen_2

opføre en almindelig bondegård og med de gældende priser for produktionen få denne nyopførte gård til at løbe rundt. Det vil altså sige, at den økonomiske vurdering her, fordi priserne bestemmes i vid udstræk­ ning ude fra, ikke er den driftsøkonomiske. Modsat vil den omstændighed, at mestrene i et lokalt område vil kunne holde fagets fulde fortjeneste, hænge sam­ men med den omstændighed, at de som hovedregel er hjemmemarkedsproducenter. Hvis man tænker sig, at den driftsøkonomisk rigtige pris og den samfundsøkonomisk rigtige pris for et byggeri skilles ved et kraftigt mellemrum, altså så­ ledes at den driftsøkonomiske beregning, og det vil atter sige fagets almindelige forhold, ligger meget højt, ja, så har mestrene eventuelt skabt sig en monopolstil­ ling, eller noget der ligner en sådan, og uden at komme nærmere ind på mere spidsfindig filosofi, skal det understreges, at i så fald kan det meget godt være, at man burde gribe kraftigt ind. Indkomststatistikkerne synes imidlertid ikke at tyde på, at mestrene tjener stort mere end almindelig svendeløn. For et år tilbage viste en beregning, at mestrene i byggefagene i gen­ nemsnit og efter korrektion for formueindkomst kun tjente 20 ,- kr. mere om måneden end murersvendenes gennemsnitsindkomst. Men naturligvis forstår man meget godt, at fastholdelsen af licitationskommissio­ nens driftsøkonomiske omkostnings- og prisbegreb er til gene for for eksempel de kooperative virksomheder. Kooperative virksomheder, der som hovedregel har alle omkostninger fastlagt, kan ikke konkurrere med mestrene, hvis fortjeneste og generalomkostninger kan bringes til at svinge. Hvis man derfor fastholder, at fagets forhold skal lægges til grund ved beregning af omkostninger, vil det ses, at de poster, der står først i farezonen, er den kooperative virksomheds forretningsførers løn såvel som udbyttet, som det kooperative aktieselskab skal give. Deraf følger umid­ delbart, at hvis de kooperative virksomheder ikke kan få ændret licitationskommissionens omkostnings- og prisbegreb, så kan fagforbundene, som, så vidt det kan ses, i større eller mindre udstrækning stadig finansierer de kooperative virksomheder, blive ved med at fylde penge i disse og vil dog aldrig kunne dække omkost­ ningerne. Forlader man imidlertid det omtalte omkostnings­ begreb og fastslår, at tilbudsgiveren efter en officiel ordning godt må sætte egen fortjeneste over styr, ja, så betyder dette, at de kooperative virksomheder i hvert fald kan vinde indpas ved nogle få gange at ligge meget lavt med priserne. Og sagen kan så måske rettes op ved reparationsarbejder eller ved senere ordrer. Således gør jo også mestrene fra gammel tid. Den nøgne sandhed er altså den, at kooperationen ikke i det lange løb kan konkurrere med mestrene.

For at den skal kunne konkurrere, må den en kort overgang - antagelig på nogle år - frit kunne indlade sig i licitationskonkurrencen uden at kunne hæmmes af sædvanemæssige, driftsøkonomiske omkostningsbe­ greber. For at trække parallellen tilbage til landbruget vil det ses, at hvis det var således, at den enkelte land­ mand ikke i en årrække kunne nøjes med betydelig lavere indkomst i det hele taget, end i de gode år, men var fastlønnet kooperativ forretningsfører på sin egen gård, kunne pristilpasningen ikke finde sted. Når mestrene er interesserede i opretholdelsen af det driftsøkonomiske omkostningsbegreb, er det ud fra en rent erhvervspolitisk betragtning, nemlig den at de selvfølgelig tror på egen eksistensberettigelse og er villige til i en given situation at sætte noget ind herpå: Det vil sige arbejde til en lavere pris. Når den enkelte mester er villig hertil, skal det nok vise sig, at også faget er villigt hertil, og det vil sige, at han og hans kolleger i en given periode vil være villige til at gennemføre en tilpasning. Med andre ord: Man kom­ mer til at nærme det driftsøkonomiske begreb til det samfundsøkonomiske. Fagets forhold, der skal lægges til grund, bliver altså nok en stabilisator, men dog en stabilisator, der i nogen måde svinger med forholdene indenfor byggeriet lokalt eller for hele landet. Den retfærdige pris er altså den, der vel dækker omkost­ ningerne, men som samtidig har så megen elasticitet, at den svinger med konjunkturerne for det pågældende erhvervsområde. Den er derimod ikke en pris, der uden videre forkaster al fortjeneste, når afgørelsen skal træffes. Et andet afgørende stridspunkt i forbindelse med licitationsordningerne har været forholdet mellem mesterorganisationerne og virksomheder, der står udenfor disse organisationer. Der har på intet tids­ punkt været tvivl hos Håndværksrådets mestre om, at det måtte være den organisation, indenfor hvis om­ råde, en licitation fandt sted, der under hensyn til ordningernes hovedretningslinier måtte afgørende be­ stemme, hvad der skulle være regler for licitationer i det givne tilfælde. Modsat har prismyndighederne og nu monopoltilsynet fastholdt, at den licitationserklæ­ ring, som bygherren indgik på at underskrive mod mestrenes forpligtelse i forskellige henseender, kun kunne siges at dække organisationernes medlemmer. Med hensyn til dette punkt skal her ikke optages referater af tilfælde til diskussion, men kun peges på et par enkelte kendsgerninger. Den første er, at mestre­ nes opfattelse er i overensstemmelse med kommis­ 863 MESTERORGANISATIONERNE OG UDENFORSTÅENDE