Snedkerbogen_2

øjne vil enhver almindelig gammeldags fil altid være sløv. Så er sandpapir faktisk bedre. Ved høvlearbejde i stærkt konkave svejfninger kræ­ ver det en god koncentration at tvinge høvlen frem og samtidig sørge for at dreje den, så den hele tiden berører materialet med det rigtige sted. Jo dybere hulning og jo hårdere træ, jo vanskeligere at opnå en pæn overflade, jfr. egetømmeret. Her gør man klogt i at slibe jernet, så det kun skærer med et lille stykke på midten. På den måde kan man lige så nydeligt skrælle bane for bane. E t forsøg på at høvle brede spåner i den slags ender blot som et vaskebræt. De konvekse svejfninger, der har radius 10 cm og derunder, er ikke nemme at jævne fint med den flade bugthøvl, især hvis spalten er for stor, og det kan vi

godt regne med, at den er. En hul sål er bedre. Man kan selv slibe den til med en flad som udgangsmate­ riale. Det er sikrest at gøre det på en bred og stor slibeskive, 20 cm i diameter. Enhver bugthøvlsål skal helst runde lidt opefter på den lange led, og det gæl­ der navnlig ved den sidstnævnte. Sålen må runde Vto mm og jernet 2/io mm, hvad det har derudover er af det onde. Ved daglig brug på smalle kanter slides høvlen mest på midten, og hvis høvljernets såkaldte naturlige runding bliver en hel millimeter i stedet for Vs, bliver der noget galt. Giv den træsko på. (Fig. 1763). Har man store stabler svejfet træ at jævne, f. eks. stelarme før profilering eller sargtræ før finering, kni­ ber det ofte for håndfladerne at holde til hårdheden. Jo bredere træet er, jo mindre stumper skaft får man at gribe om, og har man næver som elefantfødder, ønsker man ofte lidt ekstra fyld til dem. Man sliber og skifter jern, såsnart de er en smule sløve - og kom­ mer dog ingen vegne med de ømme hænder. Her er det en lettelse med træhåndtag på værktøjet, men skal man så bagefter pudse finéren eller foretage andre delikate sletninger, har man bedre føling med arbejdet uden disse træsko på. Heldigvis er der flere muligheder for denne skaftning. Vil man ikke lime små træskaller sammen om støbejernet, kan et langt sammenhængende stykke klemmes ind på og om nød­ vendigt sikres med stifter. Tegningen viser for tydelig­ hedens skyld de svejfede, ikke-færdiggrundede hånd­ tag. Man kan lave den selv. Går man rundt og ærgrer sig over de færdigkøbte bugthøvles skavanker, såsom manglende pudseegen­ skaber, tilbøjelighed til brud ved fald fra høvlebæn­ ken, for korte håndtag og for brede jern til strøg, kan man lige så godt først som sidst lave et sæt selv. Det ligger inden for mulighedernes grænse, og så er man medskyldig, hvis de ikke opfylder ens krav. Vedføjede tegning viser en flad smedejerns, der er fremstillet i et hobbyværksted med få hjælpemidler. Dens fordele er: Den kan tåle at falde på stengrund, den har længere håndtag, mindre spalte i sålen (til dels takket være et fremspring på agterdelen, fig. 1764), fuldstændig kor­ rekt udformet klap, der passer på tiendedel millimeter i skrogets udskæringer og en blødtspændende skrue med fingevind og stor vinge. At overfladen er afarbej­ det til det mest mulig fejlfri og derefter blåt anløbet, skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld. Da der hører et halvt dusin jern til den, skete det, at der var et enkelt iblandt på kun 1,3 mm, og her kom klappen så tæt på, at pudsearbejdet på egefinér blev 99 pct. sikker, men spånen blev samtidig tilbøjelig til at 813

Fig. 1764. Disse tre tegninger forestiller typer af hjemme­ lavede bugthøvle.

Fig. 1765. De to specialhøvle med udsnit af deres arbejdsmark.