Snedkerbogen_2

nu ens tykke hele vejen op, og de flyttes frem til en trediedel fra forenden, på jernhøvle ca. en fjerdedel. I umindelige tider har høvljernets hældning ligget nogenlunde fast på ca. 45 grader, lidt mere til puds­ høvlen. Jo stejlere jern, jo færre oprifter, men des­ værre også tungere gang, selv ved fin indstilling. De senere års forsøg synes at vise, at hensigtsmæssig spunsning og klapføring betyder mere end de tre eks­ tra grader, så meget at jernet uden skade kan bringes ned på 37V2°. Det lyder utroligt, men det står til troende. En almindelig stiv høvl kan til nød jævne en ret flad udvendig bue, men i en udhulning må den melde pas. Skibsbyggerne bruger her en høvl, der i sin enkle­ ste form blot er hugget fra os og rundet lidt af under­ neden. Den amerikanske skibshøvl kan til en vis grad krænges både den ene og den anden vej. Karetmager­ nes fælghøvle - de har to typer, ind- og udvendige - er af træ og stærkere buet. Og her springer vi over til det egentlige emne. Gan­ ske vist eksisterede der engang en træbugthøvl, men hvad var det vel andet end en camoufleret båndkniv? Bugthøvlen på godt og ondt. En friskbagt møbelsnedker overværede et skæn­ deri mellem to bygningsditto. Det drejede sig om, hvorvidt bugthøvlen var bedst med flad eller buet sål. I forbifarten lod han et ord falde om, at man naturlig­ vis måtte have en af hver, mindst - og undgik med nød og næppe at få hovedet slået ned i maven. Begrebet bugthøvlen forbindes af majoriteten med de små søde amerikanske støbejerns med spænde­ skrue, såkaldt klap og opslidset høvljern med bredden 45 mm og tykkelse mellem 1,3 og 1,6 mm. Klappen fungerer dog kun som spændeflade. I tidens løb er der gjort mange forsøg med forskellige former og størrel­ ser, enkelte havde finindstillingsskruer. En overgang var der nogle fremme med højt hvælvede arme, der utvivlsomt var ment som en venlig gestus overfor snedkerne, men det blev en dundrende fiasko. De ville altså gå forover. Isenkræmmerne måtte sælge de sidste til husflidsmænd, og de små tætbyggede er nu de al­ mindeligste, da de vistnok går sikrest, både som han­ delsvare og værktøj. E r en sådan høvl ikke født med en god gang, opnår den det heller ikke senere hen i livet. Den findes i to variationer; med flad sål og med buet, hvor radius måler omkring 40 mm. Denne grove opdeling levner ikke noget stort spillerum med hen­ syn til valg af den gunstigste type til de forskellige arbejdsstykkers form. Den flade bruges ved udvendige buer, lige stykker og til hulninger med stor radius, ned til V 2 meter. Kommer radius under 30 -40 cm, må jernet slås mere for, og arbejdets kvalitet forrin-

Fig. 1762. 1 og 2 er den forældede konstruktion af spånhjul og høvljern. 3: Her er den moderne type med tynde jern og forskydelig spuns.

Fig. 1763. Hvis man skal arbejde meget med bugthøvl, er det klogt at give den træsko på.

ges. Tager man så den buede, opdager man måske, at den er endnu værre. Her mangler altså en mellemting, og man ser også af og til snedkere, der selv har gjort springet og foretaget de nødvendige forandringer på en flad. En bue med radius 10 -12 cm vil være pas­ sende. Tilslibningen må foretages med den største omhu under stadig kontrol med en skabelon. Jernets hældningsvinkel må heller ikke forrykkes alt for me­ get. Slig en høvl er pengene og umagen værd. Den overtager området med radius fra elleve til fyrre cen­ timeter, og de cirkler, som den stærkt rundede bugt- høvl ikke kan ordne, må man overlade til andre værk­ tøjer, dog helst ikke til en sløv fil. Set med snedker­

812