Snedkerbogen_2

kravle rundt om forsålen og op gennem hullet igen. Efter nogen tids kvaler hermed blev den forsynet med en påloddet strimmel til spånskærm, og siden har den været o.k. Den flade fik snart en buet ledsager, også med en smule overlængde, men med smalle jern, lavet ved overslibning af et 45 mm stanleyjern, så hver part blev 19 mm, fastholdt med en travers fastholdt med 2 skruer; sålbuens radius er 35 mm, og den kan høvle i dybe sænkninger i egetræ. Hvis profilerne er helt tossede. Møbelsnedkernes gode, henholdsvis onde ånd, arki­ tekten, tegnede engang en samling vildskud af møbel­ stel, hvor armene var svejfede både på den ene og den anden led og til overmål var forsynet med en kehling, der var hul på midten; ikke for at gøre den hverken bedre, billigere eller lettere at fremstille, men udeluk­ kende i den reelle hensigt at få den til at se dyr ud. Sofaarmene kunne kun profileres på en fræser, der var smidt omkuld, og her måtte de endda føres forbi oven over spindelen fra venstre mod højre og delvis på fri hånd! Egetræet var ikke som før sidste krig, hvorimod fræseren nok var før den forrige. End ikke den fødte maskinsnedker kan levere hæderligt arbejde under disse forudsætninger, og der forelå et kæmpe­ arbejde med at glatte hop og oprifter. Der måtte ofte fjernes en hel millimeter eller mere. Skarpe billed­ skærerjern tog nemt det grovere, men ved efterføl­ gende slibning med sandpapir fremtrådte høst- og vårved som hele regimenter af bakker og dale. En kradser, der blev fremstillet for tilfældet, gik fint i alle mulige andre træsorter end netop groft egetræ. Og eftersom træets struktur gerne må ses, men ikke føles, var der ikke andre udveje end at lave et par høvle, der hver på sit felt magtede at fortsætte, hvor fræ­ seren gav op. De kom til at bestå af fladjern 5 X 25 mm, som blev bukket, boret og filet, i første omgang kun så vidt, at de kunne afprøves. Høvljernene var gamle knækkede stanleyjern, der endnu havde en smule hærdet materiale i behold. En ny slids blev slebet i midten af hver halvdel, og æggen fik en bue, der svarede til den fræsede profil. Resultatet blev bedre end ventet. Ved særlig grove tværgående årer kunne det ske, at der blev en anelse bølger, men de fjernedes nemt og sikkert ved at bruge en ekstra skarp høvl imod træet. En alt for ukritisk anvendelse af sandpapir fik ved enkelte lej­ ligheder det ujævne frem igen, og så var der ikke an­ det at gøre end omgående at høvle rent påny. Arkitektens tegning er forlængst gået over i møbel­ handlerstilarternes historie, men de to høvle kommer af og til i brug, når opgaver melder sig.

Den pudsende skrubhøvl. (Fig. 1766). »Snedkeren« efterlyste for nogen tid siden værk­ tøjer, der var ud over - henholdsvis under - norma­ len. Her er en høvl, der flygtigt set ikke adskiller sig nævneværdigt fra de Stanley- eller record-signerede, men af skriften fremgår det, at længden er 30 cm og skærevinklen 37V20. Klappen er 3 mm bredere end høvljernet og styres urokkeligt mellem vangerne. Uanset om æggen skulle blive endog ikke så lidt ude af vinkel, vil spånen altid blive lige tyk i begge sider, blot fremspringet for klappen er nogenlunde lige bredt og klappen selv med mellemrum bliver kontrolleret. Læg vel mærke til vendingen nogenlunde, for med de 37V2° vil en unøjagtighed på 0,2 mm blive omtrent halveret, hvad angår skæredybden. Ved denne høvl passer indstillingstappen jævnt godt i klappens tvær­ spalte og bevirker, at man kan tage jernet ud, slibe det (nemt, da det er tyndt) anbringe klappen med samme platte som før, putte det i, smække kilens ekscentrik i bund og høvle videre, uden at foretage efterindstil­ ling. Derudover kan oplyses, at den oprindelig blev lavet til kantretning af møbelplade- og krydsfinér-ting og tilpasning af døre (kom i hu det fladt liggende jern og den robuste sål), men at det successive åbenbare­ des, at den også magtede de mere krævende opgaver. Nu bruges den til fugning, afskrubning, stødning og pudsning efter tur, for den er god at holde på, går let og er uhørt enkel at indstille. Håndtag på høvle. Det er engang sagt, at jernhøvlenes håndtag er fuldkomne. Lad det herved være taget tilbage, for de kan blive bedre. Til fem minutters daglig brug laver man dem ikke om, men drejer det sig om timer, er det nok umagen værd at fjerne de gnavende fremspring. En syv millimeters træplade passes til, og de nød­ vendige huller bores til bolt og styretap. En lille skræl skæres af håndtaget, og tåen amputeres. Stykkerne anbringes på plads, lim tilsættes, og det hele spændes sammen med kærvmøtrikken. Fig. 1767. Også rubanken vil være tjent med en forenkling. Navnlig ved stødearbejde med den evindelige venden

814