Snedkerbogen_2

indhøstede erfaringer, når elefanten skal stables på benene). Mammutten blandt træhåndværkets gnavere er så ubetinget oxhøvlen, også kaldet klaushøvlen, som nu om stunder må søges på museer og lignende pulter­ kamre. Det var et stykke værktøj, man kunne blive var, fremstillet af op imod en halv kubikfod æbletræ og forsynet med et jern, der ikke for ingen ting var i familie med tømrernes økse, 10-12 cm bredt og meget svært, navnlig i den nederste ende. Mærkværdigt nok fremstilles der den dag i dag høvljern af den hånd- smedede type, sorte bagpå og tykkere nedefter, og - hvad der er endnu mærkeligere - faglærte snedkere køber dem!! Foruden det velbekendte ruhbankhåndtag havde den en tværpind, som en hjælper rykkede i. Be­ mandet med to raske tømrere gik sådan en fyr gennem tykt og tyndt, helst når det gjaldt tilhuggede lofts­ bjælker af gode svenske fyrrestammer. - Efter vore begreber var jernet anbragt lige lovlig langt agter. På lige vej generede det ikke, men under slutspurten i den mere hårde og tvære rodende kunne det godt ske, at selv en superruhbank forsøgte at nikke forover. Den var ikke spunset til pudsning, hullet var lavet efter recepten - hellere for meget end for lidt - , og det tykke høvljern gjorde ikke sagen bedre, da et tilsva­ rende stykke måtte mangle i bagsålen. Fig. 1762, fig. 1 gengiver sjælen i en ældre ruhbank, der virkelig er i brug endnu. Æggen sidder kun lidt foran midten af sålen. Oxhøvlen har i de fleste tilfælde haft det ligeså. Lejlighedsvis blev den også anvendt til egetømmer. Men medens den i fyrretræ rask væk tog en spån, der var næsten 15 mm tyk og i næsten fuld bredde, nyt­ tede det ikke at forsøge med samme indstilling over for hårdt ved. Det naturligste var at slå jernet tilbage, og da det jo altid var slebet mere eller mindre buet - nok mest det første - mindskedes samtidig bredden af den skærende del. Det hjalp altid noget at sætte spåntværsnittet ned til en fjerdedel, og når hop og hak ved begyndelsen og slutningen ikke blev værre, end de gjorde, må dette tilskrives stokkenes anselige længde. Lad os lige mindes høvlen, der ikke ville pudse hårdt træ, den korte, høje pudshøvl med tykt, stejlt jern, anbragt langt tilbage. Den slog op i starten og nikkede ved afslutningen, så ziehklingen måtte i brug før sandpapiret. Nu ved man, at det skyldtes den korte bagdel, der lettedes i vejret, når æggen mødte ekstra modstand, og det skete, når sålen pludselig støttede mindre godt på arbejdsstykket. Efterhånden som jer­ net blev slidt op, kom den tynde del i brug, og desto større blev spånåbningen. Stilbar spuns er en yngre ting. I det hele taget er alle de nævnte ulemper efter bedste evne blevet afhjulpet ved de nyere høvle. Fig. 1762, 3 er det bedste bevis herpå. Jernene fås

Fig. 1761. D isse 5 billeder viser, hvor elegant spånerne rejser sig i både korthøvl, bugthøvl og falspudshøvl, når klappen er, som den skal være og stillingen er rigtig. Det er enhver snedkers ønske at have en høvl, som kan skære spånerne på denne måde. Høvl og bugthøvl. For ret at forstå de små tings væsen og virkemåde bruger man at se dem i et mikroskop - en tingest, der gør myg til elefanter (brokonstruktører foretræk­ ker at gå den modsatte vej. De belaster myggen med påvirkninger en miniature for senere at anvende de

811