Snedkerbogen_2

Man slidser og limer en stabil ramme som vist på fig. 1759; efter fornøden tørring rettes de to lange overragende kanter med rubank, idet man holder øje med, at de kommer til at flugte med hinanden. Ram­ men anbringes over den lokale slibemaskine, således at den nemt og sikkert kan finindstilles i højden. Dette kan udføres på mange forskellige måder; figuren an­ giver en af dem. Jernskroget forsynes med to udliggere af hårdt træ. Det er vigtigt, at de ligger i samme højde over under­ kanten, men det allervigtigste er dog, at de flugter. Med rigtig og nøjagtig op- og indstilling varer selve afslibningen kun få minutter, og så er sålen plan. Høvlens finesser. Hvordan man laver en høvl og sætter den igang, kan der vel nok være delte meninger om, men vil man have en høvl med en let gang, gælder det om at få jernet placeret i stokken på den mest hensigtsmæssige måde, og den skærende flades smig. Som man ser på fig. 1760, bruges her ikke kile­ gang, men en tværpind, som bliver stemmet ind inden hullet til jernet stemmes ud. Det første, man gør, er at file klappen til, der er gerne alt for stor runding på klappen. Tegningen vi­ ser, hvordan hullet er lavet og klappen tilfilet, dernæst laves en ganske lille fas, som vist ved den punkterede linie, den kan laves på strygestenen og er bestem­ mende for hele høvlens gang, bliver den for stump, får man for tung en gang i høvlen. Den skærende flade ligger også en del under 45°. Fig. 1761 viser, hvordan spånen skal gå op igen­ nem hullet. Billedet af falspudseren viser tydeligt spå­ nens retning fra klappen og opefter. Ligeledes et par billeder af to forskellige bugthøvle, som kan pudse, fordi klappen er lavet rigtig til. Nu er en bugthøvl jo ikke et stykke værktøj, byg­ ningssnedkere så ofte har brug for, men det hænder dog.

I træhøvleblokken slides hurtigt hul, når der skal tilpasses hylder eller krydsfinér bagklædninger og skuffebunde. En og anden har til den ende forsynet sin enkeltslethøvl med en sål af messing eller jern. Hvorfor så ikke gøre skridtet fuldt ud og lave hele blokken af jern? Med to træhåndtag, som virkelig er til at holde på! Stanleys store stødhøvl er nummer et; den har fin­ indstilling, sidestiller og flyttespuns. Mindre kan også gøre det. Man kunne bede en smed svejse en bund­ plade og to sidestykker sammen og anbringe et jern­ stykke med 30°’s stigning. Mule, knap, håndtag, jern­ kile og jern tilføjes - og man har en stød- og skrub­ høvl, der kan overleve en selv. Jernet slibes, så det kan vendes, efter som omstændighederne kræver det.

Planslibning af jernhøvle. I gamle (!) dage, da man virkelig brugte sin puds­ høvl til arealer af nogen betydning, var slitagen no­ genlunde retfærdig fordelt over hele sålens udstræk­ ning. Senere blev det moderne kun at anvende den til bagateller som finere dørkarme o. 1. Af hensyn til pasningen er der ofte dalsænkninger i sådanne kanter. Her holder man uvilkårligt værktøjet en streg på tværs for bedre at kunne gå ned, og så er der lagt op til en dejlig vind og skæv slidbane. Nok muligt, at en træsål er den sarteste på dette område, men selv et jernhelbred vil tid efter anden blive undergravet af ensidig kost, bestående af smalle, beskidte, pårevne finerer. Naturligvis findes der store komplicerede maskiner - til en ditto pris - specialister til opretning af for­ vildede værktøjsdele, men også her kan mindre gøre det.

810