Snedkerbogen_1

For at fremskynde hærdningen bør den størst mu­ lige effekt send es genn em arbejdsstykket. Størrelsen af denne effekt er blandt andet afhængigt af arbejds­ stykkets masse, som skal opvarmes, resp. limfugens dimensioner. Jo større den udtagne effekt er, desto større er faren for overslag - med øget frekvens mindskes faren herfor. Forskellige anvendelsesmåder. Hvorledes arbejdsstykket opvarmes, beror nærmest på elektrodernes placering, og dette bestemmes af konstruktionens størrelse og udformning, samt hvor­ dan man sætter limfugerne under tryk. Principielt findes der tre forskellige måder at an­ ordne elektroderne på: 1. Vertikal opvarmning - strømmen er rettet vinkel­ ret mod limfugen. 2. Parallel opvarmning udnytter limfugens større effekttab og koncentrerer derigennem varmen i fugen. 3. Spredningsfeltopvarmning anvendes, når arbejds­ stykket ikke direkte kan placeres mellem elek­ troderne. Ifølge metode 1. opvarmes arbejdsstykkets hele masse mellem elektroderne og er derfor meget energi­ forbrugende og derved relativt dyr. Metoden er lang­ sommere end 2. og 3., da limfugen først efter en vis tid opnår den temperatur, ved hvilken limen hærder ved ønsket hastighed. Ifølge metode 2. opvarmes kun limfugen, og derfor er energiforbruget mindre, og den ønskede temperatur nås på kortere tid. Da limfugen optager den meste energi med parallel opvarmning, indvirker små af­ vigelser i tykkelsen og vandindholdet meget på tempe­ raturen. Efterindstilling af generatoren efterhånden som limen hærder er ofte nødvendig. Benytter man sig af parallelmetoden, er det bedst at lime med en lim som har en lille tendens til gen­ nemslag, d. v. s. gnistdannelse mellem elektroderne. Gennemslaget fremkaldes gennem limens strømleden­ de bestanddele, de såkaldte elektrolyter. Hvis dråber af udpresset lim kommer i berøring med elektroderne, går strømmen direkte over fra den ene til den anden elektrode. Anvender man en sådan lim, er det bedst at have en luftspalte mellem arbejdsstykkets flade og elektroderne. Slår gnisten over, forkuller både lim og træ, og omkringliggende limlag opvarmes ikke. Den 3. metode, spredningsfeltopvarmningen, ud­ nytter kun den del af den elektriske feltenergi, som ikke ligger direkte mellem elektroderne, og er derfor relativ dyr. Metoden er bedst egnet til limning af min­ dre flader, eller hvor fugen eller arbejdsstykket ikke direkte kan placeres mellem elektroderne.

Lim for dielektrisk hærdning.

Af en lim som skal anvendes for højfrekvenslim­ ning fordrer man hovedsageligt 2 egenskaber: 1. Hærdningen skal ske hurtigt under den bedst mulige udnyttelse af den tilførte energi. 2. Limsubstansen skal have en lille elektrisk led­ ningsevne, således at lim som udpresses af fugen, ikke giver anledning til overslag og dermed for­ bundne temperaturtab. Forøvrigt må limen opfylde alle de krav, som man stiller til en hvilken som helst lim, god levetid, lim­ ningstid, hærdningshastighed samt holdbarhed og vandfasthed i fugen. Det er bedst at vælge sådanne limtyper, som hærder ved stuetemperatur eller ved tilpas forhøjet tempera­ tur. Foruden den korte pressetid, som man kan opnå med dem, byder de på en del andre fordele. Ved lim­ ning med højfrekvensstrøm giver man blot fugen en delvis afhærdning, og lader sluthærdningen ske under en modningstid v ed stuetemperatur. Da disse limtyper allerede hærder ved stuetemperatur, skønt langsomt, opstår der ikke nævneværdig skade, selv om visse steder i fugen af en eller anden grund, ujævnheder i spredningen, træets beskaffenhed e. 1. skulle blive ujævnt opvarmede og hærdede under presningen. Nogle råd v ed dielektrisk limning. Når limfugen opvarmes med højfrekvensstrøm, for­ bruges en del af den tilførte energi til at drive vandet bort fra fugen. Derfor er det fordelagtigt at vælge en relativ lang limningstid, for at limen kan tørre så meget som muligt. Man opnår derved kortere hærd­ ningstider. Ofte er en lang limningstid allerede givet derved, at arbejdsstykket kræver lang tid for sam­ lingen. Ved limtyper, som hærder ved stuetemperatur, må man sørge for, at limen ikke førhærder, inden fugen er kommet under tryk. Som altid, når det gælder kold­ lim, bør limen endnu være fugtig, når tryk og varme anbringes. En del, ca. Vs, af det vand, som er nødvendigt til limtilberedning, kan erstattes af denatureret sprit. Dette bevirker, at limen tørrer hurtigere og derved også hærder hurtigere. Tem p eraturen bør kontrolle­ res, f. eks. ved at man borer et hul i et prøvestykke og stikker et lufttermometer eller et væskefyldt glas­ termometer (ikke kviksølv) derind. For nøjagtig ens arbejdsstykker og hærdningsbetingelser er en engangs- kontrol tilstrækkelig. Fugtighedsindholdet i træet holdes passende ved 6-8 %. Et lavere vandindhold fordrer længere tid til opvarmning, og et større vandindhold kan give for­ styrrelser gennem dampudvikling på elektroderne; tørt

364