Snedkerbogen_1

redningen af henholdsvis lave og høje senge demon­ streres. Sengeredning som vist ved en sengehøjde på 35 cm vil let føre til ødelæggelse af ryggen med fare for talrige lændehold og discusprolapser. Når sengens højde er ca. 60-65 cm, er det derimod muligt at be­ vare et normalt lændesvaj, så ryggens hvirvler ikke belastes unødvendigt. Ved denne højde er det også muligt at nå hen over sengen uden at skulle krumme ryggen voldsomt, hvis sengen ikke bliver bredere end de 90 cm; men det forudsættes tillige, at madrasserne ikke er for høje. Dertil kommer, at en sådan højde giver mulighed for at skyde en del af låret + knæ og fod ind under sengekanten ved løftning af patien­ terne (fig. 564).

familie og sygeplejersker. Det vil give unødig belast­ ning, hvis ikke arbejdsbetingelserne rationaliseres, /ør man bliver slidt op på urimeligt løftearbejde. Der har nu været talt om de anatomiske og fysiolo­ giske problemer, der er af betydning ved »hvileinstru­ mentet«: en seng. Herefter skal omtales de materialer og muligheder, der findes for at få sengen til at svare til sin hensigt. Sengetyper. Sengene kan enten være de hjemlige enkelt- eller dobbeltsenge af træ eller hospitalssengetyper af metal­ rør. Af tabel 1 ses de rimelige mål for sengehøjder, -længder og -bredder. Seng 190-210 cm 90 cm 63-73 cm 55-65 cm Dobbeltseng 190-210 cm 160 cm 63-73 cm 55-65 cm Ottoman 190-200 cm 45-50 cm 42-45 cm 35-45 cm Hospitalsseng 190-210 cm 90 cm 62-75 cm 55-60 cm Tremmeseng 120-150 cm 90 cm 88-90 cm 55-60 cm Madras 190-210 cm 90 cm 10-12 cm 55-60 cm Hovedpude 70 cm 45 cm 4- 5 cm — Hovedpølle 45 cm — 18 cm diam. — Sengebunden. Som tidligere nævnt bør ryggen og dermed kroppen have samme stilling i liggende som i stående stilling; ellers kommer der forkert tryk på hvirvelskiverne. Giver underlaget (madras + sengebund) fo r meget efter, kommer der for stærkt svaj eller skævhed af ryg­ gen. Finske undersøgelser har vist tydelig volumen­ formindskning af hvirvelskiverne ved rygleje på hæn­ gekøjeformede sengebunde. Tabel 1. Indvendig Afstand gulvover­ kant a f: Afstand gulvunder- kan, af: Længde Bredde

Fig. 564. Det aflaster ryggen, når albu og lår kan støtte ved løft fra seng.

Men højden af sengen er ikke blot af betydning ved sengeredningen. Der må også tages hensyn til ren­ gøringsmulighederne under sengen, og til, at sengen i mange tilfælde er en ottoman, der om dagen bruges som familiens siddeplads. Svenske undersøgelser har vist, at afstanden fra sengebundskant til gulv bør være ca. 60 cm. Afstan­ den fra overkant af seng til gulv skal være ca. 68 cm ved 90 cm brede senge. Skal sengen tillige bruges som ottoman, bør afstanden fra overkant til gulv være ca. 42-45 cm. Så er mulighederne de bedste for både redning af sengen, løftning af patienter i sengene og rengøring under sengene. Alle disse hensyn er alt for ofte miskendt både ved senge i hjemmene og på hospitalerne. I hjemmene har det længe været højeste chik med lave, brede senge med overdimensionerede, høje madrasser. På hospi­ talerne har sengene været halvhøje med støttestænger mellem sengebenene, så sygeplejerskerne ikke kunne få benene ind under sengen, når de skulle løfte hen­ sigtsmæssigt. Hospitalssengebundene har været rene hængekøjer på grund af udmattede, slappe, insuffi- ciente fjedersystemer. Alt for ofte bliver både patien­ ter og sygeplejersker stadig ødelagte af det uhensigts­ mæssige plejemateriel, der findes på dette område. Efterhånden som menneskenes gennemsnitsalder stiger, vil det kræve mere og mere plejearbejde af

Fig. 565. Kædebund.

325