Snedkerbogen_1

i lænden og overgangen til korsbenet (fig. 561). Hvir­ velskiverne skal her være højest fortil; en bagudbøjning af lænden medfører ændring af denne form, og er der allerede degeneration af hvirvelskiven, skal der ikke så meget til, før der sker rifter i hvirvelskiverne med deraf følgende muligheder for discusprolaps. Senge­ bunden bør derfor ud fra anatomiske og fysiologiske synspunkter være fast, ikke blot med henblik på den rygliggende hvilestilling. Det er heller ikke godt med en blød seng, når man hviler på siden, så går det ud over ledbånd og muskler langs rygsøjlen samt de små led i rygsøjlen - sammenlign ryggens stilling ved hen-

1 1

a

Fig. 562. a: F or hårdt underlag, b: F or blødt underlag, c: Fast underlag med hensigtsmæssig madras (efter Lewin).

Fig. 563. Arbejdsstillinger ved redning af senge a f forskellig højde - fra 35 til 75 cm afstand fra sengebund til gulv (efter Berglund).

holdsvis for blødt (fig. 562b) og for hårdt underlag (fig. 562a). På en nyoprettet hospitalsafdeling i København havde man i den allerbedste mening anskaffet meget fine »luksusspringmadrasser« til alle sengene, men til lægernes forundring fik mange af patienterne efter få dages indlæggelse lændehold; det havde de ikke haft før hospitaliseringen. Disse patienter var ikke hjemme­ fra vant til så tykke springmadrasser (de var 22 cm høje!), så de lå som i hængekøjer. Fast bund under madrasserne, og i nogle tilfælde omsyning til lavere, mere faste madrasser, udryddede sygdommen. Sengelængde og -bredde. Foruden underlagets fasthed (der igen er betinget af sengebund og den derpå hvilende madras), har også lejets længde og b redde betydning for den, der søger hvile. Som ovenfor nævnt vender og drejer man sig 20-45 gange i løbet af natten; man ligger udstrakt i een periode, i andre krumbøjet eller på ryggen eller maven (sml. fig. 560). Sengen må derfor være tilstræk­ kelig lang. Nu viser det sig, at danskernes gennem­ snitshøjde er steget med 10 cm gennem de sidste 150 år. I 1815 var de værnepligtiges legemshøjde 164,3

cm; i 1951: 174 cm. Skal der derfor være plads til at hvile med armene over hovedet og med strakt krop og strakte ben (fig. 560 øverst til venstre), så må senge­ bundens længde for fremtiden være 2 meter; hidtil har den gennemsnitlig været 190-195 cm, hvilket vil sige, at den er for kort for 10 pct. af den danske mandsbefolkning. Det lyder nemt at fastsætte et så­ dant mål, men det er ikke let at placere senge med sengebunde å 2 meter i moderne, små lejligheder. Hvad bredden angår, så er afstanden albue til albue (sml. fig. 560 i øverste stilling til venstre) knapt 1 meter. Holdes derfor Sengebundsbredden ca. 90 cm, vil man ligge godt. Som billedet viser, gør det ikke skade, at albuespidsen rager uden for sengekanten, der bliver ikke forkert tryk på overarmen af det. Dertil kommer, at jo bredere sengen bygges, des sværere bliver det både at rede den og gøre rent under den. Sengehøjde. Det er af anatomisk-fysiologisk betydning, at sen­ gen hverken er for høj eller for lav; sml. fig. 563, hvor

.324