Snedkerbogen_1

holdende luft og vand, men tjener desuden til at give træet - stammen - styrke og sejghed. Det er døde celler (med fine porer i væggene), som med deres mængde og karakter bestemmer veddets tæthedsgrad. Karrene (karstrengene): er rør af sammenvoksede celler, der har skilt sig af med endevæggene. Der er ikke så mange af dem som af vedcellerne, men de kan ses med det blotte øje, og de har vandrette porer i de tykke vægge. Gennem karrene føres vand og næringsstoffer til hele trælege­ met fra rod til blade. Det er karrene, man kan se på tværsnittet af ved, - og det er dem, man også kalder porer. De fleste af dem dannes i forårstiden, hvor den »transporterede« vandmængde er størst. Efter et varierende åremål er deres mission tilendebragt, og nye kar dannet, mens de gamle efterhånden fyldes med forskellige stoffer og nu tjener som styrkevæv. Men karrene er som vedceller døde celler. Parenkymcellerne: er derimod virksomme celler, der lejrer sig omkring karrene og er veddets svageste del. De har tynde vægge og opbevarer reservenæringen til anvendelse hvert år for nye skud og for frøproduktionen. De er ganske små og kan ikke ses med det blotte øje. Marvstrålerne: består af »bløde« (levende) celler og går fra kambiet ind mod marven; de forløber tværs på træets længde­ retning. Træet kløves lettest, svinder og revner mest langs marvstrålerne, der forøvrigt er karakteriserende for hver enkelt træsort ved spejlets større eller mindre udstrækning og »glans«. Marvstrålerne er dels for­ rådsvæv, dels transportvæv for den radiale stof­ transport. Hele dette element af celler optræder efter bestemte love i veddet (eller: trælegemet) med ganske bestemte funktioner. Men forholdet mellem enhederne varierer efter træsort - og det er dette forhold, der giver den enkelte træsort sin særlige karakter. TRÆETS OPBYGNING Marven dannes i træets første leveår og vokser herefter kun i højden, mens væksten iøvrigt sker fra dannelseslaget - kambiet - mellem ved og bark. Den inderste del af barken er basten, som består af de sidst omdannede kambiumceller, der er 1-2 mm lange, sejge, stærke og modstandsdygtige. Den yderste bark består af døde luftfyldte, isolerende korkceller. De af kambiet indvendigt dannede celler udgør vedmassen, der vokser år efter år, fra forår til efterår, i årringe med en ring for hvert år. Det er således let

anden, og træet svinder. Tørringen sker ikke ens­ artet overalt i træet, idet det yderste lag tørrer hur­ tigst, hvorved det indre - fugtige - ved udsættes for tryk, der kan blive så kraftigt, at yderlaget revner eller ridser. Savet træ deformeres under tørringen alt efter dets »position« i stammen, således som det i overdreven form vises i fig. 3. Se også under afsnittet: Træets teknologi. RESERVENÆRINGEN Stivelsen udgør hovedparten og aflejres i de unge celler med den opgave at gøre veddet hårdere og mere vandtæt. Saften indeholder de æggehvidestoffer og sukker - som efterstræbes af snyltende insekter og svampe, og det er altså disse stoffers skyld, at dele af træet kan blive uanvendelige. giver træet dets karakter - anvendelsesmæssigt. Har­ piks, som findes i særlige harpiksgange, især i fyrre­ træ, og navnlig i kernetræet, gør veddet tungt og hold­ bart og er opløseligt i alkohol og terpentin, men ikke i vand. Gummi af den slags, der f. eks. flyder ud af såret i et kirsebærtræ, har det modsat: Opløseligt i vand, men ikke i alkohol. (Nåletræer: Terpentin er harpiks opløst i æterisk olie). Garvestoffer findes opløst i cellesaften i blade, bark, ved og galæbler og har flere opgaver, bl. a. er de antiseptiske og beskytter mod snylteangreb; det er vistnok også dem, der »bærer« farvestofferne. CELLERNE De forskellige stoffer optages i celler og cellevægge. Plantecellen består af cellevæggen, der dannes af cel­ lulose, og af en eller flere cellekerner omgivet af protoplasma. Cellekernerne spiller hovedrollen ved cellevævets formering, der sker ved deling. Følgende fire celleformer findes hos løvtræerne: Vedceller, kar, parenkymceller, marvstråleceller (plus af og til trakeider). Vedcellerne: er oftest flere mm lange, mens man selv med lup har vanskeligt ved at bestemme bredden. De er tykvæg- gede og spidse og løber i træets vokseretning inde­ HARPIKS, GUMMI OG ANDRE FYLDESTOFFER

20