Snedkerbogen_1

sortens forhold i henseende til farve og ændringer heraf under påvirkning af lys, luft, tid m. m.

at bestemme træets alder, hvis der da ikke er tale om et tropetræ, hvis vækst er kontinuerlig (nu og da med flere »ringe« årligt, fremkaldt ved vækststop. Tørke, insektangreb etc.). Hos de fleste træsorter er hver årring delt i to lag, hvoraf det inderste, vårveddet, har celler med relativt store hulrum og tynde vægge, mens det ydre, høst­ veddet, har mindre cellerum og tykkere vægge. Over­ gangen fra vårved til høstved kan være skarp eller gradvis efter sort, voksested og levekår, men vår­ veddet er blødest, lettest og svagest. Dog er der und­ tagelser; bl. a. er ahorn ensartet og har ikke forskel på zonerne. Årringenes tykkelse varierer ret stærkt, endda indenfor samme træsort, og bestemmes af forhold som klima, fugtighed, jordbeskaffenhed, lys, træets alder. Dertil kommer den indvirkning, andre faktorer har, f. eks. énsidigt vindtryk, der medfører, at marven kan forskydes fra midtpunktet, og at stammen bliver uensartet i form og omfang. FORHOLDET MELLEM SPLINT OG KERNE Splinten indeholder de levende celler og tager aktiv del i træets livsprocesser, mens kernen består af in­ aktivt væv, hvis fornemste opgave er at forlene det levende træs stamme med styrke til at bære dets vægt og modstå vindens tryk. Det indre splinttræ forvand­ les efterhånden til kerne, idet cellerne dør, mens de før omtalte stoffer aflejres i cellerum og cellevægge. Farvestofferne i »fyldemassen« gør, at kernen som regel bliver mørkere end splinten, der varierer i tyk­ kelse efter træsort, arveanlæg, vækstbetingelser og grokraft. FARVEN Kendskab til lysets påvirkning og farvens lysægthed betyder meget for den rette anvendelse. Almindeligvis er kernen naturligt mørkere end splinten, men der kan også være tale om »falsk kerne«, der skyldes svampeangreb. De fleste træsorter bliver lysere, når de har ligget lidt, men selve farvetonerne er mere eller mindre lysægte. Amarant f. eks. er ensartet brun­ lig i nyopskåret stand og får først sin violette tone efterhånden; afrikansk Padauk er derimod rødviolet i nyskåret tilstand, men bliver, udsat for lys, ret hurtigt ensartet gulbrun. Visse træsorter har navnlig tidligere haft stor værdi for farveindustrien, men fremstillingen af syntetisk farve har reduceret disse træers betydning som leverandør af farvestoffer. I skemaet gives til en vis grad oplysning om træ­

LUGT OG SMAG Også lugte og smag kan medvirke ved identificering af en træsort. Mange træsorter har meget karakteris­ tiske dufte eller lugte, f. eks. Palisander, der i frisk snit (mest i ældre træer) har en udpræget rosenduft (deraf navnet: Rosewood); Ceder, der er et nåletræ, har en udtalt aromatisk duft, der også findes hos nogle sydamerikanske løvtræer af maghognifamilien, som efter denne duft kaldes Ceder. Egetræs syrlige lugt skyldes dets garvesyreindhold. Det er de æteriske stoffer, der er optaget i celler og cellevægge, som lugter (eller dufter), idet selve træ­ stoffet er uden lugt. Der er mest tale om stoffer som harpiks, »gummi«, garvesyre o. 1. Til visse formål kræves lugtfrit træ, f. eks. til emballering af føde­ varer, og hertil bruges almindeligvis lyse træsorter - bl. a. Lind, Bøg og Ahorn. VÆGTEN beror på flere faktorer som: Den forskelligartede celle­ bygning, årringenes tæthed og tykkelse, forholdet mel­ lem splint og kerne, samt vandindholdet og ab­ sorberede, fremmede stoffer. Selve træsubstansen (kompakte tørmasse uden fremmede stoffer) har en konstant vægtfylde, ens for alle træsorter - på ca. 1540 kg pr. kbm, og man anvender derfor i almindelighed prøvestykker med et vandindhold på ca. 15 °/o (lufttørt træ) til vægtfylde­ bestemmelser, hvorved man får værdier, der fortæller om forskelligheder i træets fysiologiske opbygning: De faktorer, der er afgørende for træets kvalitative egen­ skaber og dermed for dets anvendelsesmuligheder. Specifik vægt = vægtfylde = massefylde, er massen i g å 1 cm3 af legemet og gengives i enheden g/cm3. Vægtfylden af træ bestemmes i almindelighed ved hydrostatisk vejning. Det lufttørrede stykke træ (ind­ smurt med paraffin for at hindre vandindtrængning) sænkes i vand, og ved direkte måling og vejning be­ stemmes opdriften og dermed legemets rumfang og vægtfylde. Som prøvelegemer udtages flere stykker fra samme træsort og helst fra forskellige steder i stammen, da der kan være stor forskel på veddet fra rod, splint, kerne og top, og det er middeltal for mange prøve­ vejninger, der anføres som den pågældende træsorts spec. vægt. Under behandlingen af de enkelte træsorter i ske­ maet fremtræder vægtfyldetallet i rubrikken: Vægt som kg/m3 lufttørt træ.

21