S_Punch_1881

39

store hterære Bimmelim neje i de gamle sjemytlie Køvenhavn. S k i r ner havendes nemli bragt, Umerteincje og den imervæk Jordømt fijfie gamle Loke , værendes di eneste Abonnenter paa M or g eng nav et i al Hem- vnelihej, samme fordækt, gamle Od in værendes strix i de Kapitel nemli som. Godsejer og Højremand a den gamle Skole. Hvora vi bemærgede a Krien allereje er gaaen løs igjen og Topsø siar Snebolte i Naggen paa, Fostbestyrelsen og Fl o v Tordenkiler etter Kris- mimsteren og M o r g en gna v et stritter Smaasten etter Plov og den evi væk grinagtie Ho l g e r D r ak ma n d har sat baaje Kolturhistorien og sai sæl paa Hadet sparkendes v i i Loften nie Fagter og ville Gebærter etterlinendes derigjennem den forhenværendes men nu ophørte stærke Mand paa Bakken, samme værendes kun stærk i di ujvendie men bløj i di engvendie Dele lisaadan , som tog en Ænde me Forskræggelse og Is­ omslag paa Lejernets øverste Religioner formedelst, Forstørrelse sammesteds. Nemli va vi be/røgter osse kunne blie Suiterne etter den Anstrengelse, samme glaje Loftspringer yttrendes Tejn paa den allersom- gyseliste Sælkretik, siendes om det store drakmandske Lej, a samme' har vaaren genegen til „Faren op og Slåen i Boret, Brug a overfløjie Ord, Tilbøjelihej te Deklemasjon og blomstrendes Retterik, Mangel paa Læsning i det Hele taet, Skændeløst, domp Forknøttelse parret, me hoverendes Glæje ettersom Barremeteret faldt eller steg“, menendes a han var saadanfor ti Aar sijen og havendes altij sæl slat paa sin Standhafiihej, væ­ rendes formodenli og temmeli tyjélv lissedan innu, hva

der er vbegriveli men trøkt i Blajet allievel. Men Unnertejnede er allievel støt paa MangsjæUerne nemli paa Velærværtihejens Vejne, a D r ak mand har læsset hele den Bonke a sai ujtn paa halfemte Spalte a ha lagt saamejet som el eneste lille venlit Ord eng tel Bedste for Velærværtihejen og sammes udøjelie Vierker, stemmendes derimoj alle Strængerne paa Gitaren tel Besøngelse a den lille sorte B r a n de s , i,nte E e d v a r d men G e o r g , siendes samme o, være et Gus Ord fra Jødelandet og umaajeli naiv, værendes derfor forelsket i ham som et Barn og tilbejendes ham som en Kvinne , havendes alsaa slat sai fra Blondinerne tel di Bryneite igæn. Endvidere bemærgendes a samme Ge o r g er elskværdi i sine Svaghejer og da samme har mange Svaghejer derigænnem antyjendes, a han er gebommerli elskværdi. Va I, ok e strax gore Unnertejnede obmærk- mærksom paa, a ves Velærværtihejen dera sku finne Anlening tel a. blie lisom en lille Smide sjalu og skindsy, sku de værken sla I / oke eller Unnertejnede me For- bauselsens Stivkrampe erindrendes alle di Haneben samme Dannerskjalden gore tel Velærværtihejen ifjor og ves Velærværtihejen sku ha te Hensigt a gøre ældre Krav gældende paa Samme sku Vedkommendes jo før jo beger ta Returbdletten og komme over di Elskendes me den hævnende Retfærdihes Todtslæger i Haanden liesom Komandanten i Dongsjuang. Haabendes snart a se Velærværtihejen i samme opløftendes Positur er jai immervæk Deres gamle glaje Tyroler-F'ær-eiiffnan t, p. t. Valhalla.

Der rende de Rotter, De sorte, de smaa, Og lave Komplotter For «Spækket« at naa, En ihærdig Gnaver

Sm aak rav l

Han gnaver sig frem, Om ude han stænges, Han gnaver og gnaver Til sidst sig dog hjem Til Fadet, hvorefter han længes. I Tordenskjoldsgade De Høns lægger Æg Og kagle saa glade Ved Kostaldens Væg. Paa Ægget de ruge Saa ængstelig spændt, Men Hviden og Blommen Hver eneste Uge Dog sammen er rendt, Og aldrig der »Kylling* er kommen.

m \W'F* .

-•'■■WP'Z

/sk* a

*

-

1 Tordenskjoldsgade Er Skraldemandssjov, Skjondt S e h a n d o r p vil lade, Som ej ban er grov. Peter Tordenskjold-Skjalden Har Læs paa sin Bor, Med Møggreb paa.Skulder Han ruller fra Stalden, Der kommer han — Hør!

Der trives det fede Plebejiske Svin,

I Tordenskjoldsgade Der voxer et Træ, Hvis grumsede Blade Gi'er Smaakravlet Læ; Der snadre de Ænder, Der kække de Gæs, Med Snablen man roder, Med Næbbet man vender Det «duftende» Læs, roser sig selv efter Moder.

Hvis gryntende Vrede Gjor seiv det til Grin, Der pranger med Halen Den Paafugl og tror, Dens Hovmod, dens Hvæsen, Dens Skrigen, dens Galen Er vingede Ord,

Et Brag, et Skrald og et B ulder------- Det va r Dr a c h ma nn , deraabnedsinDor.

Og mærker slet ikke Fadæsen.