S_Punch_1881

Ved Mønstringen. (Frit efter H, F, Hylst.)

Stik ikke op, thi vid; før du skai miste Det Ry, der foer saa vidt fra Bo g øs Land, Før vil vi høre nok en Gang dit sidste, Dit sidste Ord, som dog kun blev til Vand. Og hvis dit Blik. i dine tætte Rader Vil træfle en og anden Moderat, Beklag ham ej, vær stolt af ham som Fader. Og husk nu slaar for dig han som Soldat; Da han drog hid fra Vælgerfolkets Hære, Hans første Tanke gjaldt din Taburet, Hans første Suk gjaldt Bogøkronens Ære, 1 Kamp for den bli’er T auber selv ej mæt. Se her er nok, der vil udfylde Pladsen, Se her er nok, der bruger Mund som han, Men ikke en, selv ikke „Doctor“ Madsen, Vil levne noget til vor Embedsstand. «Det skal ej ske!» Det Løfte har Du givet, «Det skal ej ske!» fra «P'olket» lod igjen. Og selv om du vor Frihed faar aflivet, «De t s ka l ej ske!» saa sværge V enstres Mænd. ---=*3*6*5===— Dette er dog kun en Underafdeling af Svampene, og de ere som oftest temmelig uskadelige, idet de holde sig til stærkt afsondrede Territorier, saa at de ere lette at undgaa. De skadeligste ere snarere de, der skyde op som Paddehatte i alle Landets venstre Egne, thi disse Gevæxter ere ikke lette at udrydde, og de for­ plante sig stærkt, naar de først have faaet Indpas. Vi ville derfor begynde med nogle af de farligste Exem- plarer af denne Art. 1. Minister-Hatten (rex Montams) er tre­ kantet og besat med Glimmer. Den skriver sig fra Boge, hvor den oprindelig kaldtes Konge. Hatten, fandtes paa Dens eneste Berg og brugtes som Tavle­ svamp i Skolen. Senere spredtes den over hele Landet ligefra Hillerød til Kolding, og over alt er den meget bladrig (Fransk: porte-fmille); men at den, som der fortælles i visse Egne, nogensinde skulde blive saa stor, at den kan bruges som en Taburet, er vistnok dog kun Overdrivelse. 2. Revisor-Svampen hører ligesom den fore- gaaende til de Morgenbladede og er en rødhovedet Gevæxfc, som oprindelig fik Indpas i Kjøge, men nu optræder sporadisk over det meste af Landet, navnlig i Nærheden af Kroer. Den er meget skarp og særdeles giftig, og ligesom den ødelægger alt sundt Liv i de Egne, hvor den optræder, saaledes lader den sig ikke forædle ved Kultur. Den er dog meget, dreven 3. Lo gos-Svampen (Eedouardas hebraicus) hører til de smaa sorte Svampe og var ganske ube- kjendt for Landets Lærde, indtil den i Ly af Minister- Hatten tog saaledes Overhaand paa Langeland, at den udbredte sig over de derværende talrige Tørve­ moser eg lagde Landets største Damkjær øde. De

'

fjifel mødt igjen, Kong CHRESTEN BERG ved y Hæren! Til Kamp beredt den venter nu dit Bud, A f Landets Stilstand har den hele Æren, Lad den kun trøstig trække Tiden ud !

Danmarks Svampe.

Svampeue høre til Algerne, og Læren om dem hører derfor ganske naturlig ind onder Alge- braen» v* skalle imidlertid med ®'are *or at stø<*e vore hæsere af den historisk-filoiogiske Ret- M ning for Bovedet i Dag beskjæf- tige os i en Artikel med Dan«

mW

^

'

marks Svampe. Det store, brede Publikum aner ikke, hvilken Masse Svampe der findes her i Landet og navnlig i Hovedstaden, thi det har Afsky for dem; men dette er Uret. Man siger nok: »han drikker som en Svamp«, men Ingen taler om de spiselige Svampe, og er Staten uden Skyld, naar den selv udsætter en Me- daijle for Fordruknes Redning, eller kunne de private Selskaber »Tot alafb oIdsforeningen« og den amerikanske Filial »Med Féllow!• frikjen- des, naar de søge at kapre alle Landets Svampe til sig? Nej, kun et nærmere Fjendskab til de forskjel- lige Arter kan faa Folk til at tage sig i Agt for de farligste af disse Samfundets Gevæxter, og vi skulle derfor som sagt ofre disse en Plads her i Dag. Svampene ere let kjendelige paa deres Udvortes: de have alle Stok og en lille Hat, men derimod have de ikke alle Krave. De holde sig ikke som andre Snyltere til bestemte Værter, men vise sig snart et Sted og forsvinde saa sporeløst derfra for at gjæste et andet; hvor de optræde, have de et stort, fyldt Bæger, hvilket er nødvendigt, da de kun tage flydende Næring til sig, hvorfor deda ogsaa inddeles i Disvampen, Drue­ svampen, 0. s. V.