S_Punch_1881

*99

s e n s Ko lum bu s e ss ens, og overstod de. Og sa a kom v i tel J ø t e b o r r e og d e r sa a j a i baade D r a k m a n d og B o r x e n i u s , og dem slutede j a i m a i tel fo r d ig d i er osse a d en b a rn lie S la g x og D r a k m a n d er R e p o b li- k a n er p a a en la n g H a ls , og v i avtalte jo a v ille g jø re Noet og sa a ble v i en ic om a v i velle vise os som raske D ræ n g e og b lie sitten es , n a a r d i d ra g K o n g ern es S k a a i. Og de g jo re v i og v i v a r jo a lliev el g la d e, d er v a r In g en , d er hade la gt M æ rgé tel os, m en sa a hade F a I k m a n p e t e r s e n va a ren de r og h a n e r jo v a n d t tel a see A ltin g p a a F o r ­ retn in g en s V e in e , og v i h a r jo i en fæ l K læ m m e f o r a h a n sku re fe re re det, m en D r a k m a n d to M andsm od tel s a i etter B o r d e t og sae sa a tel F a l k m a t id a ves h an sla drede, s a a sku h an b lie m u nget o rd e n li a og P e t e r ­ s e n huskede p a a de D egt, som D r a k m a n d E n g a n g skrev m ed Om k v æ d : Det evropæiske Venstres Endemaal.

„ D u veed je g e r stæ rg !u

sa a han holt s a i jo , va d e r osse v a r g o d t f o r m a i f o r d ig hade F o r æ lterne fa a e t de a h vid e v a r d e r vistnok vanket K a m el. Og F a lle m a n p e t e r s e n v a r jo n o k g a l i Trolhæ tten derover, m en g o re ikke noet, og ellers ka j a i igge huske m ere a M ødet u den a S ven sk ern e ku ikke sønge B e l i m a n d , og v i D an ske igge E t i k b ø m en om vendt, og v i fe g volsom m eiet S ja m p a n je og d e n v a r go, m en M a lterie rn e v a r noet P ø jt , og j a i sa a d in B ø s t e , m en den ska h a et helt B r e v ellers er D u n a ty rliv is igge telfres. F a r v e l! D in h&ngivendes p g J E i n u t * J ø r r e n s e n .

V i kærner A llesam en vores H a a r n e r i P a n n en . --------- »----------

Dog tog med Takt og Værdighed han Sagen Og lagde klart sit Kongesiad for Dagen; Han straifed’ Brøden ej med Ild og Sværd, Mon for et Vartegn Christian Blev rolig siddende han paa sin Ende, Thi, ak, hans Højheds Ende den var nær! Monarkens Ende blev den mest fatale; Thi han fik, hvad man kalder, paa sin Hale : Det Provisorium kom ham slemt paa tvers, Og da han én Gang kommen var paa Knæerne, Saa slog han sig til sidst til Evropæerne, Til Eedvards L o g o s og til Drachmanns Ja, Holger blev hans Sag en gavnlig Støtte Og fyldte jævnlig « M o r g e n g n a v e t s » Bøtte Med Sangø «under Sne» og «under Tø». Til sidst steg ogsaa han paa Kongetronen Og støtted’ ved Trefoldighedskanoaea Som Orlogskonge over Esrom-Sø.

R e x at sende

i?

r '

Vers.

Men heller ikke han undgik den Skæbne, Mod hvilken Venstre kan sig øj bevæbne, Og som forvolder sammes Fyrster Sorg. Thi Kordens andre Konger foretrak man, De fik et Leve førend

Holger Drachmaun

Ved Kunstnermødets Fest i

Gøteborg!

Ku fandt han

Chresten Bergs Exempel smittende,

Gang for ikke mange Aar tilbage Sad Venstres Konge stor og uden Mage Paa Chri sti ansborg i Folkethingets Sal; Som en af Folkerettens Støttepiller Han sad med Kronometer, Skjæg og Briller Og var det unge Danmarks Ideal. Med Kjældernæse-Kongen nær beslægtet Han sad paa Bogøs Trone uanfægtet, Og Fjendens Magt fik Skade her og Spot; Dog snart greb disse Sag8n mere listig an Og raabte: «Længe leve!» for Kong

Og paa sin Hale blev han rolig siddende, Og hans Borchsenius ham svigted’ ej. Bagefter sa’e i At er en Flod saa dyb og fuld af Brakvand, Saa gjør det intet, man forplumrer sig. Heraf kan ses, at Venstres Konger mere Forstaar sig paa end blot at figurere Som Udhængsskilter for en haabløs Sag; Ku véd man overalt i Kordens Lande, At ej de kæmper blot med aaben Pande, Men ogsaa tappert med den brede Bag!

* M o rgen gn avet» Drac hmaon,

Christian.

Det blev et Hjertestød for

B - o g ø s Drot.