S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

P O L I T I K E N

i. O k t b r #

14__________________ Naar det hedder i vor vidunderlige Riddervise „Aage og Else“, at den Døde tager Kisten paa sin Bag (Ryg) — saa hverken ler eller forarges vi. Naar en Mand i fyrretyve Aar rent og ærligt og ridderligt har tjent under Kunstens og Sangens Fane — og naar han antyder, at de yndefulde, ret sorg­ løse og ret intelligente unge Kvinder ogsaa har en Ryg (Bag) — saa kaldes Grinet, Spottelysten eller Misundelsen under Gevær i Kjøbenhavn. Rotterne gnaveri ------• 18. Oktbr. 1906. Holger Draclimann. (15/1 1908) B r a c i im a n n o g E d i th . Ved Drachmanns Død skrev I Hamborg fejrede Drachmann i al Stilhed sin 50aarige Fødselsdag. Mens mange Hundrede Telegrammer strøm mede sammen fra hele Verden, sad han selv med Edith og fem nære Venner om Festens Bord. Han var Rekon­ valescent og lidt vemodig i Hu. Men aldrig glemmer vi det Øjeblik, da Edith satte Vindrue-Kransen paa hans hvide Hoved, undseligt hviskede et Par stille, begejstrede Ord og kyssede hans Kind . . . den skønneste Apoteose af ham og hans Digtning. Den næste Dag fejrede vi fire „Ef- terslet“ med en Landauertur langs Elben til Ottos ældgamle, fornemme Traktørsted ved Flottbecker-Vejen. Hvidskurede Gulve, Brændeild i Ka minen, skinnende Kobbertøj, Lysesta­ ger paa Bordet og Jomfruer i Blanke nese-Fiskerpige-Dragter til Opvart­ ning. Mens Luften i Stuerne krydre des af Birkebrændet, Vildtet og den buketrige gamle Mosel, sank Solen i Elbens Vande . . . Men- saa m ild 'v a r dehne Oktober­ aften, at vi kørte hjem i aaben Vogn og sang Bellman hele Vejen. Hvor var Drachmann lykkelig. „lilla, min Ulla . . .!“ — sad hun ikke dér lys­ levende ved hans Side, hende, han nys havde digtet sin vidunderlige „Bellman“ til . . . „Spasereturen“ . Og hvor klang deres Stemmer ikke sammen . . . hendes lille, mefalklingre Røst — og hans høje, bløde, sprøde Tenor, der vel var hæs og sprukken — men dugged es som et Spejl af hans varme Musikglædes Aande. „Liksom en herdinna hogtids klådd . . Ak — Bellmans Skygge omsvævede os visselig hin Efteraarsaften! Deres Veje skiltes. Spørg ikke hvordan . . . hvorledes . . . hvorfor . . . Om Drachmann levede endnu og blev spurgt inderst inde i Lønkamret — han var maaske den, der sidst af alle kunde give Svaret. . . . Men Drachmann blev meget ældre i de Aar — og „Flugten til Ame rika“ gjorde ham kun rent tilsynela­ dende yngre. Om han glemte Edith? — Han hu skede hende saa godt, at han for hen des Skyld begik sin store „Skandale' i selve det kongelige Teater, hin min deværdige Aften, da „Vølund Smed' blev opført for første Gang. Som et jaget Dyr havde han flakket om paa Ghristianshavns Vold under det meste af Forestillingen — kom saa lige ind paa Teatret mod dens Slutning og ba nede sig Vej ned i første Parket, da Tæppet var faldet, og Applavsen ikke vilde holde op, før man havde set ham. Da var det, han slog kongeligt ud med sin højre Haand — og der blev i? diøst stille. Med høj Røst takkede han „den danske Skueplads“ og dens Kunstn v e , der havde ført Stykket frem, men saa tilføjede han og Rø sten blev endnu højere og mere ind trængende: „En Tak til og et Leve for den store, noble Kvinde, der har in spireret mig til dette Digterværk!“ Rent instinktmæssigt raabte man „Hurra“ fra Gulv og Etager . . . men stoppede forbløffet op . , . hvad var det dog, den Mand havde sagt? — Hvem var det, man raabte Leve for? Raseriet var uhyre. Værre Sennop havde Borgerskabet maaske aldrig iaaet i Næsen. Men vi Faaf der kendte Charles Kjerulf i Politikens Kronik følgende Skildring af Digterens Forhold til Edith.

= - ■ ■ ' - t Men i hvert Fald slaar jeg fast, a t længere er vi ikke komne, end at dette kan ske. Det kan ske, fordi selve det Folk, som utvivlsomt har den højest udviklede Æresfølelse, foruden at det er det fordomsfrieste, fordi selv det endnu er saa bundet af slet religiøs Tradition. Det stødes ikke, det forar­ ges ikke ved, at en uskyldig Mand* som Staten h ar forbrudt sig saa stærkt imod, at det blev Aarsag til vigtige Ro­ former og samlede Verdens hædrende» Opmærksomhed, om hans Navn, det stødes ikke, det forarges ikke, naax i han nægtes fuld Oprejsning — thi h a a er Jøde. Bjørnstjerne Bjørnson, — 'V. . B a A lb e r t i m e l d t e s i g s e l v t i l P o l i t i e t . £n enesiaaende Scene paa Domhuset* Den fantastiske Scene, døf foregik paa Domhuset, da Alberti meldte sig til Politiet, fandtes gengivet saaledes i Politiken. I Gaar Formiddags Kl. 10 V k saaa komme gaaende gennem Lavendelstræde og Slut- terigaarden under Sukkenes Bro og dreje om Hjørnet til Nytorv, hvorpaa han steg op ad Domhusets brede Trappe. En af hans Bekendte, der hilste paa ham, meddeler os, at Alberti førte sig rank som sædvanlig. Der var i hans Holdning ikke det ringeste, der kunda tyde paa, at han faa Øjeblikke senere vilde overgive sig til Politiet og Fængslet. Idet Alberti traadte ind i Opdagelses­ politiets Vagtlokaie, lejste Betjentene sig op og hilste med den Ærbødighed, som var naturlig over for den forhenværende Justitsminister. I dette Lokale findes bag nogle tarve­ lige Skriveborde et Par Bænke, hvor man anviser foreløbig Anholdte Plads, medens der tages Rapport. Som sædvanlig sad her et Par sølle Fyre, Løsgængere, Bet­ lere eller Smaatyve, som til en menig Be­ tjent lettede deres Hjerte for, hvad da havde bedrevet. Der standsedes i Rap­ port-Optagelsen, og alles Øjne hvilede paa den sjældne og fornemme Gæst. Gehejmekonferensraaden spurgte efter Opdagelsespolitiets Chef, Politiinspektør Madsen, men fik det Svar, at Politiinspek­ tøren ikke var til Stede. Han bad saa om at maatte tale med Souschefen og vistes ind i Overbetjent Jacobsens lille Kontor. Her modtoges han med samma udsøgte Opmærksomhed og sikkert med ikke mindre Forbavselse end udenfor. Døren lukkedes. Og endnu før Eks- cellencen havde taget Plads paa den Stol, Overbetjenten bød ham, fremkom han med sit Ærinde, idet han kort og godt erklæ­ rede: — Jeg kommer for at melde mig til Politiet som skyldig i Bedrageri og Falsk. Da var det Overbetjenten, der uvil- kaarlig gik et Skridt bagover og satte sig i sin Stol. Han telefonerede derfor straks til sin Foresatte, Politiinspektøren, der var hjemme i sin Lejlighed paa Fre­ deriksberg for at spise Frokost Men Al­ berti ønskede straks at afgive Tilstaael- sen og spurgte Overbetjenten, om han vilde være saa god at tage Rapport, Tilstaaelsen. Overbetjenten nedskrev da i en gansk* kort Rapport, hvad Alberti meddelte. Meddelelserne gik ud paa, at Bedrage- Gehejmekonferensraad Alberti (9/9 i 908)

Ejendom, deres Liv ind for ham? Ikke alene Opdagelsen af, hvem der havde skrevet det saakaldte „Bordereau"; det gjorde meget; men det Indtryk, de fik af hans Familie, ved Selvsyn eller gennem andre, af en Hustru som Lucie Hadamard, af en Broder som Mathieu Dreyfus, af saa udmærkede Menne­ skers agtelsesfulde, inderlige Kærlig­ hed til den ulykkelige Alfred, det ild­ nede dem, det gjorde deres Overbevis­ ning urokkelig. Paa denne faste Borg af Hæder opbyggede de deres Under­ søgelser; fra den sendte de ud deres lysende, glødtændende Forsvar. Alfred Dreyfus er nok værd at mindes endnu i Dag. Denne Kamp naaede andre og større Resultater end hans Friken­ delse. Det første Resultat var at hans h er­ lige Forsvareres Tro og Geni rev hele den civiliserede Verden med sig. Den blev P art i Sagen 1 Det skete under den voldsomste Protest af det store Flertal i Frankrig, af næsten hele den franske Presse. De vilde have Lande­ grænserne respekterede: „Hvad har I med vor Sag at bestille?“ Men Græn­ serne blev nedbrudt, alle stormede ind, ingen Modstand holdt. Verdensrøsten overdøvede alt: Her krænkes Retfær­ digheden! Jeg tænker, at dette skete for før­ ste Gang i Historien. Jeg tænker, det er Indledningen til en Samhørighed af alle de Tusind aarvaagne Viljer, som ingen Landegrænser længer kender, naar Nød og Geni forstaar at raabe. Det andet store Resultat var, at Dreyfussagen har fremskyndet Stateu 3 og Kirkens Adskillelse. Havde den overordnede Gejstlighed ikke her taget Parti med Nationalisterne, med Hær­ ledelsen, med Monarkisterne; havde deres Nederlag ikke været saa knusen­ de, saa havde Adskillelsen endnu en Stund ladet vente paa sig og kanske kommet i andre og roligere Former. Den Glans, som Frankrigs Førerstil­ ling nu kaster — vi véd Alle, hvem der først og fremmest har Æren for den. Men hvorfor skal han, som ved sin Uskyld, sin uhørte Lidelse, sin moralske Kraft gjorde Modstandernes Uret'saa meget større og derved Frem­ gangen for de Sejrende saa meget let­ tere og fyldigere, hvorfor skal han ka­ stes tilbage i Mørket? I Gambridge i Massachusetts stod jeg under det Træ, hvor Georg Wa­ shington havde overtaget Komman­ doen over den lille Hær, som skulde vokse og skabe Amerikas forenede Stater. Jeg fik at vide, at det første Træ, det, som havde været det virke­ lige Vidne, længst var uddød; det var Træets Søn, jeg stod under. Naar det døde ud, skulde Sønnesønnen indtage Pladsen. Thi det Vidne skulde være æret i tredje og fjerde Led. Hvorfor? Fordi Amerikanerne ærede sig selv ved at ære Vidnet til noget saa lykke­ ligt for deres nationale Liv. Men Alfred Dreyfus er da mere end et dødt Vidne, eller det døde Vid­ nes Søn. Han er den endnu levende Aarsag, værdig at være det. Frankrigs ledende Mænd burde hædre sig selv ved at hædre ham, uden hvem næppe nogen af dem nu var i deres Stillinger.

dømte ham en Gang til! For svag til atter at indespærres gav han efter for sin Families Bønner og tog mod Be- naadning. Saa levede han nogle Aar ugleset og haanet, indtil Sagen atter kom for Frankrigs højeste Domstol- Nu var denne sat i Stand til at kaste Lys ind i Sagens mørkeste Krog, Al­ fred Dreyfus blev endelig cg lysende frikendt. Men den Dag, han skulde genindsæt­ tes i Hæren med den Grad, som hans tolv Aars tabte Anciennitet nu gav ham Ret til, gjorde de ham atter Uret. Han skulde have været Oberstløjt­ nant og blev kun Major. Saa meget er sikkert, at havde han ikke været Jø­ de, saa var denne ny Uret ikke tilføjet ham. Han blev to Aar i Hæren for atter at godtgøre sin Dygtighed. Overalt mødtes han med Agtelse. Men da han indsaå, at med det lave Nurner, han nu havde faaet, kunde han ingen K ar­ riere gøre, indgav han sin Ansøgning om Afsked. Og fik den skyndsomst be­ vilget — af General Picquartl Jøden generede. Lad mig nu faa Lov til at frem-

ham og Edith, havde faaet Taarer i j (25/3 1908). Øjnene og trykkede bagefter tavse hans 'A l f r e d O r e y f u s , J ø d e n . Haand.

Sidenefter har man for denne Skandale“s Skyld dynget Haan paa Haan over ham og hende. De bar det begge med hævet Hoved. I Hovedstaden blev Drachmanns 60aarige Fødselsdag fejret med Pomp og Pragt. Paa selve Aftenen gik „Hr. Oluf han rider“ for første Gang over Det kgl. Teaters Scene. Drachmann sad midtvejs paa anden Række. To Ræk­ ker bag ham, og to Pladser til højre for ham, sad en slank, lys Dame — alene. Det var Edith. Hun var saa stille som muligt taget hertil og var nu rent ulykkelig over at have faaet saa fremtrædende en Plads, midt paa Gulvet. Hun havde troet, at de helt lave Numre var Yder­ pladser. Under hele Forestillingen sad Drachmanns Venner med Hjertet i Halsen af Skræk for, at han skulde faa Øje paa hende. Det vilde ganske have oprevet ham. Og den næste Aften skul­ de han præsidere ved den store Raad- husfest. Som ved et Under . . han saa hende ikke,. Men hvad nyttede det? Han fik i hvert Fald næste Morgen at vide, at hun havde været i Teatret og straks var rejst igen. Og han blev ude af sig selv. Alle Minder stormede ind paa ham igen. Han var næppe sig selv mægtig hin straalende Aften i Raad- hushallen. Hans planlagte store Tale gik i Stumper og Stykker, saa han na^ppe fik sagt mere end det berygtede å propos . . . en Kaadbed, der under andre Omstændigheder ingen Rolle vilde have spillet, men som nu sam­ lede hele Opmærksomheden om sig. Atter „Skandale“. — Stakkels Drach­ mann! Men Drachmann var saa elle- skudt som selve Hr. Oluf. Han rejste sporenstregs over Hals og Hoved til Hamborg, fik en lang Samtale med Edith . . . og vendte hjem rolig og mild, venlig og god, men dybt vemo­ dig- Selv paa Afstand kendtes Ediths blide Hænder. Det var i Sommer — Drachmanns sidste. Han laa paa „Aalborg Sanatorium“ — for blændede og stængede Vinduer Vilde Ingen se. Intet vide. Ikke læse. Ikke tale. — Vilde overhovedet ikke have noget med „Livet“ at skaffe. Alle Brevene til ham gik til Lægen. Men en Dag kom ved eD Fejltagelse et Brevkort — nordfra — ind mellem min Post. En stilfærdig, jævn Hilsen fra en god Veninde . . . Edith. Der var kun faa Trappetrin mel­ lem mit og Drachmanns Værelse . . . men — saa svag og skrøbelig var han, at han end ikke kunde taale denne blide Hilsen — eller snarere den su­ sende Hær af Minder, der uhjælpeligt maatte følge i dens Kølvand. Brevkortet gik til de mange andre i Doktorens store Bunke. Og nu . . . „Das Lied ist aus“. Men Visens Omkvæd er — Edith. Og del vil klinge længe. Charles Kjerulf.

Bjørnstjeme Bjørnson fulgte med den største Interesse Drey- fussagen og skrev flere Gange om den i Politiken. Vi gengiver en af disse Artikler, der frem­ kom i Kroniken.

Da nylig Scheurer-Kestners Min­ de blev forherliget foran det franske Senat, i Luxembourgs Have, med et skønt Monument og store Taler, læste jeg i franske Blade Navnene paa en Række Personer, som var til Stede. Alfred Dreyfus’ stod ikke iblandt dem. Saa læste jeg selve Talerne, ikke alene fordi de i Sandhed var det værd, men fordi jeg var blevet opmærksom. En enkelt Taler gav Sagens Historie, men ingen eneste af dem havde et Lovord for Alfred Dreyfus. Clemenceau nævn­ te ikke hans Navn. Da tænkte jeg — og vist de fleste, som læste Talerne — at Alfred Drey­ fus havde lidt mere end Scheurer- Kestner og alle de andre Forsvarere tilsammen. Uden ham havde Scheu- rer-Kestner ikke udrettet det Herlige, som nu belønnedes, ej heller havde de

B j ø r u s i j e r u e B j ø r n s o n ,

hæve et enkelt, afgørende Øjeblik i hans lange, forfærdelige Martyrium. Deraf vil fremgaa, hvem Alfred Drey­ fus egentlig er. Han laa paa Djævleøen syg af den skrækkelige Hede, af Sorg og Savn. Han kunde ikke røre et Lem, uden al Sveden sprang frem, han kunde ikke spise, det begyndte at gaa paa Livet løs. Da kom de og lagde ham i Læn­ ker. Han bad om at vide hvorfor; men det var dem forbudt at svare. Disse Lænker blev i hans syge Fantasi til lange Orme; de snoede sig om ham for at suge i sig hans sidste Rest af Liv. De var kastet ind over ham af ukend­ te Menneskers Ondskab. Men da re j­ ste hans Vilje sig til Kamp! Han maatte ikke, han turde ikke dø; det var at forraade sin Hustru, sine Børn, som maatte fortsætte Livet med uplet­ tet Navn. Det gjaldt at holde ud, til hans Uskyld skinnede igennem. En Kristen vilde i et sligt Fortviv leisens Øjeblik have samlet al siii Kraft i Bønnen og i dens Flammer steget for den Højestes Trone for at reddes. Miraklet* Men Alfred Dreyfus’ Indbildnings­ kraft og Vilje søgte Slægtens Kilde­ væld og Livsløb, øste Styrke af Livs­ sammenhængen og Kærligheden. Hans grænseløse Kærlighed frelste ham. Er det ene et Mirakel, saa er det andet det ogsaa. Er Gud i det ene, saa er han ogsaa i det andet. Der vil komme den Dag, da dette ophøjede Eksempel paa Uskyldens Kraft, paa Slægtkærlighedens sejren­ de Kamp vil staa i Skolens Læsebøger Men jeg vil minde om en Ting til. Hvad gjorde, at først Lazarre, siden Scheurer-Kestner, Joseph Reiuach, Zola og hans Venner blev saa dybt overbevist om Alfred Dreyfus’ Uskyld at de satte deres gode Navne, deres

Andre nu været til Stede for at uddele Ros til Levende og Døde. Hvorfor skulde denne Uret mod Alfred Dreyfus føjes til al den anden? Hvorfor skulde hine huskes og han glemmes? Lad mig dog minde om, hvad den franske Stat har ladet ham gennem- Han, Elsasseren, som sørgede saa dybt over Tabet af sin Hjemstavn, han anklagedes, en Dag han som dygtig Officer stod og arbejdede i sit Kontor i Generalstaben, for at have solgt For­ svarshemmeligheder til sin Hjem­ stavns Erobrere! Beviset var et Styk­ ke Papir, som han ikke kendte det mindste til. Han beskyldtes for at have skrevet det- Omkring dette uægte Bevis samledes efterhaanden en saa- dan Hoben Falsknerier og Taabelighe- der, at et P ar af de Mænd, som gran­ skede dem, blev gale. Men Ofret for den oprindelige Fejltagelse og de føl­ gende Nederdrægtigheder, Alfred Dreyfus, blev arresteret, tildels oprø­ rende forhørt, vanærende dømt og de­ porteret til en usund 0 under Ækva­ tor, her indespærret i en særskilt byg­ get, trang Hytte, omgivet af Palissa- der. Han blev behandlet som pest­ fyldt og smitteførende, bestemt til en­ som Død. Ingen havde Medlidenhed med ham. Han var Jøde. Imidlertid blev det opdaget, hvem der havde skrevet det Dokument, han var dømt paa. Sagen bragtes ind for Frankrigs højeste Domstol, dette' urok­ kelige Værn midt i alle det franske Folks Storme og Forlis. Her blev han kendt uskyldig og Dokumentet forelagt en ny Krigsret, for at Kameraterne skulde kunne give ham hans Ære til­ bage. I Stedet for gav Krigsretten sig ulovlig i Kast med den hele Sag og

Over den Tribune i Luxembourgs 1 rierne var paabegyndt allerede i 1894, Have, hvorfra Taknemmelighed ud- ' altsaa for 14 Aar siden, og at de efter- strøedes i saa rige og veltalende O rd ,|haanden var blevet mere og mere omfat-

(13/2 1908)

over den Tribune saa vi andre* et Sejl udspændt, hvorpaa stod: „Utaknem­ melige er 11 “ Nu véd vi Alle, at intet andet Folk

Det var Den sjællandske Bondestands Sparekasse og Smøreksportforeningens Midler, han havde anvendt. Han havde disponeret over deres rede Penge og de-

,

. .

, , res Fonds og havde gennem Aarene afend det franske havde formaaet at , ,

Da Ludvig Schrøder paa Askov døde, skrev Bjørnson følgende Mindevers i Politiken:

, „

,.

.

.

eim uci balanceret Kasserne efter hinanden. Ef- driveen uretfærdig Dom frem til to terhaanden var de besvegne Beløb vokset Ganges Revision. Intet andet Folk har til et Omfang af, saa vidt ban selv kunde et saadant Overtal af uafhængig In­ telligens med hensynsløst Mod. ^

Sørg, Bonde, din blide Apostel er død. Hans sølverne Stemme i Sjælene gød en Rigdom, som strakte for Livet. Thi den blev til Kraft i det voksende Land. I Samtiden stod der vel næppe en Mand, som Bedre til Danmark har givet. Bjørnstjerne Bjornson.

skønne, 9 Millioner Kroner. For at dæk­ ke Bedragerierne havde han i de senere Aar indladt sig i store Spekulationer i oversøiske Papirer, navnlig i Guldmine­ aktier, men i Stedet for paa denne Maade at finde Dækning havde han tabt meget store Summer. I det hele var Millionerne gaaet tabt hovedsagelig gennem fejlslagne Spekulationer. Alberti overrakte Souschefen et Doku­ ment, der viste sig at være et Depositums- bevis, tilsyneladende udstedt af Privat­ banken og underskrevet med Direktø­ rerne Withs og Larsens Navne, de to af Bankens Direktører. — Dette Depositumsbevis, sagde Al­ berti, er falsk. Beviset lød paa de 9 Mill. Kr. og ud- ,sagde altsaa, at der i Privatbanken af

Men hvorfor saa slutte, før den Ulykkelige fik sin fulde Æresoprejs­ ning? Hvorfor ikke værne om hans Anseelse? Dé, som paa hans Uskyld og bram­ fri moralske K raft havde vundet et saa stort Overskud af Ret, af Magt, af Indflydelse, at de selv kom i Spidsen for Statsledelsen — hvorfor skulde de fra disse Højder give ham et lille Spark, for at han skulde falde ned i Ubetydeligheden og Tavsheden? Han var Jøde; det er Sagen. Paa-

skudet lød: Frankrig maa have Ro; d e t,BOTae3tandens SpareUasss var deponeret taaler ikke mere af høre Jødens Navn. j obligationer til dette Beløb. Det er dette Jeg tror det ikke, ¡Bevis., Sparekassens Revisor! Hr,

i