S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

15

„ Oktbr.

P O L I T I K E N

A lb e r t i v is it e r e s p a a s in P e r ­ son . Der forestod nu den sædvanlige Visi­ tation. En Politibetjent blev kaldt ind, og Gebejmekonferensraaden anmodedes om at tømme sine Lommer, Han lagde fra sig, hvad han havde, Men Visitationen m aa ttø naturligvis foretages med større Grundighed. Man maatte overbevise sig om, at han ikke noget Sted paa sin Person gemte Vaaben, Gift eller noget andet, hvormed han i Gellen kunde berøve sig Livet. Selv om der var ringe Sandsynlighed for, at han havde noget saadant i Sinde, naar han overhovedet havde foretrukket at gaa i Fængsel frem for at dø, var det dog en selvfølgelig Nødvendighed at sikre sig mod alle Eventualiteter. Albertis Lommer blev da alle vendt, og Politibetjenten befølte ham fra øverst til nederst, undersøgte Fo’ret i Klæderne og kom til det Resultat, at der var intet skjult. Da denne pinlige Scene var til Ende, førtes Alberti til Arresten,

tidligere har omtalt- som beroende i Spare­ kassens Gemmer. Alberti tilstod nu, at ban selv bavde udfærdiget Beviset og skrevet Bankdirek­ tørernes Navne efter. Man kom ikke i denne føreløbige Rap­ port ind paia Enkelthederne. Ved Halvto- Tiden indfandt Politiinspektør Madsen sig paa Domhuset. Da var Rapporten i det væsentlige skrevet, og Alberti førtes nu ind til Opdagelsespolitiets Chef. A lb e r t i s y n k e r sam m en . Over for Politiinspektøren afgav han i Resumé den samme Forklaring, som han havde givet Overbetjent Jacobsen, der i *rrigt i Albertis Nærværelse oplæste Rap­ porten for sin Foresatte. Medens Tilstaaelsen blev aflagt i Souschefens Kontor, havde Alberti mistet sin vante ranke Holdning. Under den Samtale, der herefter førtes med Politi­ inspektøren, sank han endnu mere sam­ men og gjorde efterhaanden et ret ynke­ ligt Indtryk. Ved Halvet-Tiden var Politiinspektøren saa vidt underrettet om, hvad der var passeret, at han kinde erklære Alberti for anholdt og aflevere ham til Arresten.

haanden kom til, var kun faa kendte, Man saå Overlæge Forchhammer og hans Hustru, den unge Skuespillerin­ de, endvidere Flyveren Christiansen* der susede ind paa Plænen i flot Bil, Overretssagfører Sporon paa Cykle og et P a r til. I øvrigt en stor Bunke halvvoksne Mennesker, der i Iver trængte sig helt op under Maskinen. Noget Opsyn fandtes ikke eller i alt Fald meget lidt. Man maatte endnu vente adskillig 4 Tid. Et Tændrør var sprunget, blev der sagt, i alt Fald tændte Nervø sig en Cigaret til og havde stadig ikke Hast. Solen gik ned, Taagen rejste sig og gjorde Engen fugtig, Fødderne blev kolde og vaade. Men nu var man jo! en Gang kommet der. Nervø starter flot og sile- kert. Og saa paa en Gang sker det. Nogle improviserede Amatør-Kontrolører, hvorimellem den kendte Bilist Richard Petersen, genner Folk bort, saa der er Passage for Flyvemaskinen, og i samn me Øjeblik, som den er ude af Skuret, sætter Nervø K raft paa og piler hen ad Sletten. Flottere Start kan ikka tænkes. Et Sekund efter har Forhju­ lene løftet sig, og ikke en Brøkdel af et Sekund til — saa svæver han. Man kan se det paa, at det ser ud, som om han staar stille. Øjet h a r ikke mere den grønne Plæne at maale Farten med. Højere og højere, roligt og sik­ kert følgende Banen glider Maskinen lige over Tilskuernes Hoveder. Det er mærkværdigt, man kan se det saa ofte, man vil, men bliver dog ikke blaseret derover. Ja, man føler det Sæt i sit Indre, som kun Indtrykket af det Vid­ underlige frembringer. Der er Da^ mer, der faar Taarer i Øjnene. Under Turen indover. Sære Rygter har imidlertid bredi sig over Plænen; det hedder sig, at Nervø har noget for. Og Tegneren Storm-Peter.sen, der er hans.Æortro- lige, gaar rundt med en hemmeligheds­ fuld Mine. Vil han til Sverige? Vil han ud over Langelinje eller ind om Raadhustaarnet? Foreløbig følger han Banen, gaar blot endnu højere i Vej­ ret. Men saa ser man, at Maskinen bliver mindre og mindre. Det er aaben- bart, at han fjerner sig. Men Øjet sø-- ger hjælpeløst paa den blegbi aa Him-! mel et Støttepunkt til Sammenligning, Man mere aner og slutter sig til, at han fjerner sig, end man virkelig kan se det. Men Retningen kan man kon­ statere. Han maa være ude over Refs- haleøen, paa Vej til Langelinje.

jeg sikkert ogsaa i den sidst omstridte Sag tælle lutter Meningsfæller. Karl Madsen.

( 1/10 1909 Festnumret)

(1/10 1909 det alm. Numer)

K a r l M a d s e n o g „ P o l i t i k e n “ .

E n H i l s e n f r a H a n n o v e r .

Ved Politikens 25. Aars-Fest 1. Oktober 1909 sendte Emil Hannover Bladet følgende Hil­ sen:

(14/3 1910), Til Hans Geschæftighed Hr. BaronPaiieRosenkrantz. / Anledning af hans »1 Terminen",

Efter Jubilæumsnumret Vio 1909 ' gengives følgende Linjer fra Museumsdirektør Karl Mad­ sen:

Jeg debuterede i Politiken kort ef­ ter at Bladet var begyndt at udgaa. Jeg var da kun 20 Aar. Jul. Lange gjorde mig heftige Bebrejdelser, fordi jeg havde ladet mig overtale af Georg Brandes til at træde saa tidligt frem for Offentligheden. Om jeg skønner rigtigt, havde Brandes mere Ret end Lange. Man maa gennemgaa en Skole lige saa vel for at kunne skrive som for at kunne male, modellere eller musicere, og man kan næppe begynde meget for tidligt i en saadan Skole, hvis man for Alvor vil blive Herre over sit Haandværk. Nu véd jeg ganske vist ikke, om den jour­ nalistiske Skole vedblivende er den eneste rette for den vordende Forfat­ ter. Andre Tider, anden Presse. Men Politiken hævdede en Stilling som en Højskole i det literære Haandværk,

Jeg Skylder Politiken Tak for den skønne Tid, da jeg var fast Medarbej­ der ved Hørups Blad. Han hædrede mig med sin Tillid; han og Brødrene Brandes har været de hedste Lære­ mestre for mig som Skribent. Det var de gode Kampens Aar. Mange unge Talenter bragte friskt Liv i vor Kunst og vakte derved stor Forargelse. Hørups Blad har sikkert nogen Andel i, at Erkendelsen af deres Værd for­ holdsvis hurtigt er trængt igennem. Hvad et stort Flertal for tyve Aar siden regnede for oprørende Kætterier, er jo nu blevet Hvermands Mening. Jeg skylder ogsaa Redaktør Gav- ling Tak, fordi han i nyere Tviste- spørgsmaal har givet mine kætterske Meninger Husly. Den retledende Kritik vil altid vinde Sjæle for Forstaaelsen

Jeppe Aakjær er blevet vred over en Artikel af Palle Rosen­ krantz og sender ham gennem Politiken nedenstaaende polemi­ ske Rimbrev.

l

Du kaster dig drukken i Gudernes Lag og trutter paa Fløjten ved Na-t og ved Dag; men kæreste Palle, din Vin er kun Valle, din Skæmt er en Skalla. din Fløjte en Bag.

Du slæber ved Grimen det vingede Føl og betler hos Musen en Skilling til 01<

Hvad bar du bag Vesten? Jo, Sedler; men Resten? kun Hulhed og Moll

M y l i u s - E r i c h s e n s s i d s t e D i g t . Brønlunds Afskrift af Mylius-Erichsens sidste Digt, skrevet i Avgust 1907 og fundet hos Brønlund i hans Dagbog i Klippehulen ved Kap Bergendahl i Marts 1908. Sang til Hjemkomst festen om Bord, Dejlige Skib med den jernklædte Bringe,

Jenle, 9. Marta 1910,

Jeppe Aakjær,

(4. Jun i 1910). E n s t o r O a g i d a n s k F l y v e s p o r t s H i s t o r i e . Den 3. Juni 1910 saås for

favnet af Is og fortøjet ved Fjæld, hjemme de kaldte dig ældet og ringe, tynget til Vimpelknappen af Gæld. Ja , du er gammel, stundom læk; Egen — dit Tømmer fra Spryd og til Hæk — h ar paa din Langfart dog frelst os i Havn, du er vor Tilflugt fra Rejser og Savn, Danmark dit Navn. Dejlige Hjem med Kahytter og Messe og med din Hvalfanger-Udkig paa Mast! Ude paa Dækket staar Værktøj og Esse, højt Provianten er stuvet i Last. Længst gav du ud dine Ankre fra Klyds, ikke der slingrer et Krus i Kabys, glemt h ar den Søsyge Kvaler og Frygt, Æ rterne,koger livsaligt og trygt, Dejlige Tid, n aar i Snestorm og Kulde lunt indén Døre ved Kakkelovnsild vi sad til Bords med Tallerknerne fulde og et Glas Rødvin — en billig og mild. Kaffen blev skænket og tændt en Cigar, — D m giver ud, naa r jeg ingenting har, muntert gik Snakken, Humøret var godt, selv en beskeden Menu syntes flot, Skibet et Slot. . . . Dejlige Dag, da vi spændte for Slæde og drog paa Opdagerrejse mod Nord! Brat tog man Afsked med Vennernes Kæde. rig nok paa Følelser, fattig paa Ord. Haandtrykkets Varme er ej frosset af, tidt har vi husket alt godt, I os gav, lovprist jer, takket jer, længtes at se livsgla,de Øjne bag al denne Sne — gid det maa skel Dejlige .Skib! Til din Hygge vi længes, fjernt h ar i Armod og Fare vi rejst. Nu svinder Solen og Vinteren strenges, snart skal vi se dig — med Dannebrog hejst! Groggen er brygt.

.* •

første Gang en Flyvemaskine over Kjøbenhavn, idet Alfred Nervø fløj fra Amager ud over Havnen, ind over Byen og forbi Raadhustaarnet. Den uforglem­ melige Aften skildredes saaledes i Politiken:

7

Aftenen begyndte som saa mange andre Flyveaftener, hvor Folk kom­ mer dryssende uden rigtig at vide, om der i det hele taget vil ske noget. Men man havde i al Fald den smukke Af­ ten at falde tilbage paa, en pragtfuld Juniaften med klar Himmel uden en eneste Sky, uden Spor af Blæst. Fæl­ leden tog sig ud, som den la a der ind­ rammet af Byens Taarne, nærmest snoede Frelserens Taarn sig op i det Blaa, næsten dækkende for Raadhus­ taarnet. Nogle Ryttere og Ryttersker galopperede over Plænen; Børn, hvis nøgne Ben lyste, vadede rundt i Vand­ hullerne. Nervø havde sagt, at han vilde komme ved 7-Tiden. Og han kom vir­ kelig ogsaa hen ad 8 , iført sit berømte ternede Tøj og sine grønne Gamacher og med Cigaretten dinglende i Mund­ vigen. Alle Flyvere lever i den herlig­ ste Ubekymrethed med Hensyn til Ti­ den; det forekommer dem, at i de faa Minuter, de farer gennem Luften, hen­ ter de det hele igen. Og de har Ret.

.

T !

.v.’

• -t. • -i ; .

L . M y liu s - E r ic h s e n ,

og hvad jeg lærte i saa Henseende, lærte jeg for en stor Del dér. At jeg ogsaa paa anden Maade fø­ ler mig i Gæld til det Blad, der gen­ nem 25 Aar stod mig lige gæstfrit aabent, er selvfølgeligt. Saaledes har jeg al mulig Grund til at miudes Bla­ det med Taknemmelighed og Hengi­ venhed paa dets Festdag og ønske det en lang og fortjenstfuld Fremtid. Emil Hannoveri B r e v f r a J a c o b K n u d s e n Brev til Politiken paa Jubi- .■i-. lieumsdagen d. Vio 1909. Der er en Fremgangsmaade over for Modstandere, som er megét an­ vendt her til Lands -— jeg tænker for Resten ogsaa i andre Lande, en Frem­ gangsmaade, som bestaar i, at man nægter at læse eller høre, hvad Mod­ standerne siger. Det er en dum og en, aandelig set, uhæderlig Fremgangs­ maade, thi det er den Maade, som Strudsen anvender, n aar den over for Fare stikker Hovedet ind i en Busk. Og den er uhæderlig, thi den er et Forsøg paa ved økonomisk Udhung- ring at slaa en aandelig Modstander ned. Denne Fremgangsmaade er endelig modsat af den, Politiken anvender, naar Bladet i sin Kronik giver en Skri­ bent, der er en saa afgjort Modstander af dets Hovedtendens som jeg, fri Lej­ lighed til at udtale sig. Jeg føler Trang til paa Politikens Jubilæumsdag at bringe Bladet min Tak herfor. Thi jeg sætter overordent­ lig stor Pris paa at være on speaking terms med Politikens Publikum. Birkerød, Septbr. 1909. Jakob Knudsen . (1/10 1909 Festnumret)

af Forskellen mellem Godt og Ondt. Selv om det — af Aarsager, jeg ikke behøver at udrede — gaar noget lang­ somt. Ved Politikens næste Jubilæum vil

Saa følger nogle Minuter, fyldt af Forventning, af en forunderlig Spæn­ ding og egen Ophidselse. Maskinen er Mellem de Tilskuere, der efter-

(5/6 1910), Friluftteatret i Dyrehaven under Aabningsforestillingen.

Og faldt tidt Sult og Forsagelse svært, ét fik vi dog under Langfarten lært: dejligt er Skibet, vor Tilflugt og Havn, vaagne og drømmende, altid vort Savn, Danmark, dit Navnl 19. Avg. 1907.

Mylius-Erichsen.

for det meste deler. Naar jeg ikke gør det, siger jeg det, som De véd, og vi er lige gode Venner for det. F a a r jeg Lov at sige, hvad jeg øn­ sker Politiken, saa er det, at det mere og mere bliver et Landsblad, altsaa mindre og mindre et bestemt Partis Tribune. Videre siger jeg særlig Tak for Bla­ dets kærlige, uafladelige Omsorg for de Smaa i Samfundet. Jeg har aldrig set Magen i noget andet Blad! For­ uden at det bringer højst fornøden Hjælp til Trængende, øver det et sandt Opdragerkald blandt de Bedrestillede. Lykke til! Og hils Deres Medar­ bejdere fra Deres bestandig hengivn© Bjørnstierne Bjørnson.

B j ø r n s o n s s i d s t e B r e v . Ved Politikens 25 Aars Ju­ bilæum den 1. Oktober 1909 sendte Bjornstjerne Bjørnson fra sit Sygeleje Bladet følgende Brev: Aulestad, Septbr. 1909. Hilsen fra Aulestad til Politikens Medarbejdere. Sæ re Ven! De véd maske ikke, at jeg ligger til Sengs, og at jeg fra Sengen flyttes over i en mekanisk Stol og fra den tilbage i Sengen, at jeg som Følge af en saadan Tilværelse er nervøs og nedslagen. Jeg kan selvfølgelig ikke være med i Politikens Jubilæumsudgave paa, anden Maade end med denne min Bly­ antshilsen til Dem personlig. Jeg hol­ der af Politiken, ikke mindst siden De Sav den nyt Format og ny internatio­ nal Aand. Jeg har haft og har gode Venner i det Blad, hvis Virksomhed jeg har ^^ede af at følge, og hvis Mening jeg

JG ju $ c e n e a f » H a g u a r l i t og S ign e» .

Dagen efter, at Friluftteatret i Ulvedalene var blevet aabnet, bragte Politiken paa sin Forside følgende Linjer:

Det blev en uforglemmelig Aften, gribende ved den mægtige Naturstemning, der beherskede alle Sind, indholdsrig ved den unge og stærke Kunst, der syntes^ skabt ud af selve Stemningen, født under de grønne Bøge og den matolaa Sommer­ himmel, der hvælvede sig over Dyrehavens Bakker og Dale. De Tusinder, som oplevede dette ejendommelige Sammenspil mellem dansk Natur og højkultiveret, frisk og levende Kunst, forstod ogsaa, hvorledes Naturen paa sælsom Vis forstærkede Indtrykket. De mange smaa Tilfældigheder — en Fugl, som synger, nogle Kirkeklokker, dér kimer i det Fjerne, tilsidst Duggen, som falder, og Tusmørket, der svøbte Ulvedalene i de lyse Sommernætters Dæmring — alt det, der sker efter hver en skyfri og mild Skærsommerdag, føltes i Aftes næsten som en hemmelighedsfuld Indgriben af højere Magter. Den danske Digtnings Muser og Gratier vaagede over Friluftscenen, og Tilskuerne tog hjem gennem den dunkle Skov med.et Eventyr i Hjertet — en Skønhed var aabenbaret, en Klang af Ord og Musik skælvede endnu i de sidste hendøende Toner under Nat­ himlea,