S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

13

P O L I T I K E N

t . O k t b r .

Om Kong, Christian den Tavse Hviler Vinterens Pavse.

Folk, som tror paa den og sætter Li- | lykkedes for Nogen. En Dreng, der | Vi- sprang paa hærdede Fødder ret ind for den. hed Lejf og ra r Byens dristigste Glit, blandt GærcLemea Tidsler og Agertorn Jeg tænker paa Høstens Tider. Vi, som har misbilliget Fremgangs- sagde tidlig om sig selv, at han skulde

graver det med sin sædelige Alvor. Man tillader sig kort sagt fra bégge Sider over for dette Spørgsmaal en væsentlig stemningsfuld Beh andli ngs- maade. Hvorfor? — Fordi det kun an- gaar Kvinderne reelt, de maa økono­ misk betale Gildet — foreløbig endda kun den fattige P art af dem. Det er endnu slet ikke. blevet det samme: at bedrage en Kvinde og at bedrage: en Mand, det. viser sig bl. a. i denne taabeli'gt stemningsfulde (æste- tisk-lystige eller moralsk-bedrøvelige) Tone, hvormed man behandler For­ holdet mellem Kønnene i. den alminde­ lige Diskussion, uagtet det rummer Kvindernes aLvorligste, økonomiske Anliggende. Var det Mandfolkenes Penge, det drejede sig om, skulde man nok træffe em mere saglig,, forretnings­ mæssig Tone. Hvor gennemtræng! den offentlige Mening paa dette Punkt er af stem­ ningsfuld Flothed paa. Kvindernes Be­ kostning, saå man et. godt Eksempel paa, da Valdemar Rørdam i Gudrun Dyre anbefalede det saakaldte Løn­ bryllup. Det havde en saa udpræget ridderligt sindet Mand, som Rørdam er, visselig ikke fundet paa helt ud af sin egen Natur. Og det hjælper ikke, om han muligvis vil indskrænke Lømhryllupets Berettigelse til kun at gælde det enkelte, beskrevne Tilfælde. Kan Sigurd forlange det af Gudrun, saa vil en hvilken som helst Peter jo ogsaa mene sig berettiget til at for­ lange det af sin Amalie. — Hvilket? — J a — stemningsløst, økonomisk og retfærdigt set — dette: at Amalie skal yde visse Værdier til Peter uden af denne at modtage Betaling derfor eller nogen som helst Sikkerhed for Betalin­ gen. Og Værdierne, som Amalie ud­ leverer, er jo ikke blot hendes Mødom etc., men frem for alt hende økonomi­ ske Fremtid; hun opgiver Sikkerheden for at kunne klare sig selv i Livskam­ pen (i Tilfælde af Barn), hvis Peter svigter. Og Forklaringen, som Peter giver hende af dette sit urimelige og nridderlige Forlangende, er den, at saaledes er det hele mere stemnings­ fuldt; Hun vover, og han giver hende saa bagefter den ønskede Sikkerhed. J a — hvis Peter er lige saa hæderlig en Mand som S ig u rd .------------ Jakob Knudsen.

Iengang vil komme dertil, at Staten løn­ ner Mødrene for deres Børns Under­ hold og Opdragelse. Og jeg haaber, den vil indskrænke sig hertil, og at den ikke (paa socialistisk Vis) selv over­ tager Børneopdragelsen, thi i saa Fald vilde jeg rigtignok foretrække selv den mest forældede Ordning og finde de nuværende Forhold vidunderlige i Sammenligning med det nye. Over­ tager Staten Børneopdragelsen fra den spæde Alder, da er dermed den tru­ ende. Maskinisering af Menneskeheden fuldbragt Men først naar dette er ordnet . først naar Kvinden har faaet Staten til Forsørger i Stedet for Manden — kan der blive Retfærdighed i at løsne Forholdet yderligere mellem Mand og Kvinde. Indtil da vil næsten al F ri­ heds-Tale paa dette Punkt været, skjult eller aabenlys Uret mod Kvinden. Først naar Kvinden ad anden Vej er blevet sikret Godtgørelse for det øko­ nomiske Tab som Kærligheden, gen­ nem Barnet* bringer hende, kan kun

Fader førte de buede Hug ind imod Agerens Sider.

maad'en med Unionens Opløsning, har intet Øjeblik underkendt Folkets Ret. Vi’ har misbilliget Fremgangsmaaden ud fra andre Grunde, som jeg her ikke behøver at gentage; thi hv^r Dag vi­ ser desværre deres Sandhed. Denne Protest mod dem i Sverige, der kalder os æreløse og troløse, maa jeg nedlægge, fordi jeg ser, at enkelte

skaffe Ørnene bort, og en Dag først paa Sommeren gik han til Vejrs. Byens Folk samlede sig under Fjeldet for at se paa Vovestykket, de Gamle fraraa- dede det, de Unge skyndede til. I Be­ gyndelsen gik alt godt. Selv dér, hvor

Og en graa Januar' Tog d'eni Krone, han bar. Ingen Fakler, der flammer, Ingen Guldglans brammer. Bag den mørknende Rudø Om> Kong Christians Pude. Mer et Hjem end et Slot, Mer en Far end en Drot. Kun en Vinterdags Graat—• Som det er, er det godt. Thi, Kong Christian! Du var Som den graa Januar.

Kornet faldt under tørre Suk De minded” om Døden og Veen Moder samlede Skaarat: i Neg. Og Fader hvæssede Leen, saa Eggen arrigt mod Strygen skreg

Snart trak jeg af Sted med Kvæget Fjeldet begyndte at hænge ad over, fandt han behændigt Fæste for Haand ’ og fæsted’ hvert Høved’ ved sin „Hæl" og Fod'. Til sidst hang han hejt oppe j Snart lød', gennem; Faarebræggt. har taget mig til Indtægt. Skal vi j under Bjergknasten, og Spændingen . et ^Uigt krav tiJ mm Hyrdesjæl

Nordmænd endelig være æreløse o g !mellem Tilskuerne skabte en Stilhed, troløse, saa maa jeg bede om at faa Isaa den ene kunde høre den anden være med i det Selskab.

Jeg løb mellem Bakken og Fjorden om Kap i en overmodig Hast med Skyernes Skygger paa Jordes Smaadyr under Foden som Bubier brast. Jeg lytted’ i Aftensvale, naar hele Naturen andægtig holdt Mund Kun fjernt i krogede Dale vufféd’ en underjordisk Hund Mia Sang er ea Miadekæde. Jeg gjorde den gerne altfor lang Hvert Vers er en gammel Glæde., jeg værner om gennem Tidens Gang. Thøger Larsen.

trække Vejret. Da begyndte han at trættes. En lille Sten kom rullende ned ligesom et Forvarsel. Kort efter glippede Taget for den ene Haand. Han fik fat igen; men nu gled Foden og samtidig slap den anden Haand. En hel Strøm af Sdnd og Sten og Muld tumlede ned over Fjeldsiden. E t Øjeblik efter laa han opreven og uken­ delig paa Jorden. Fortællingen slutter n^ed de Ord af en af Byens Ældste: „Det er godt, noget hænger saa høj't„ at ikke alt Folket kan naa!" Den, som første Gang uden Forud­ viden læser denne vidunderligt fortalte lille Historie, venter vistnok, at dem kække Lejfs Vovemod skal føre til em lykkelig Sejr over det højtbyggende Røverpak. Paa Grund af Overraskel­ sen føles hans Ulykke dobbelt tragisk« En lignende smertelig Skuffelse h a r Mange følt over de sidste Begivenhe­ der i Norge. Et stort og modigt F o r­ søg er mislykkedes og Evropas konge­ lige Ørne har paa ny vist Verden, hvor utilgængelig og velbefæstet de har op­ bygget deres Magt. Thi man kan be­ gribe, at de har hvæsset deres rov­ begærlige Kløer, siden et Folk med en Uafhængighedsfølelse som det norske kan lade sig fratrue sin Selvbestem­ melsesret. Men som den kække Lejfs Ulykke kun var en Episode i Egnens Kamp og ingen Afslutning, saadan er det norske Kongevalg vel ogsaa kun et Indskud, et Mellemspil i det store Frigørelses­ drama, og sidste Akt kan endnu bringe Sejren. For der hænger ingenting saa højt, at ikke Folkenes sejge, samlede Vilje en Gang vil naa det. Henrik Pontoppidan. (4/12 1905) V e d F j o r d e n . E k u n g D i g t e r f r a L e m v i g . Digtet skyldes en meget begavet ung Forfatter, som har haft saa svært ved at slaa igennem, fordi ban bor herude i Provinsen (Lemvig), hvor den poeti­ ske Sans er ringe. Hans sidste Digt­ samling, Jord, indbragte ham dog me­ gen Ros — ogsaa i Hovedstadspressen. Af Nutidens danske Lyrikere er der ingen, jeg knytter større Forhaabnin- ger til end til Thøger Larsen. Han er noget tung og ru, men ved Iagt­ tagelsens Dybde og Inderlighed kom­ mer han højt op over Grosset af poe­ tiske Nøølekræmmere. Ted Fjorden,, Jeg elsker de kløftede Bakker, hvorunder min Barndom Lyset saå, hvor Skygger med Tænder og Takker før Aften langt over Agren laa. Om Morgenen flunked’ en gylden, skællet Solbad paa Fjorden der. Og Killingen lumsked’ i Hylden, men fik nok hverken Fugl eller Fjer. Jeppe Aakjær anbefaler den endnu ukendte Thøger Larsen. Forfatteren Jeppe Aakjær, der sen­ der os følgende Digt med Anmodning om at trykke det, skriver om. Forfat­ teren:

Jeg nedlægger denne Protest i et dansk Blad. Vi paakalder vore Fræn­ der» Opmærksomhed. Bjørnstjerne Bjørnson.

(19/10 1906.)

P o s t f e s t u m .

Ved den berømte Raadhus- fest i Anledning af Drachmanna 60 Aars Fødselsdag kom Dig­ teren i sin Tale til at fomærmøl det kjøbenhavnake Bourgeoisis Damer. Han blev stærkt angre­ bet og rejste ud af Landet efter! at have sendt Potitiken følgendø Svar.

(13/11 19050

Atter hvirvles der Støv op i mini kære Fødeby — samtidig med' at Løvet falmer og Sommeren dør. De lyssky Gnavere vimser frem a£ deres Huller, kradser Fejeskarnet opi og kaster det i Øjnene paa Publikum — for at træffe mig. Nuvel; hver Dyreform bar sin sær-* egne Metode og sine særegne For- maal. For en Gangs Skyld — inden jeg atter forlader min Fødeby — sætter jeg min Livsførelse imod Rotternes. Jeg har været noget af et Søndags-* barn. Jeg h ar skyet Skyggen og søgt Lyset. Vel ogsaa af den Grund fester man! omkring mit Navn. og min Livsger- 1 '■i•’ i*.$ 70* '<.rpJ-':t ’ ,V' v t&T> ning. Andre Søndagsbørn — Bjørnson! f.„ Eks. — tager Folke-Pædagogik* Moral og Lærebog med sig til Fest-* pladsen. Jeg bar kun mit Livsmod, min: Kunstnerglæde og min Tillid til „F ok ket“ at feste med. Trods den Ligevægt i Sindet, soml sligt afføder, kan Bevægelsen i et stor! Øjeblik overvælde En. Og jeg ble^ overvundet. Ansigt til Ansigt med den stor« Forsamling følte ieg, at hvis jeg havdel givet efter for Indtrykket, da var jeg bristet i Graad. Det forekom mig, at Raadhuset var en stor Kirke, Forsamlingen et Kæmpe-Orgel, jeg selv i Beskedenhed den graa Organist. Han tør ikke giv« „fuldt Spil“. Ikke for Kirkens Skyld — den staar støt nok. Ikke for Orglets Skyld — det b ru ser, bestandig sin nendelig sammensatte Brusen. Men Organisten? Han er ikke ung længer — selv om hans Sind er rankt og stærkt. Han kunde synke sammen* dræbt af sin Bevægelse, hvis han m ini dedes Alt. Hvis han mindedes den Række Aar* hvor hver Brosten i hans Fødeiby glø­ dede under hans Fødder — fremmed og ensom og lykkelig, som han var* netop ved en Kjøbenhavnerinde, en Folkets Datter, der gav hans urolig« Liv dets Indvielse, dets Dybde og dets Varme. Nn stod tusinde Kjøbenhavnerinder der! Igemiem den ene elskede han dem* førte deres Fane, sang deres Sange* voksede under deres Smil, ikke mindr« end under deres Taarer. Men for at frembære sin Tak til dem maatte han tillige erindre, hvor­ dan Mændene i hans Fødeby forsøm­ mer dem, fornærmer, forflader og til sidst forlader deml Og saa stærk er ikke den graa Or­ ganist, a t han vovede det. Han drog blot — med let Haand* halvt spøgende, som stod han i et Ate­ lier — en enkelt ydre Linje frem, ed Linje, som hans afdøde Ven saa tidt i kunst-begejstret Alvor havdø tegnet — den yndefulde, mønsterværdig« Linje, som kendemærker denne Bys unge Kvinder — forud for ehvert an­ det Lands — naar Øjet følger dem f r i Ryggen af.

Ø r n e r e d e n .

Det norske Kongevalg inspi­ rerede Henrik Pontoppidan til følgende Betragtninger:

Det var en Gang i Sommer i de lyse Nætters Tid', i en mørk Søbod under Lofoten, nogle Uger efterUnions- opløsningen. Der sad en halv Snes Mennesker og talte Politik og drak 01. P a a en enkelt Undtagelse; nær var de alle Nordmænd. Som overalt, hvor Norske i den Tid farsamledes i Frihedens Navn, var Statsminister Miohelsen usynlig til Stede. „Han skal være vor første Præsi­ dent!“ sagde En. „Det h a r den kække Gut fortjent!“ „Det er sikkert det!“ brummede et Kor inde i Halvmørket. „Men. dersom nu Svenskerne mod­ tager jeres Tilbud om at adoptere en Bernadotteprins?“ spurgte den Frem­ mede. „Det gør de aldrig!“ lød det som med én Mund, og der var baade Latter og Trusel i den. „Men jeg har hørt enkelte udtale Frygt for, hvad I kalder de kronede Hoveders Fagforening.“ „Hør, min Ven! Vi Norske er et Foregangsfolk. Dertil har det sidste Hundredaars Kamp skabt os. Vi har i Grunden allerede Republiken. Vi mangler bare at vælge Præsidenten." „Saa leve Republiken dal“ „Ja, Skaal paa det!" Saadanne Scener gentog sig i hine lyse, forhaabningsfulde Sommerdage i Riget. F ra Hammerfest til K ristiania — mindst maaske det sidste Sted — rar man saa godt i Gang med at lufte ud efter Kongedømmet, at man f. Eks. kunde høre misfornøjede Ytringer, fordi Postskibene ikke havde taget Kronen ud af Flaget. Nu skal Norge igen have en Konge, valgt af selve Folket, en fremmed Prins, som for et halvt Aar siden næp pe kendtes deroppe, hverken af Navn eller Gavn. Sikkert vil han blive mod­ taget med overmægtige Hurraraab, Kammsalut og andet loyalt Spektakel, om ikke af anden Grund saa for at overdøve Hjertets Klagesange. Selve Statsminister Michelsen vil modtage Landets unge Hersker paa Piperviks- hryggen, og med et mægtigt Følge af overbeviste Republikanere vil han bli­ ve kørt op til Slottet. Og der vil ikke være noget at le ad eller spotte over. Der er tværtimod Tragedie deri. Uvilkaarligt mindes man Bjørnstjerne Bjørnsons lilla For­ tælling „Ørnereden“ og dens tragiske Udgang. Højt oppe over Landsbyen — fortæller han — var Reden lagt paa en Fjeldkant, som Alle kunde se, men Ingen naa. Ørnene sejlede ud over Dalen og gjorde Egnen utryg. Snart slog de ned paa et Lam, snart paa et Kid, en Gang tog de endogsaa et lille Barn og førte det med sig. F ra Ung­ dommen af øvede Drengene sig i at klatre i Træer og paa stejle Bjergvægge for ©n Gang at kunne naa op og rive *eden ned; men endnu var det ikke

(30/1 1906),

K o n g C h r i s t i a n .

Jakob Knudsen.

Ved Christian den Niendes Død bragte Potitiken neden- siaaende Digt Det fremtraadte uden Navn, men var skrevet af Professor Vilh. Andersen, der i en sen Nattetime lod sig overtale til at forme disse MindeveTS.

(27/4 1906) H y s t e r i s k S n o b b e r i .

og Manden, uden Uretfærdighed mod hende, blive frit stillet i deres Forhold til hinanden. Jeg mener, at dette i alt for høj Grad bliver overset i de fleste Forhandlin­ ger, der føres om det erotiske Forhold, og endnu mere i de Strejfudtalelser, de Betragtninger en passant, som i saa overvættes rigt Maal Miver det til Del, dette: at Forholdet mellem Mand og Kvinde for en meget væsentlig Del er et økonomisk Anliggende, og at kun under Forudsætning af en grundig socialøkonomisk Omordning kan en Forandring deri foretages. F ra én Side er man snerpet paa det kønslige Omraade, fra anden Side an­ griber man det kønslige Snerperi. Men fra begge Sider glemmer man som of­ test, at Sagen drejer sig om noget me­ get vigtigere end Snerperi eller Ikke- Snerperi, nemlig om økonomisk Ret eller Uret mod Kvinden. Og de mest Snerpede gør hende gerne mest Uret. Saa snart Talen er om Forsyndel­ ser mod Ejendomretten i Almindelig­ hed, faar Forhandlingen altid et al­ vorligt Præg, og den offentlige Mening er fast i sine Domme. En Tyv er en Tyv, det vil sige et Uskud, hvilke øko­ nomiske Teorier man end hylder. En økonomisk Lurendrejer véd man og­ saa saa nogenlunde at vurdere efter Fortjeneste. Det er, fordi Ejendoms­ retten interesserer i mindst lige saa høj Grad Manden som Kvinden. Naar Talen derimod er om det Seksuelle, behager man sig enten i lunefuld, munter Skæmt eller i dystert „sædelige“ Betragtninger. Og man glemmer, at Sagen for de fleste Kvin­ der er og maa være et vigtigt økono­ misk Anliggende — frem for alt dette. Dette Synspunkt skyder man enten, i sin Munterhed, over, eller man under­

En Kronik af Jakob Knud­ sen om det seksuelle Problem vakte en overordentlig Opsigt og affødte en Mængde Indlæg fra de forskelligste Lejre. Neden- staaende Artikel giver Forfat­ terens Hovedsynspunkter,

Paa Amalienborg Vajer Flaget i Sorg.

Bag en mørknende Rude Er Kong Christians Pude.

Jeg hører sely til dem, som mener, at den nuværende Ægteskabslovgivning er forældet. Ja, jeg tror, at Kærlighe­ den en Gang med Tiden vil og maa bli­ ve en akkurat lige saa privat Sag som Religionen — jeg mener: som Religio­ nen allerede bnrde være det. Jeg ser meget vel, at dette langt lettere lader sig ordne for Religionens Vedkommen­ de end for Kærlighedens — af den simple Grund, at af Religionen kom­ mer der ingen Børn, hvilket derimod ikke saa sjældent er Tilfældet med Kærligheden. Jeg glemmer heller ikke de uhyre Vanskeligheder, som faktisk viser sig at være forbundet al­ lerede med det at faa blot Religionen gjort til en privat Sag, end sige da Kærligheden. Der vil gaa lange Tider, inden det sker. Men det kommer sik­ kert alligevel: i det Øjeblik, Forholdet mellem Kønnene forlanges bygget paa Kærligheden — og det bliver jo mere og mere almindeligt — da er der slet ingen Mening i, at Staten bygger noget som helst paa dette Forhold. Den maa for sin egen Skyld søge et sikrere Grundlag. — Jeg mener ganske vist, at den livsvarige Kærlighed er langt den mest lykkebringende, og at derfor (heldigvis) det livsvarige Ægteskab vil holde sig, trods alle Lovfcrandringer, blandt adskillige Mennesker; men jeg mener tillige, at denne Kærlighed er en Undtagelse, som Staten ikke kan byggo »ngentiug paa. Jeg antager, det

Han blev født i April Under Foraarets Smil. Men en graa Januar Tog den Krone, ban bar. Der er stille i Staden, Regnen drypper paa Gaden. Er det Tilfældets Lune? Er det Sandhedens Rune? Det er Vinterens Pavse For Kong Christian den Tavs«

Han blev født i April Til et Taaresmil.

Der kom Stormvejrs Brus Om hans gamle Hus.

Der kom Foraars-Bløde Og Midsommer-Grøde. Der var gærende Kræfter Som det groede efter. Der var Høst, som laa øde. Der var Blomster, som døde. Knap et Pip af en Fugl Til en Fattigmands-Jul. Men i Storm og i Sus Stod hans gamle Hus.

Jeg saå paa Vandenes Slikken om Sten paa den lange Strand Jeg hørte den klingre Prikken af Tordenregn i et stille Vand.

Jeg sejled’, hvor Fiskene svømme paa farefuld Færd blandt Fristerens Agn. Jeg lytted til Bøndernes sære Sagn, der minder om onde Drømme. Om Sylden var der saa frodigt af grønne, fligende Urter smaa De vokste nøjsomt og modigt og lod sig med Taalmod fræde paa.

Der skal Tid til at bie Der skal Mod til at tie. For det biende Land Stod den tiende Mas

Med Grøde i Sindenes Rødder leged’ vi JBørn ved det høje Korn.