S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

9

I. Oktbr.

P O L I T IK E N

Drønet i Kampens Bulder, det summen* de Jern, det hvislende Bly. Det gældel} om Folkenes Ret og Ry, og derfor: Skul* der mod Skulder.“ Og saa rejste vi begge to, BogcmiSi (3. Oktober 1891). H o l g e r D r a c h m a n n s Holger Drachmann gør R©* de for, hvad han bar tænkt sig med det „Forstads-Teater“, som han i Romanen „Forskrevet*4 skitserede, og som gav Anledning til en interessant Diskussion omi Spørgsmaalet. I Romanen „Forskrevet— hvo; jeg digterisk bygger et Slags Forstads-t Teater op, findes ikke Benævnelsen „literær Variété“. Nu er den saa at sige blevet mig paanødet — men der* for er den lige vildledende. Og vild* ledende er de Notitser, som fremkom* mer i Pressen om Sagen. Jeg bar privat og indtrængende bedet mig for* skaanet; det hjælper ikke; man véd og formoder en bel Mængde; saa maa* jeg vel til Slut udtale. mig. Det bar for mig været et lærerigt Aar, dette, hvori jeg bar søgt at trække Linjerne fra min Roman direkte og praktisk ud i Livet. Jeg har fundet Bekræftelse paa, hvor vanskeligt det er at bygge blot saadan et lille „Slaga Forstads-Teater“ op herhjemme. Alle har gode Raad — gratis— og Ingen har hidtil hjulpet mig. Avtoriteter, Pengemænd, Forlæggere, Fabrikanter, Forretningsmænd, Fagmænd, Venner og Bekendte — alle er de forsigtige, afvejende; de fleste ser i Sagen et kuriøst Indfald, en fiks Idé, som det oven i Købet er under min Værdighed at søge realiseret. Naturligvis! En dansk Digter af Navn og Anseelse har at holde sig paa den Maatte, under hvilken han i en høj Alder, hædret og fattig, lægger sine trætte Ben. Jeg burde slet ikke forundres —* jeg véd jo, hvad Land og hvad B f vi lever i — men jeg er unægtelig nærved at blive noget træt. Ungdoms* elasticiteten er borte; jeg har i Grun* den kun denne ene Idé tilbage — men den rummer ogsaa for mig netop en Opgave, hvorpaa det for en Digter var værd at sætte Navn og Resterne af sine Kræfter ind. Thi dette er Sagen. Et Publikum skal skabes. „En af da mange“ nævner det selv med disse Ord; „Og saa var det et Publikum, der fra Butiker og Kontorer, og fra Nørrebros og Vesterbros Arbejderkvarierer væl­ tede ind ad Dørene og for en 25 Øra nød deres Forfriskning, deres 01 og deres Cigarer og fik Kunstens Vin i Købet.“ Rigtigt! Naar jeg ikke netop holder mig til Udtrykket „vælte ind ad Dø­ rene“ og ikke absolut slaar de 25 Ørø fast, saa er det som talt ud af mig selv! 1— ud af min hele Forfattervirksom* hed, udmundende i den store Bog, hvis Vemod, Jubel, Tvivl, Uro og Begej* string jeg netop kunde ønske at ud* synge for et Folk, der var naivt mod* tageligt nok til at høre; udsynge det i et Lokale, der hverken var for liil« eller for stort; tale til et Publikum* der ikke straks vilde stille de størsta (og mest højrøstede) Fordringer til noget aldeles Nyt og Forbavsende, meni fra en maaske ringe Begyndelse tro* fast vilde følge Ytringerne af dets egeri Uro, Tvivl, Glæde og Begejstring i eni vanskelig og trykket Tid. Hvad mig angaar: Jeg er rede til at kaste Frakken og tage fat — om del saa var i Alliance med „Rundt paal Gulvet“ Jeg nærer ingen doktrinær« Fordomme; jeg kender Grænserne* hvortil jeg selv vil gaa, og jeg vil hava Ynde og Elskværdighed, Alvor og Munterhed paa min Side. Men jeg skal ikke blot have „En af de mange“ til Raadgiver i et af Pressens Organerjj jeg skal have de Mange med mig; og blandt de Mange skal jeg have demf hvis Tro og Tillid, gode Humør og gode Sindelag jeg kan være sikker paa — Arbejdere og Kunstnere, Handels* folk, Studenter, Mænd saa vel som Kvinder, et virkeligt varierende Publi­ kum, der ikke er blaseret. Og jeg skal have den rette Mand ved min Sidø* Det er meget, der skal „haves“. Maa* ske faar jeg det — hvis Kræftern« slaar til, Holger Drachmanti» \

(5. April 1888.)

Hænder, da sker os vor Ret. Men at vi ikke kan glæde os derover, vil en­ hver, der h ar blot Gnist af Fagære, forstaa, Oskar Johansen, j cand. jur.

modet af Politiet om at spasere en lille Aftentur i Stedet for at staa stille og for­ køle deres Maver. * Imidlertid lod Politibetjentene ikke til at have noget imod e lille Batalje. Hen- imod Midnat var der igen mange Folk paa Benene uden for Politiken, og de kamplystne Livjægere, hvoriblandt Hr. Gersdorff og Hr. Gustav Brock særlig be­ mærkedes, fosidttdjede venskabeligt med Politiet * Fra Studentersamfundet og Frem- fkridtsklubben indfandt der sig adskillige af vore Venner, som havde Lyst til at pære med at se paa, hvad der vilde komme ud af Livjægernes Spaseretur. Klokken 12 var Hr. Hørup færdig med sit Arbejde paa Bladet, og det store Tog satte sig i Bevægelse med Hr. Hørup i Midten. Toget talte ved sin Afmarch fra Politikens Kontor ca. 500 Mennesker, men voksede for hvert Skridt, Toget fortsattes, hen ad Østergade, op ad Købmagergade, Kultorvet, Frederiksborggade, hvor det overalt vakte de sene Nattevandreres stør ste Forundring. Paa Vejen raabte Jour­ nalisterne tomme Drosker an og lod dem følge bagefter, for at de hurtigst kunde komme tilbage, inden deres Blade blev sluttet. Langsomt og uden Larm og Støj skred Toget frem, kun en eneste Gang lød nogle indignerede Raab fra unge Stu­ denter, da en af Avisens mest kendte Med­ arbejdere med opsmøget Frakkekrave og Hatten ned over Øjnene forsøgte at blande sig mellem Samfundsmedlemmerne. Fire Politibetjente gik foran. Da Toget nær­ mede sig Nørresøgade, hvor Hr. Hørup har sin Bopæl, løb de i Forvejen, som om de vilde afspærre Gaden, men syntes at blive raadvilde ved deres ringe Antal og lod Toget gaa videre, indtil Hr Hørup naaede sin Bopæl. Næppe var Hr. Hørup kommet til sin Dør, før der uden for den opstod en stor Forvirring, nærmest foranlediget ved den Raahed, hvormed disse Par Betjente be­ gyndte at hugge ind paa et Følge, der havde bevaret en eksemplarisk Ro under Marshen, skønt man fra Livjægernes Side mere end én Gang gjorde Forsøg paa at forstyrre. Trods dette pludselige Chok fra de uvane Betjentes Side brød de tre Fjerde­ dele af de Forsamlede ud i et kraftigt Leve Hørup! Og da der i det samme henne fra Alléen hørtes Raabet: Ned med Landsforræderen! Ned med Æreskænde­ ren! — var der enkelte, som tabte Taal- modigheden, og der opstod et livligt Haandgemæng, hvori man et Øjeblik saå Politiet tumle omkring i Mørket mellem de stridende Grupper, der havde vanske­ ligt ved at kende Ven fra Fjende. Omsider ophørte dog Tumulten, og Po­ litiet førte en Herre bort, der havde brugt et Ord, aom Hr. Gustav Brock følte sig særlig pinlig berørt ved. Bagefter den Anholdte samlede sig en skrigende og hfijende Flok, som med Hr. Brock, Baron Gersdorff og Forvalter Blauenfeldt i Spid­ sen fulgte med Politiet til Graabrødre- torv, hvor den foreløbige Rapport blev op­ taget * Efter at Politiet havde fjernet sig med sit Bytte, spredte Deltagerne sig mellem Træerne i Alléen og blev dér Vidne til det morsomme Syn, at 7 Gendarmer med Geværer og Chakot i stiv Takt marcherede hen og stillede sig op som en Æresvagt uden for Hr. Hørups Bolig, i hvilken samtlige Beboere syntes at være kommet op, thi der var Lys i alle Etagerne. * Under Marchen til Hr. Hørups Bolig var der sket en Anholdelse af en ung Gro«serer, som var med at følge Hørup. Ved denne Lejlighed udviste Politibetjent Nr. 294, kendt fra andre Lejligheder for sin bryske Adfærd mod Publikum, en i høj Grad brutal Opførsel. Den unge Grosserer kom paa Østergade i Ordstrid med en Herre — efter Sigende en Hr. Faaborg — der gik og svippede med en Ridepisk og udlod sig med, at »de skulde have Prygl“ o. s. v. Herren med Ridepisken skældte Grossereren ud for „Svin“, „Jødedreng“ m. m., og da Grossereren bad Politiet lage sig af den uopdragne Herre, greb Politibetjent Nr. 2i*4 Grossereren i Nakken og smed ham til Side. Da Grossereren protesterede, blev han anholdt for „Vold mod Politiet-“. Flere Herrer fulgte med som Vidner, deriblandt Livjæger Sielles Søn, Løjtnant i Artilleriet Siette, der havde været i Følgeskab med Ridepisken. Paa Politistationen blev den Anholdte først behandlet med udsøgt Uhøflighed og siden fulgt til sin Bolig af Politi, der skulde forvisse sig om Rigtigheden af hans Bopæl-Opgivelse. Hvordan det gik Manden med Ride­ pisken vides ikke bestemt. Et Rygte for­ talte, at en Politibetjent havde vist den Konduite at tage sig af hans Person. Hans Ridepisk tog et af Studentersamfun­ dets Medlemmer sig af,

de har saa vist heller ingen Grund dertil. Det er altid ubehageligt at op­ dage, at man ikke forstaar sig paa det, som man har viet sit Liv, og siden den 15. Oktober er saare mange Jurister stillet over for den sørgelige Nødven­ dighed at maatte bekende, at enten har de ikke Begreb om Lovfortolkning, eller ogsaa har Højesteret det ikke; thi den tredje Mulighed er navnlig for Jurister for uhyggelig til, at den kan bruges. Men naar en Ju rist er kom­ met i et saa bedrøveligt Dilemma, for­ staar man, at Humøret ikke kan være det bedste. Og desværre er der ikke Udsigt til nogen Trøst; thi dø vel­ mente Forsøg paa at finde en ganske særegen objektiv Fortolkningsteori, som skulde kunne forklare den pro­ visoriske Højesteretsdom og bringe lidt Overensstemmelse tilveje mellem Højesterets og andre Juristers ju ri­ diske Bevidsthed, er ganske mislykket. Og det er da ogsaa svært at forstaa,

N o t i t s u n d e r R u b r iK e n „ K ø b e n h a v n “ .

S t o r k e n .

I Firserne skrev Kaptajn W. Dinesen i Politiken under Mærket Boganis en Række „Jagtbreve“ i Smag med neden­ staaende om Storken. De er se­ nere samlet i Bogform og ind­ tager en anerkendt Plads i dansk naturbeskrivende Litera- tur. Man lægge Mærke til Slut­ ningen, hvor Forfatteren — ef­ ter sin Sædvane — gaar fra Prosa umiddelbart over i ri­ mede Vers.

Undertiden viste Hørup sig ! en sen Nattetime paa Re­ daktionen g nedskrev, med Overtøjet paa, smaa polemiske Udfald som nedenstaaende om Militærvæsnet, 16. Maj 1836.

21. Jan. 1887.

Bagens Nyheders Forsøg paa at snak­ ke fornuftigt mislykkedes naturligvis fuld­ stændig og saa at sige øjeblikkelig. Det var, hvad man kunde vente. I Gaar snak­ ker vi igen i den gamle Kulør, det vil sige sort. Bladet fortæller, at Hr. Hørup sø­ ger Svagheden ved vort Militærvæsen deri, at vi ikke kan forsvare hele Landet. Nej, saamænd gør Hr. Hørup ej. Han søger Fejlen deri, at vi slet intet af Landet kan forsvare, ikke andet end en Fæstning, som vi heller ikke kan forsvare, men hvis For­ svar i hvert Fald ikke dækker nogen som helst Del af Landet. Ulykken er, at Fæst­ ningen netop lader hele Landet lig aabent for Fjenden, og det er en meget betydelig .Ulykke. Thi at Bagens Nyheder „med Krigs­ historien for Øje“ bilder sig ind, at Kjø- benhavn forsvarer Sjælland, det or en fuldkommen barnagtig Indbildning. Bla­ det skulde tage sig over at læse blot den officielle Forsvarsplan af 1879, saa vilde det dog have en Smule Begreb om Tinge­ nes virkelige Sammenhæng og ikke være nødt til at gaa paa den bare Krigshisto­ rie, hvilket er en noget svigefuld Grund at gaa paa, ogsaa for Folk, der har set mere deraf end Dagens Nyheder, som an­ tagelig ikke har set mere af Krigshisto­ rien, end man kan se paa Ryggen af en Bog. Men naar vi ikke kan forsvare Landet, saa er vort Militærvæsen Vrøvl, siger Ba­ gens Nyheder, og saa bør vi afskaife det. Ja, prøv paa det! Da man arbejdede paa at gøre Guld, opfandt man Porcelæ­ net. I sine Bestræbelser for at afskaife Militærvæsnet vil Dagens Nyheder møde Hr. Hørup i det Begyndelsespunkt, hvor man enes om ikke yderligere at forøge det. Det vilde være en smuk Tanke, om vi derfra kunde følges ad til at redde nogle af de Millioner, vi i de sidste AaT alt for ødselt har anbragt paa denne saa særdeles tvivlsomme Konto.

Under det bevægede Valg til Folketinget i Foraaret 1887 skrev Georg Brandes anonymt en Del smaa politisk agitatoriske Artikler (en Dag i et enkelt Nu- mer 7). Der gengives her en af disse smaa Artikler.

Sneppetrækket lader bestandigt vente paa sig, man har endnu intet hørt om den første Vaarsneppe fra Statsskovene, der sendes ind til det kongelige Køkken og indbringer den heldige Skytte 5 Rigsdaler foruden Æren; men Stæren, Viben og Mus- vaagen er da kommet, og der er en og anden, der har set Storken. Det er en Begivenhed, ak! efterhaan­ den en sjælden Begivenhed, at se en Stork. I vor Barndom var der ikke en ordent­ lig Gaard i Landet, som ikke havde sin Storkefamilie — Storken hører ikke som Svanen fornemt kun hjemme paa Herre- gaarde og Slotte, den holder fuldt saa meget af Bøndergaarde, og især ynder den Præstens hyggelige Straatag — tidt var der mere end en Familie, og der var flere gamle Ægtepar eller nystiftede Menager, end der var Reder, derfor kæmpedes der om dem paa Liv og Død, og til Tak for Husly sendte Sejrherren i Sommerens Løb en Unge eller et Æg eller maaske blot en af de lange Svingfjer ned til Gaardens Ejer. Det gav Lykke. Og Ejeren lod Reden i Fred fra Aar til Aar, indtil den ved stadig Udbedring voksede i en saadan Grad, at den truede med at knuse Tag­ værket; saa rev han den ned — og der kunde være flere Læs Kvas i en saadan Rede — og Storken byggede paa ny, fra Tagryggen. Men efterhaanden blev Stor­ kene sjældnere og sjældnere, der var ingen Kamp, der var Reder i Overflødighed men Mangel paa Beboere, og det nyttede ikke at lokke med lækre, lune Reder i polstrede Hjul, de fik Lov at staa tomme; der var flere Reder, end der var Storke, og den ene Gaard efter den anden var Storke-løs. Det føltes næsten som en Ulykke hele Landet over, da Storkene tog af — en Nationalulykke kan man ikke kalde den; den var ikke fælles; der findes fremdeles en Del begunstigede — thi Storken er Tegn paa Lykke, og vel havde man ikke ud- fordret og trodset Lykken, som hvis man havde sløjfet en Kæmpehøj; man havde jo ikke skudt Storken, men havde tvært­ imod gjort alt, hvad man kunde, for at lokke den; men derfor søgte man dog alle mulige gode Grunde og undskyldende Om­ stændigheder til Forklaring for den tomme Rede, og den almindeligste var, at Stor kene var omkommet paa Farten over Mid­ delhavet, voldsomme Storme havde for- slaaet dem og kastet dem ned i Bølgerne, udmattede Fugle havde i Tusindtal for­ gæves søgt Redning paa Skibene, og Kysterne var bedækket af deres Lig. Eventyrl som alt om Storken (Storken var H. G. Andersens bedste Ven); det var ikke Middelhavet, der ødelagde Storkene i Dan­ mark, det var Drænerøret. Hvad skal de lange røde Hoser bruges til, naar der hverken er Enge eller Moser at spankulere i, naar man kan gaa Landet rundt Dansesko uden at blive vaad om Fødderne? Hvad nytter det lange spidse Næb, naar der ikke er saa meget som en Porsetue at bore i? Der er ingenting, der frister Danmark, derfor bliver Storken i sit Hjem i Nordafrika. Men dette Jagtbrev handler jo slet ikke om Jagt. Det er ikke saa underligt; thi som der stod i den illustrerede A—Br-G fra vor Barndom: Den Jægersmand gaar ud paa Jagt Den er hellig, Storken, fredlyst over­ alt — og Sneppen er forfulgt og efter­ stræbt, hvor den viser sig — der behøves intet Lovbud, ingen internationale Over­ enskomster for at beskytte den og værne am dens Liv — ag vore Lovgiveres Kær­ lighed gaar vel ikke til et Udtørringsfor­ bud — den staar over Loven eller uden for den, som man vil det; men derfor, for­ di den ikke er Vildt, ligger den ikke uden for Jægerens Forstaaelse: de to er Ven­ ner, de kan tale sammen. Jeg drev en Efteraarsåag omkring med Hunden, Bassen og Posen. Tanken, løb i Streger og Sving, frem og tilbage i sære Spring — saa saå jeg en Stork i Mo­ sen. En Stork er dog en underlig esn, naar man betragter den nøje. Den stod og hang paa det ene Ben; stiv, som om den var gjort af Sten; Men jeg læste i Storkens Øje. „De andre kresende fløj af Sted, jeg længes, dødstræt af Hvilen; jeg higer ef­ ter at komme med, jeg har ikke Ro, jeg har ikke Fred, jeg maa sydefter, ned til Ni­ len.“ „Jeg længes bort, hvor jeg sad saa tit, ved Vandfaldet fjernt 1 Skoven. Der kives man ikke om Mit og Dit: Vandet, der falder, er lige saa frit, som Jorden og Luften foroven.“ ■Jeg længes efter den hvide Sk; og Hjort, Hare, Ræv, tag jer i Agt. Du Stork kan rolig gaa din Vej, Thi Jægeren dig skyder ej.

Tager du Stokken op, faar du Prygl, og tager du den ikke op, faar du ogsaa Prygl! Stemmer I med, Venstre, gør Hr. Estrup alligevel, hvad han vil. Og stemmer I mod Venstre, gør Hr. Estrup ogsaa, hvad han viL

"

t

”

(17/11 1886)

'mm

Ved Højesteretsdom, hvortil der sigtes i nedenstaaen­ de Artikel, var „Social-Demo- kraten“s Redaktør blevet idømt 14 Dages simpelt Fængsel i Henhold til en provisorisk Straf­ felov af 2. November 1885 § 3 om „Ophidselse af Klasser eller Dele af Befolkningen“, uagtet Loven var udstedt paa en Tid, da Regeringen som Led i den politiske Kamp vilkaarlig havde udsat Rigsdagens Møder, uagtet et ligelydende ved privat Initiativ indbragt Lovforslag derefter var forkastet af Folke­ tinget, og uagtet den Rigsdags­ samling, hvori Loven var fore­ lagt af Regeringen i Landstinget, var sluttet, uden at Loven var blevet godkendt. Artiklen var den første, Os­ kar Johansen skrev i „Politi­ ken“. Som et lille Tidsbillede kan det have Interesse at nævne, at Højesteretssagfører Bagger, hos hvem han var Fuldmægtig, Da­ gen efter Artiklens Fremkomst beklagede at maatte opsige dette Forhold, da man i Højesteret havde ladet ham forstaa, at en Sagfører ved Retten ikke kunde have en Fuldmægtig, der skrev saaledes. den

m m

mä

i l i l

Herman Bañar*

Gør hvad du vil, Prygl faar du i hvert Tilfælde. Men en ærekær Mand tager over for en saadan Trusel Stokken op, og han sørger for, at det ikke bliver paa hans Rygstykker, den kommer til at danse.

lu vad det skulde være for en Teori — den være nok saa objektiv — der kun­ de forklare, hvorledes Lovgivnings­ magten paa en Gang kan være hos Kongen og Rigsdagen og hos Kongen og ét Tings Flertal, hvorledes fore­ løbig og endelig kan betyde det samme. Nej, Juristerne faar sørge videre, beklagende deres Dumhed og stræben­ de at blive Professor Matzen lig, thi han forstaar at kende Forskel paa godt og ondt, og han h ar den rette Frejdighed i sin Opfattelse af Viden­ skabens Værdighed og Perfektibilitet. Men Juristerne har flere Sorger. De kan ikke glæde sig ved Tanken om Fremtiden; thi hvad den vil bringe dem, bliver aabenbart ikke lutter Be­ hageligheder. Lad os en Gang tænke os, at Højre faar sin Bekomst — tænke sig det kan man jo have Lov til. Hvad vil saa ske? Ja, naturligvis vil man puste lidt efter Anstrengelsen med at have faaet væltet den Sten. Men derefter vil Regnskabets Time komme, og man vil spørge Juristerne: hvorledes h ar I forvaltet det Pund, der var Eder be­ troet? Var det ikke Jer, der skulde værge Lovene? Hvorledes h a r I gjort det? Og Juristerne vil rødmende gem­ me Hovedet ved Nellemanns Barm. Saa kommer Dommen: I maa have Lægfolk ved Siden. Nu véd jeg vel, at dette alt nu er et almindeligt Ønske, som kun paa Grund af Tidernes Ugunst henstaar uopfyldt. Men jeg véd ogsaa, at der er mange, for hvem Lægmandsdom­ stole er en Gru, og som ikke h a r følt sig svækket i deres Uvilje derimod ved Udlandets Erfaringer. P aa dem er Munden nu stoppet. Og vi kan takke vore Domstoles Optræden under den staaende politiske Konflikt derfor. Thi de h ar vist sig saaledes, at Ræsonne­ mentet: Værre kan det da ikke blive, har faaet Kurs. Lad da Juristerne bøje deres Ho­ veder, og lad os erkende, a( naar Lo­ vens Haandhævelse lægges i andre

(24. Januar 1887.)

Vi aftrykker her den ofte om­ talte Anmeldelse i Politiken af Drachmanns „Der var en­ gang — Det fremkom, da Drachmann havde slr.aet sig løs fra sine Venner og bl. a. gaaet med til Garderfortets Indvielse. Anmeldelsen er skrevet af Peter Nansen.

Det Feeri i 9 Afdelinger, som Teatret i Aftes opførte, og som har Motiv tilfælles med Operetten Svinedrengen, hører til de nettere af Genren. Teatret har ofret smukke ny Dekoratio­ ner til adskillige af Tableauerne, og Bal­ lettens Damepersonale er flere Gange med Bravour i Ilden. Hr. Lange-Mutter har komponeret ny­ delig Musik til Stykket, og Iscenesættelsen er helt igennem fortræffelig. Teatrets bedste Kræfter assisterer med udmærket Omhu; der er imidlertid kun Smaarolier for de fleste, Hr. Emil Poulsen og Fru Hennings gav s 1mmingsfuldt det prinselige Elskerpar, og Hr. Olaf Poulsen var en utrættelig Hofnar. Publikum, som efterhaanden er blevet noget forvænt med Arten, modtog elskvær­ digt det ny Udstyrsstykke, der dog sikkert vilde vinde ved at forkortes en Del; de fle­ ste af Dekorationerne og Musiknumrene tog Applavs*

Kan man ikke komme til Rette med det nuværende, søger man i Alminde­ lighed sin Trøst i det tilkommende Og dette er en lykkelig Egenskab ved den menneskelige Natur. Hvad vilde vel en Højremand være uden Tanken om Aaret 1893? Og hvorledes skulde vel Regeringen kunne udholde Vinte rens Strenghed og Foraarets Barsk­ hed, n aar den ikke havde Sommeren i Vente med dens pragtfulde proviso riske Blomster, der nu tilmed h a r vist sig at kunne overvintre uden at visne? Ja, selv for Venstre h a r Tanken om Fremtiden sine Tillokkelser. Thi vel mangler Venstre en saa udmærket Spaamand som Hr. Z. til en Gang imellem at varsle Modpartens nær- forestaaende totale Ruin, men saa pes­ simistisk er dog vel ingen, at han tror Politikeren Estrup udødelig, og hvor­ for skulde sund Sans ikke ogsaa en Gang komme til at herske i vort offent­ lige Liv? Lidt Historie h ar vi da lært. Der ør saaledes et tempereret Sol­ skin over hele Linjen. Fremtidshaabet bringer mild Fred i alle Hjerter. Kua Juristerne er ikke glade, og