S_POLITIKEN_MINDENUMER_1884-1924

1, Oktbr.

7

P O L I T I K E N

1884 1,1 3.4 1.5 9,2 34,4 , 0,8

+ % 82 41 340 1482

saa meget mere som de to Blade For­ posten og Middagsposten, som dem længst afdøde Johannes Hansen redi- gerede med bedærvet Talentfuldhed, til Tider har spillet en vis Rolle; man huske f. Eks. Justitsminister Albertia Brev til Middagspostens Redaktør. I det sidstnævnte Blads Redaktion træf­ fer vi bl. a. Lorry Feilberg. Denno forhenværende Bagermester havde tid-* ligere gjort sig fortjent af danskPressø, den Gang han som Redaktør af det hundredaarige Adresseavisen havde søgt at forvandle dette Blad, der før hans Tid udelukkende bestod af An­ noncer, til et almindeligt Dagblad med Indhold. Forsøget lykkedes ikke, Adresseavisen mistede bare sine An­ noncer og gik ind — ligesom senere Middagsposten, efter at Johs. Hansen var fratraadt og Redaktør Heimann (der nu er Indehaver af en Galanteri- og Kotillons-Forretning) havde forsøgt at føre det videre. Hvad Lorry angaar, udvandrede han til Frederiksberg, hvor han som bekendt har indlagt sig store kommunale Fortjenester. Og for at slutte dette Afsnit med en munter Tone, mindes vi til allersidst Emil Opffers lystige lille Sprøjte Klokken 12, der hver Dag kimede Mid­ dag ind paa den høje Førstesal lige over for „Krukkemanden“s Butik i Ny­ gade, * Vi slaar mekanisk Asken af vor Cigar, og Øjet følger uvilkaarlig Røgen, der trækker sig som en blaalig Sky hen under Loftet. Hvad kom der ud af alle de mange Anstrengelser? Intet­ somhelst! Intet andet end spildt Ar­ bejde og ødede Penge! Selv med An­ vendelse af Nutidens Maalestok er det ikke helt ringe Summer, der sattea overstyr paa Blade som Samfundet Dannebrog, Riget og Hovedstaden. Hvorfor gik det da ikke? De havde jo uden Smaaligbed samlet de Journali­ ster, de kunde faa fat paa, de rykkedø ud i et ædelt Formaals Tjeneste: a t rydde Politiken af Vejen, kunde der­ til regne paa jublende Tilslutning, Hvoraf kom det da, at Politiken tri­ vedes og de andre gik til Bunds? Skal man virkelig tro, at der slet ingen Ret­ færdighed er til? Det er haardt paa en Jubilæumsdag! Vald. KoppeL Drømmen i Sort og Hvidf. Vor yngste Medarbejders Bi­ Det sorte Tryk paa det hvide Papir er Kronen paa Journalistikens hver Dag gentagne Eventyr. Det Blad, som hver Morgen bliver til, fylder først Huset med sin durende Musik i det Øjeblik, Pressen sættes i Gang og Rotationens Brummen lyder gennem Kældere og Sale og høres som det svage Brus ud over den morgen­ øde Plads i Byens Centrum. Først naai; Motorerne spiller ind med deres hvirvlen­ de Fart, og Pressen sættes i Sving, toner det eneste Orkester, hvis Morgenmusik gi­ ver Bladmanden Ro. I de Timer, da Val­ serne æder hvidt Papir og udspyr Dynga efter Dynge af færdige Aviser, kan Resten af Huset paa Raadhuspladsen hvile. Da­ gens sitrende Centrum for Hundreder af Nerver fyldes ikke længer af Menneskers Støj, Telefoners Kimen eller Skrivemaski­ ners evige Klapren. Tyve Timers Arbejde er mundet ud i det daglige Faktum PolU tiken . . . snart høres dets Ekko over; Byen, hvor Sporvognene skurrer frem gen­ nem Kurverne. Og saa begynder allerede] en ny Dag, et nyt Liv, en ny Serie af Oplevelser for dem, hvis Lykke det er af være med i det fælles Arbejde. Dagen i Gaar er glemt. Dagen i Dag har sit eget Tempo. Journalisten, hvis Spor kun er Sort og Hvidt, lever selv i et farvestraa- lende Kalejdoskop af brogede Begivenhe­ der. Hans Blad skal være Spejlet for dem alle — Verdensbilledet, som Dagen derpaa sælges for 10 Øre til Hundred Tusinde. Første Gang at faa et Indblik i, hvad en saadan 10-Øre er værd, hvilken sana- drag til Politikens Mindenumer er et Forsøg paa at skildre eu travl Nat i Bladets tekniske Af­ delinger. Det kan hænde, at et Minut bestemmer en Skæbne. Et Syn i et Par Sekunder kan brænde sig fast og staa uudsletteligt, gennem Aar være Genstanden for vaagne Drømmerier . . . Vi stod nogle Stykker en Gang, da et lille, beskedent Blad blev startet. En 12 Aars Knægt saå en gammel Fladtrykpressø sættes i Fart, oplevede for første Gang det Under, at hvide Ark sugedes ind over en Cylinder og smækkedes ud som en færdig- trykt Avis.

1924 2,0 4,8 6,6 145,5 245,7

Som man ser, er der i Løbet af de 40 Aar oprettet 5 ny Ministerier. Ved Bedømmelsen af de ovenanførte Tal maa det haves i Erindring, at der i 1884 ikke eksisterede nogen Konto for Fattighjælp, at Alderdomsunderstøttel­ se ikke blev givet, at der ikke var no­ get, der hed Enkebørnshjælp, Invalide- rente, Sygekassehjælp, Arbejdsløsheds­ hjælp o. s. v., o. s. v., at Staten kort sagt ikke løste sociale Opgaver af nogen Art, naar lige bortses fra Døvstumme­ undervisning og Blindeskole. Vi nævner endelig, at Statsgælden i 1884 var knap 200 Millioner, medens den i 1924 er ca. 1200 Millioner, eller 500 pCt. højere. Karl 1. Eskelund. A fd ø d e k j ø b e n h a v n s k e B l a d e . Et rørt Tilbageblik paa de 40 Aar« Selv en forhærdet gammel Journa list kan føle sig rystet i sit Indre, naar han en Jubilæumsdag sætter sig stille hen og tænker paa de svundne 40 Aar og mindes alle dem, der blev derude Om de Døde kun godt! I nedenstaa- ende Linjer vil Læseren ikke finde Spot eller Skadefryd over højsalige Kolle­ ger, der længst har rystet al denne Verdens Usseldom af sig, men kun en hastig Oversigt over nogle af de Blade, der dukkede op i de 40 Aar, hyppigt med det specielle og udtryk­ keligt proklamerede, altid med det hemmelige Formaal at knuse Politiken og tilrive sig dets Magt og Folkeyndest. Alle forblødte de ynkeligt under For­ søget. Da vi skriver ganske uden Op­ tegnelser, alene paa Hukommelsen, vil Fejl ikke kunne undgaas. Det vil for- haabentlig være en Charme mere for Læserne, der har haft de samme Op­ levelser som vi, og hvis mulig stær­ kere Hukommelse vil kunne fejre Triumfer. * Lad os først ganske kort mindes Morgenbladet, fra hvilket Hørup i 1884 vandrede ud, og dets stille Hensygnen. Heller ikke Dagsavisen, der i nogle Aar havde været det kjøbenhavnske Bor- gerskaibs forkælede Rædsels-Barn, overlevede synderlig længe Politikens Fremkomst. Først døde dets Tvilling­ broder, Den ny Tid, saa det selv. Bog­ trykkeren Axel Henriques ejede Bladet og trykkede det; men — som Robert Henriques bemærkede — da Forholdet blev det omvendte, da Bladet var be­ gyndt at trykke Axel Henriques, saa lod han det gaa ind. Secher, dets Re­ daktør, genfinder vi jo senere i Danne­ brog, Charles K jerulf kom til Politi­ ken, den skikkelige N. J. Berendsen, der højst med Urette udskreges som Indbegrebet af parisisk Fordærvelse, reddede sig til Berlingske som dettes Korrespondent i Seine-Hovedstaden . . . De blev alle reddede, vistnok. som de bør, fra ethvert Befolkningslag og følgelig med forskellig Forstaaelse og ulige Dannelse, men dog som oftest med en Evne til at skrive Sproget, der overrasker. Efterkrigstidens Journa­ list er trænet paa Sportspladsen, for­ trolig med Fodbold, Motorcykle og Aeroplan, ikke følsom, undtagen hvor det gælder hans egne forud med Omhu tilrettelagte Planer. I Optræden er han korrekt, kølig og alvorlig med en langsomt optrækkende Humor. Hans Respekt for Geniet er mindre end hans Respekt for Magten. Han drømmer om Indflydelse og tørster efter Avtori- tet. En klog Tilbageholdenhed, der er hans Særkende, dækker over en ikke ringe Selvtillid. Siger han beskedent: Ingen er uundværlig i Redaktionen, tilføjer han i Tanker — undtagen mig. Men en saadan lidt naiv Overvurde­ ring, der er hans Særkende, opvejes tifold af hans Sundhed. Han er saa, helt en Modsætning til Blaserthedens fin de siécle’r ved Aarhundredskiftet, Epigonerne efter Esmann, Bang og Nansen. Han er stærk og sund og frem for alt fornuftig. — Men saa ha­ stigt som Tiden gaar, indhentes han allerede nu af Spejderen, den ny Type i Ungdommen, der er præget af en praktisk Idealisme og synes at styre hen mod fjerne, internationale Maal.

Allerede forinden — om vi mindes ret — var Hovedstaden blevet star­ tet paa det udtrykkelige Program at knuse Politiken og højne Moralen i vort Folk. Dets to Redaktører, Hr. Erik Hansen og Hr. Sonning, kom næ­ sten øjeblikkelig i forfærdeligt Slags- maal, og efter at de havde tildænget hinanden med de forfærdeligste Be­ skyldninger, udvandrede Hr. Erik Hansen til Kolding. Ogsaa Hr. Sonning forsvandt, og i de Aar, Bladet bestod, var vistnok Pastor Nordentoft dets længstvarende Leder og Redaktør. Det blev en Dame, F ru Koch-Schiøler, der byggede om Bladet i dets sidste Stun­ der og lukkede dets Øjne. * Hermed har vi dog kun lige nævnt de største og kostbareste Bladforeta­ gender. Men hvor mange andre Blade er ikke i Løbet af disse 40 Aar skudt frem af den kjøbenhavnske Jordbund og atter henvisnet? Nogen udtøm­ mende Fortegnelse ekisterer vist over­ hovedet ikke noget Sted. Vi nævner nedenfor nogle af dem. Enhver ældre Kj»benhavner, der sætter sig stille hen, vil sikkert, ved Røgen af sin Cigar, kunne supplere Listen. Kan De huske, at Hr. Asger Kar­ stensen — p. t. Husejer og fhv. Folke­ tingsmand og Borgerrepræsentant — har redigeret et Blad ved Navn Tidens Krav? Vi husker det, men heller ikke mere. Og Johannes Dam havde sam­ men med den nuværende radikale Landstingsmand, Redaktør Aubeck et Blad der hed Tiden. Ja, selv Johannes V. Jensen har været Chefredaktør for et kjøbenhavnsk Dagblad. Det hed Pressen og bar ganske sin Hovedleders uligevægtige Præg. Det slæbte sig møj­ sommeligt frem fra Dag til Dag, og det eneste vi husker af det, er en Vejr­ notits, øjensynlig skrevet af Johs. V. Jensen selv, stønnende af Hede en lummervarm Sommerdag: Tordenluf­ ten var glimrende beskrevet i Notitsen, der endte med dette Udbrud: — Er det mon i Dag, at vi skal dø!“. I Modsætning til disse kortvarige Foretagender blev det konservative Avisen, der som bekendt stammede fra Provisorieaarene, et forholdsvis gam­ melt Blad. Da det ikke kunde leve mere, afsatte det et nyt Skud, Vort Land, til hvilket Redaktøren Hr. Fr. Hansen reddede sig over. Naar vi tænker paa Vort Land, mindes vi en Række Redaktører: foruden Frederik Hansen nuværende Professor Birck, Gnudtzmann — denne elskværdige, lidt tunge Forfatter —, Robert Henriques og den nuværende Redaktør af Berl. Tid. Chr. Gulmann, uden at vi er i Stand til nøje at angive Kongerækken med Aarstal og Datoer. Efter Hen­ riques’ Død var Bladet færdigt. * Hvis vi vilde tage Smaabladene med fra denne Periode, vilde Listen svulme for stærkt op. Men i en Oversigt over 40 Aars Journalistik bør vel ogsaa denne Side af Pressen lige nævnes — og Hoe-Maskiner, og overhovedet ikke af den mekaniske Udvikling og Hur­ tighed, man med Rette beundrer. Den sunde og hæderlige Presse skabes ale­ ne af Mennesket, af Journalisten, af den enkelte, sunde og hæderlige Mand. — Ned gennem Fleet Street gaar en uanselig, hverdagspaaklædt Englæn­ der. Kun Faa hilser paa ham, og i Vrimlen synes han ikke at ville vække Opsigt ved sin Person. Det er en be­ skeden, flittig Mand, der i Løbet af et P a r Aarhundreder adledes i sit Arbej­ de, og af sit Folk fik tildelt Hæders­ titlen gentleman of the press. Større Hæder kan ikke tænkes end den, Pres­ sens Stormagt her yder en enkelt Stand. Lad den hverdagsklædte Englænder være vort Forbillede; lad os i vort Ar­ bejde dele hans beskedne Drøm, at se vort Blad — Bladet — Morgen efter Morgen uden Lyde brede Vingerne og fuglelet hæve sig op i Lyset Henrik Cavling.

Det er først efter dette Forspil, at vi oplever de egentlige Forsøg paa at slaa Politiken ihjel. Man søgte først at opnaa dette ved at gøre de konkur­ rerende Blade saa kedelige som mu­ ligt. Man troede, at det kun var som Nødhjælp, at Kjøbenhavneme læste et underholdende Blad, men at de, naar man bød dem et virkelig kedeligt Blad, vilde gribe til med begge Hænder. Paa denne Grund-Vildfarelse startedes først Danmark (Redaktør André Liitken; knyttet til Redaktionen vistnok bl. a. den nuværende Slotsforvalter Bering Liisberg), senere, med større Penge­ midler, der hovedsagelig ydedes af In­ dustrien, Samfundet med den nuvæ­ rende Tuberkulose-Direktør Chr. Jen­ sen som Redaktør og med en Stab af antibrandesianske Medarbejdere, som f. Eks. Alfred Ipsen (hvem Politiken bragte til den højeste Grad af Forbit­ relse og Fortvivlelse ved at lade uvi­ dende om hans Eksistens, idet Bladet i Stedet for ham .konstruerede en hel anden Forfatter med de samme For­ bogstaver A. 1.: — August Iversen) samt Mads Jepsen , der under en tre

SOaarige Otto Borchsenius som Redak­ tører. Alberti, der ikke var noget Fæ, forstod meget godt, at for at konkur­ rere med Politiken maatte man lave et morsomt Blad, og havde Bladets Re­ daktion bedre kunnet skelne mellem, hvad der var vittigt, og hvad der var fjantet, kunde det være blevet en ikke ufarlig Medbejler. Dets to Hovedmed- arbejdere Oscar Madsen og Robert Henriques var begge gode Hoveder, ly­ stige og skarptungede, men manglede begge Smag og Takt. Dannebrog blev aldrig andet end Politikens Karikatur, og det var et ganske haabløst Forsøg efter Albertis Fald at lade det fort­ sætte med Hr. Maaløe (den nuværende Redaktør af Statstidende) som Leder. * Paa Dannebrogs Ruiner opstod Riget med Franz v. Jessen og Digteren L. C. Nielsen som henholdsvis politisk og literær Redaktør. Det skulde være et stort moderat Venstreblad med Sær­ opgave: Nedkæmpelse af Politiken. Bag det stod et Par rige Mænd, fornemlig den kendte og populære Konserves­ fabrikant Mads Rasmussen fra Faa-

Domæneindtægterne . Statsvirksomhederne Renter etc................- Direkte Skatter .. — Indirekte do .. ... Klasselotteriet .- — Diverse . . . . . . . . . . .

1,9 614 213 84 Indtægter ialt: 54,6 411,2 653 2.5 3.5

P aa Finanslovens Indtægtsside fandtes i 1884 en Post paa 63,500 Kr. som Overskud af Færøerne. Siden er disse Øer indgaaet under Budgettets almindelige Beløb. De direkte Skat­ ter, man den Gang kendte, var ander ledes end det, vi nu forstaar ved di rekte Skatter. Det var udelukkende Jordskatter og Bygningsskatter, samt Rangskat. Indkomstskat eller Formue­ skat til Staten svaredes overhovedet ikke, ja der var i den politiske Agi­ tation næppe nok tænkt paa saadanne Skatter, som i alt Fald for den største Del af Offentligheden stod som revolu­ tionære Indgreb i den hellige, private Ejendomsret. Nu andrager Formue- og Indkomstskat tilsammen 125 Mill. Kr. Ogsaa de indirekte Skatter var anderledes end i vore Dage. De var saa at sige mindre differentierede. Der var Told og Brændevinsafgift, alle de andre Skatter, som vi nu maa udrede, hver Gang vi gaar ind i en Butik eller en Restauration eller sætter os op i en Bil, kendte vore Fædre intet til. For Bilernes Vedkommende var det jo bl. a. af naturlige Aarsager. Budgettets samlede Udgiftssum var i 1884 kun 52,8 Mill. Kr. — der var altsaa i Parentes bemærket et Over­ skud paa 1,8 Mill. Kr. — medens F i­ nansloven i 1924 viser en Udgiftssum paa 364,3 Mill. Kr. Naar Tillægsbevil­ lingsloven om et P a r Maaneder kom­ mer for, vil det vise sig, at den Mar­ gen paa 46,9 Mill. Kr., som i Øjeblik­ ket er til Stede, i alt Fald ikke vil være for stor til at dække Merudgif­ terne. Man er jo siden Krigen kom­ met ind paa i ret høj Grad at udsætte Bevillinger til Tillægsbevillingsloven, og selve Finansloven giver altsaa ikke et nøjagtigt Billede af, hvor store Ud­ gifterne bliver. Man maa paa de fle­ ste Ministeriers Budgetter regne med -en ikke ubetydelig Stigning af de nu foreliggende Tal. De to Budgetters Udgiftstal ser saa- ledes ud (i Mill. Kr.): 0,2 0,2 0 Rigsdagen............. .. « 0,2 2,5 650 Statsministeriet •X* 0,1 0,4 300 Udenrigsmin. .. „. 0,4 5,4 1250 Indenrigsmin. . . Socialmin.......... Lanbrugsmin. ... «. *>• • 2,4 103,5 4212 Erhvervsmin. .. .„ - dette Forhold kan være bevaret i en­ kelte Blade, og for disse er det en Styrke. Udviklingen gaar dog i en an­ den Retning, og den fremskyndes, idet de unge Medarbejdere ikke tager det saa nøje med politiske Standpunkter, men uden større Betænkning gaar fra Blad til Blad. Følgen udebliver ikke: Bladene mister deres Særpræg, og den Svækkelse i Holdning, hvortil vi netop i disse Aar er Vidne, fremskyndes af de talrige skønliterære Forfattere, der skriver i alle Blade eller dog i disses Søndagsudgaver. Læserne hår ■van­ skeligt ved at fastholde Bladets Indivi­ dualitet, og Medarbejderen føler sig ikke helt sikker i sit Element. En Journalist skulde dog ikke være en al­ mindelig Kpntormedhjælper, der løn­ nes for at udfylde trykte Skemaer. Han skulde være et tænkende, villende og stræbende Væsen, for hvem Pennen er et Aandens Redskab. Nuvel, men den Pressemand, der uden Hensyn til ideelle Formaal alene arbejder med sin Tarif for Øje, han er ikke Journalist; han udgiver sig for noget, han ikke er, og han vil ogsaa opfatte sig selv som ringere end den Kollega, der føler Pressen som sit Kald. Journaliststanden har alle Stænders Blod i sig, og de Unge, der nu flokkes oxa Pressen i Hovedstaden, kommer, 1884 1924 + % 1,0 1,0 0 Kongen............ . ... ... Det kgl. Hus.. „. Trafikmin.............. . Justitsmin............... 3,1 29,1 839 1,7 69,7 4000 9,2 32,7 255 Kirkemin................ - 1 Undervisningsmin. - , Krigsmin. .. .. „ Marinemin. „. ## 6,1 21,5 252 Finansmin... .. Pen&ionsvæsen .. 3,2 27,9 772 3,5 16,6 374 Renter af Statsgælden 8,1 53,8 560

G u s ta v i l s m a n n .

Dages Ansættelse ved Politiken, hvor han viste sig ubrugelig, havde opsam­ let tilstrækkeligt Had for hele Livet til Radikalismen og — mærkeligt nok — specielt til Peter Nansen. Ingen Men­ nesker læste disse Blade, der kostede Beløb, der den Gang syntes en over­ vældende Masse Pengø, Men saa var det, at Alberti, der var ramlet sammen med Hørup i den Døn- nergaardske Smør-Affære, startede sit Dannebrog med Secher og den nu Den særlige Anseelse, Journalisten tilstræber for sin Stand, erhverves vel ved Flid, ved Hæderlighed, Talent og Optræden, men ogsaa ved Fodslag og Begrænsning, og vil Journalisterne for Alvor skabe en Korpsaand, maa de ligesom Lærerne, Lægerne, Sagførerne og Kunstnerne i højere Grad end for­ hen samle og afgrænse deres Stand. Joumalistforeningerne optager i Øje­ blikket Enhver, hvis Hovedbeskæftigel­ se i to Aar har været journalistisk Ar­ bejde. I andre Lande har man, for yderligere at graduere Standen, fore- slaaet, at Journalisten skulde under­ kaste sig en Fag- og Kundskabsprøve. Lærerstole med dette Formaal er op­ rettet ved engelske og amerikanske Universiteter, dog foreløbig uden Virk­ ning, da Undervisningen, der bydes, udelukkende er af teoretisk Art. Man kunde her i Norden, hvor Tanken om en Journalistskole ogsaa er fremme, anlægge en saadan Skole i en af Lan­ dets smukke, historiske Egne, og dér knytte den til et hestaaende Blad, Som Betingelse for Optagelse burde sættes et toaarigt Medarbejderskab ved et dansk Provinsblad, en længere Ver­ densrejse, afsluttet med en journali­ stisk Redegørelse, og endelig et Aars Studieophold ved et Dagblad i et tysk,

borg („Mads Tomat“), og Bladet blev slaaet meget stort op. Men man kan sige, at Hr. Neergaard dræbte Bladet med sin Forlystelsesskat, som Hr. Franz v. Jessen tog i Forsvar og an­ befalede paa den ene Side, og L. C. Nielsen heftigt bekæmpede paa den anden. Derefter var Bladet nærmest til Latter. Det skiftede et P ar Gange Redaktør (vi erindrer Fritz Magnus­ sen, en Broder til Julius M.) og gik saa ind under usigelige Kvaler, * et engelsk eller et latinsk Land. Hvad selve Undervisningen i en saadan Sko­ le angaar, da burde den omfatte en al­ mindelig praktisk Journalist-Uddan­ nelse med sideløbende, ret vidtgaaende Fordringer i dansk Sprog, Statsviden­ skab og Jura. Skolen kunde, om man vilde, deles i en dansk og en nordisk Afdeling, hvoraf den sidste alene om­ fattede de videnskabelige Discipliner. Journalistskolen, der altsaa blev et Trykkeri og Bladvirksomhed m. m. i fuld Drift, maatte arbejde frit og ikke modtage Statshjælp. Blev den fornuftigt ledet, kunde den paaregne betydelige Indtægter alene af sit Blad. Men det vigtigste i Bladhaandvær- ket lærer Journalisten selvfølgelig ikke i en Skole, men i Livet, og mest bør han lære af de Røster, der lyder til ham fra hans eget Folk. Mærkelig er da den Ligegyldighed, der ofte her i Landet raader over for Mænd af Pres­ sen, skønt dog disse daglig gennem Bladenes voksende Oplag udøver en faktisk afgørende Indflydelse paa Men­ neskers Syn og Fremdrift, Opfattelse og Dom. I andre Lande er Betydnin­ gen af en sund og hæderlig Presse i nærværende vanskelige Tider mere og mere blevet et brændende Spørgsmaal. Men en Presse skabes ikke af Radio

Udgifter ialt: 52,8 364,3 590 1