S_Københavnerliv_1883-1894

187

Da de var enogtyve —!

T o d a n s k e D i g t e r - D e b u t e r .

J o h a n n e s J ø r g e n s e n Vers København P. Haugberg & Comp. 1887

S o p h u s C l a u s e n Naiurbøm I Kommission hos C. Reiizel 1887

Johannes Jørgensen.

Sophus Clausen.

Af Johannes Jørgensens Debut -Digtsamling „Vers" Døden. Jeg drømmer om Døden, naar Morgnen spænder de purpursaalede Vandringssko, jeg drømmer om den paa Vej over Dagens solsvedne, sandgolde Ørkenflade, jeg drømmer om Døden, naar Soltidsdønet stilner i Nattens havbrede Ro — paa Rygmarvens hvidgraa Stængel skælver min Hjæmeblomsts tankefostrende Blade. Femten Aar senere. 1902.

Af Sophus Clausens Debut ^Digtsamling „Naturbørn Nye Piger. Hvad er hundrede K y s af ét Par Læber mod at kysse hundrede Piger?

Hvad er hundrede K ys af to Par Læber mod at kysse to hundrede Piger?

Jeg giver hundrede skønne Sonater blot for en eneste Pige til!

og ude, bragte lidt Lindring ind i dette Værelses ubode­ lige Tungsind. Denne Stue var saa gennem trængt af Turgenjew, af Håckel og Renan — og udenfor dens Vindue var det altid Graa- vejr. Aldrig, synes jeg, har det regnet saa uafbrudt og saa haabløst som den Gang. Og denne Stue bliver for m ig Symbolet paa Brandes- ianismen — saaledes som den formede sig for os, der da var unge, og som hørte til det nyes anden eller tredie Generation. Johs. Jørgensen. (En Vinter i Rom.)

Ungdom. H er hjemme er Slud og Taage, let bliver al Ting sort. I troende T rang til Skønhed vi banker paa Lykkens Port. — Den brænder endnu vore Fødder, Jorden, af Solen forladt. Og alle Gaderne dønner af Folk i den lyse Nat. Luften er hed af Længsel og dufter af Blomster og Løv. Lykkelig du, som kan træde i Jordens dejlige Støv! Hvad vinder du vel ved at tvivle? Kom ud til en Sommernats Dyst! Kom ud! Endnu nogle salige T im er — og saa er det lyst.

Det er m it Tyveaars- værelse, jeg atter genser — dér, hvor Brandes og Strind- berg stod i smaa, daarlige Rammer paa m it vakle- vorne Bord — sammen med Goethes Buste, m ine Hus­ guder! Dér digtede jeg, saa trøstesløst som den graa Dag udenfor — dér levede jeg saa trøstesløst, saa tung­ sindigt, saa omgivet af Mørke, at der var Timer, jeg troede, jeg var ved at m iste Forstanden. Først A f­ tenen m ed sit Lampelys, med sine Besøg af Venner, med sine Glæder hjemm e