S_Københavnerliv_1883-1894

1887

En Digter møder sin Muse -

»Og nu ville vi være glade? Ikke sandt! Det er Fest­ programmet. De spiser jo ikke noget! Skal jeg skille Dem af med Deres Shaw l? — Deres H andsker? . . . De h a r smukke Hænder — og kønne Øjne! Kunde De stryge Deres H aar en lille Smule bort fra Panden . . .? Naa ja! Mands Vilje er Mands Himmerig — og Moden er Kvindens! Jeg kan alligevel slutte mig til Pandens Form. Jeg er Maler, Kunstner . . . men hvorfor er De saa modfalden?« Hun havde tømt sit Glas. Hun saa paa ham. De fine Øjenbryn rynkede sig let. Der kom og gik en Skygge hen over disse Kinder, som savnede den første pure Ungdom, Friskhed, men ikke savnede en Ynde, som — naa ja, et noget, som indgyder et nogenlunde godt H jerte »Er jeg? De kan jo høre, at jeg ler. Ræk mig Deres Haand! Virkelig en smuk Haand — og uden Spor af det, som de dumme Digtere kalder »Arbejdets Adels­ mærke«. Disse fine Fingerspidser er ikke fordæ rvede af Naalen. Fuldkommen rigtigt! De h a r ofret Dem ganske til Glædens og Nydelsens Kultus — De er, paa Deres Maade, en Vestalinde — De h a r Deres Ild åt holde ved­ lige — og jeg kan kun lykønske Dem til, at De ikke h a r brændt Fingrene paa den . . . Bliver De vred?« Hun havde trukket Haanden til sig, og saa’ paa ham, næsten med F oragt i Blikket. . . . »Jeg er saa lidt vant til at tale med Damer . . . jeg æ rg rer mig tidt over mig selv . . . hvis mit Selskab m is­ h ag er Dem, beder jeg Dem, ikke et Øjeblik at lade Dem holde tilbage h er af et m isforstaaet Hensyn til Gæst­ friheden. . . .« »Hvad holder De mig for? Hvorfor vil De have mig til bedste? Hvorfor beder De mig at gaa, n aar De h a r opfordret mig til at være Deres Gæst . . . skulde De virkelig have ondt ved at forstaa, at n aar man f. Eks. kan fortjene otte K roner om Ugen ved at sy — og n aar saa en D irektør kommer og byder en, lad os sige hundred K roner om Maaneden, for at sidde nogle Aften­ tim er paa en Stol mellem andre Damer og synge — at man saa foretrækker det sidste. . . .« Hun fortalte, at hun ogsaa havde sunget i Udlandet — i Finland — m en at hun pludselig fik H jem ve og rejste tilbage — fortalte, at hun brugte sin Fritid til at læse gode Bøger. . . . »Hun havde rejst sig og stod med et forlegent-ligegyl- digt Ansigt, strækkende Armene i Vejret og ud for sig, om trent som et Barn, der viser, at det er pyntet. D igteren lo, hævede den ene Lysestage fra Bordet, bad hende dreje sig, lod Skygge og Lys fordele sig af­ vekslende over hendes Ansigt og Figur. »Men De er jo som om De kunde være en Dryade . . .« Og videre fortæller Digteren, at den unge Pige pludse- Medfølelse, Medlidenhed og Behag samlet i et. »Hvorfor er De saa alvorlig?« spurgte hun.

Edith.

Det første Møde. En Sommeraften under en Spadseretur i Frederiks­ berg Have satte Digteren sig paa en Bænk . . . der sad ganske vist et Par, m en det var to unge Piger, som sad der i Skum ringen med Ansigterne vendt imod Aftenens flatterende, svagt-gyldne Skær. Han lettede høfligt paa Hatten og satte sig. »Den, som sad ham nærmest, v ar den fyldigste af de to — og tillige den mest nysgerrige. Den anden v ar slan­ kere, blond, gjorde dette ubestemte Ind tryk af Dame og af Smaapige i uopløselig Modsigelse . . . og hendes Stemme røbede samme Usikkerhed.« . . . Digteren komm er i Snak med de to unge Piger, føl­ ges med dem ud gennem Haven og inviterer dem ind i en af Smaahaverne i Allégade, hvor der »af og til aabnedes en Dør i en Bygning i Baggrunden af Haven; man saa et stæ rkt Lysskær, som brødes med en tæ t Tobaksdamp, og man hørte høje, skarpe Kvinde­ røster, overdøvende eller overdøvet af Haandklap og Fortepianospil. Det syntes at være Sang.« Veninden, den buttede, forsvinder for at møde en Ven — den slanke blonde unge Pige bliver tilbage med Digteren, der bestiller Champagne til hende og Bourgogne til sig selv.

1 1 6