S_Københavnerliv_1883-1894

187

Drachmann og Edith

Ug blev bleg, støttede den ene Haand mod Bordet, søgte efter Glasset, skød det fra sig, satte sig langsomt ned og lukkede Øjnene. »Hvad er der,« spurgte h an urolig. »Jeg ved ikke . . . Vil De ikke lukke Vinduet op! Det betyder ingenting . . . det gaar sn art over. . . . Jeg tror, jeg h a r spist for lidt . . . jeg havde blot Tørst . . . jeg er ikke vant til det — jeg h a r væ ret uforsigtig.« Han saa paa hendes Kuvert. Saa greb han Flasken, som stod foran. Den v ar næsten tømt. »Den fordømte Champagne — det Gift«, mumlede han. »Og jeg Æsel! Jeg bæ rer mig ogsaa altid dum t ad!« Varsomt tager Digteren sig af den rørende ube­ hjælpsomme unge Pige, følger hende hjem, maa støtte hende, næsten bære hende op ad Trapperne til hen­ des Bolig paa en anden Sal i en af Vesterbros Side­ gader. Han lægger hende varsomt paa Sengen: »Hent mig en Drik Vand . . . væk ikke den gamle Kone — derinde — Døren ved Siden af Spisekammeret! Aa Gud, hvor jeg føler mig skamfuld og mat.« Han hentede Vand. Der v ar som blæst i det lille Køk­ ken _ gav hende at drikke — hun lænede sig tilbage paa Hovedpuden, stønnede, men dæmpet klagende som et Barn. . . . Hun. laa ud strak t paa Ryggen, havde revet Chemi- setten op i Halsen, søgte at faa Kjolelivet op, lod Hæn­ derne afmægtigt synke — og græd ganske stille. Han tyssede ganske sagte paa hende, og gav sig til at klæde hende af, besværligt og kejtet, standsende ved Hægter og Baand, trækkende de sidste fast i gordiske Knuder, som han atter maatte løse paa Alexanders

Drachmann.

Maade. Værst var det at faa Støvlerne med de mange Knapper af Fødderne. Han var fuldt optaget af sit Arbejde, tænkte hverken paa sig selv eller paa hende, eller paa Stedet, hvor han befandt sig; tænkte blot paa at faa hende bragt til Ro i en bekvem Stilling — som man bringer sin Hustru til

Ro, n aar hun er syg. . . . Kun en Gang slog hun Øjnene op. Og der v ar en Vrede, næsten et Had i det af­ mægtige Blik, som hun sendte denne fremmede, der stod bøjet over hende, løsende hendes Klæder, nu og da med en utaalmodig Grimace, lige til det inderste Stykke af Kvindens Paa- klædning. Han mødte hendes Blik. Han løf­ tede hendes Arm, den fine slanke Arm med den hvide Haand, trykkede ærbødigt et Kys derpaa, og sagde: »Sov mit Barn! og tænk om mig, at jeg er en Læge, der hjæ lper en til­ skadekommen.« . . . Med et dybt befriet Suk sank hun tilbage paa Puden og sov straks ind. Og Digteren listede paa Taaspid- serne ud af Døren, ned ad Trapperne.

(Af Drachm anns Roman »Med den brede Penselo.)

Kehlets Kafé chantant

1 1 7